Kritikere frygter, at kommunerne vil begrænse adgangen til den kommende seniorpension af økonomiske grunde.

Kommuner står fast: Vi skal afgøre pension til nedslidte

Landets kommuner har fået kritik af sagsbehandlingen i pensionssager, men står fast på at beholde det afgørende ord i sager om nedslidtes mulighed for at trække sig tidligt fra arbejdsmarkedet.

Senest opdateret: tirsdag 2. juni 2020

Landets kommuner vender sig nu skarpt imod, at de måske ikke får det afgørende ord i sager om nedslidte borgeres mulighed for at gå på den nye seniorpension.

Da det politiske forlig faldt på plads, kort før valget blev udskrevet, var det et ubesvaret spørgsmål, om kommunerne eller en anden myndighed fremover skal afgøre, om en borgers arbejdsevne er så lav, at det giver adgang til seniorpension.

Hidtidige erfaringer har fået kritikere til at frygte, at landets kommuner vil begrænse adgangen til den nye ordning af økonomiske grunde. Der er nemlig store forskelle på kommunernes tildeling af pension til nedslidte.

Formanden for Kommunernes Landsforening, Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard (S), lader sig imidlertid ikke rokke.

“Vi synes, at kommunerne skal træffe beslutningen om, hvorvidt en borger skal have seniorpension,” siger Jacob Bundsgaard.

Hvem skal bestemme?

Den politiske aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale understreger, at vurderingen af hvem der kan få den nye ydelse, skal ske ‘uafhængigt af økonomiske hensyn.’ Det kan ske ved at flytte opgaven fra kommunerne, der i dag betaler en væsentlig del af regningen.

Netop princippet om, at den, der betaler, også skal bestemme, hvad pengene går til, optager KL-formanden.

“Vi har den tætte kontakt til borgerne og den kompetence, der skal til. Desuden er det et sundt og fornuftigt princip, at den, der betaler regningen, også er den, der bestiller opgaverne,” siger KL’s formand Jacob Bundsgaard.

Om kommunerne eller en anden myndighed, som for eksempel de arbejdsmedicinske klinikker, skal stå for tildelingen bliver nu analyseret nærmere og således afgjort efter folketingsvalget. I den kommunale verden er holdningen, at ryger retten til at tildele pensionen, må staten må overtage finansieringen.

Ens behandling i hele landet

Under forhandlingerne var Dansk Folkeparti optaget af at fratage kommunerne det afgørende ord i pensionssagerne.  Beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted står fast på, at kommunerne ikke har gjort det godt nok.

“Hvis speciallæger godtgør, at folk er slidt ned, så duer det ikke, at kommunerne siger, at det tror de ikke på,” siger Bent Bøgsted og henviser til en række sager om borgere, der har måttet gennemgå krævende arbejdsprøvninger og langvarige afklaringsforløb.

“Derfor ser vi på, om det skal være de arbejdsmedicinske klinikker, så kommunerne ikke går imod den lovgivning, vi laver. Folk skal have ens behandling i hele landet,” pointerer Bent Bøgsted.

Han er dog samtidig åben over for, at kommunerne præsenterer en ordning, som dokumenterer et kursskifte i sagsbehandlingen:

– Kommunerne skal have styr på sagsbehandlerne, og de kan lige så godt øve sig på den nugældende lovgivning om senioførtidspension og førtidspension, siger Bent Bøgsted.

S kan gennemføre seniorpension

Det har ikke været muligt at få KL-formandens kommentar til kritikken af den store forskel på kommunernes hidtidige tildeling af pension til nedslidte.

Skifter regeringsmagten hænder ved næste uges valg, bliver det Socialdemokratiet, der kommer til at stå i spidsen for at føre den nye seniorpension ud i livet. Partiet har tilkendegivet sin støtte til ordningen, der vil omfatte borgere, der kun er i stand til at arbejde 15 timer eller mindre om ugen.

A4 Nu har forgæves forsøgt at få S-profilerne Mattias Tesfaye og Leif Lahn Jensens svar på spørgsmålet om, hvem der skal visitere borgere til seniorpension. Tidligere har Mattias  Tesfaye henvist til regeringens analysearbejde:

“Vi støtter gerne, at regeringen udarbejder en analyse af, hvilke relevante myndigheder der skal behandle ansøgningen til seniorpension,” skrev han til Altinget i en sms.

Ups! We kunne ikke finde din formular.

Vær med i debatten

Hvad mener du er det bedste: At det er kommunerne, der afgør, hvem der skal tildeles seniorpension? Deltag i debatten på Faglige Seniorers Facebook-side – KLIK HER

SENIORPENSION: KOMMUNER VIL HAVE DET AFGØRENDE ORDLandets kommuner vender sig nu skarpt imod, at de måske ikke får det…

Slået op af Faglige SeniorerOnsdag den 29. maj 2019

Først publiceret: onsdag 29. maj 2019
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 2. juni 2020 kl. 11:22

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.