Appen kan bruges af alle, men er særligt udviklet til ældre, som ikke er så digitale.

Ny app gør det nemmere for ældre at holde kontakt med venner og familie

Vil du være med til at testen en ny app til ældre? Appen er gratis og supernem at bruge på mobiltelefon eller tablet.

Hvornår har du sidst talt i telefon med dit barnebarn?

Mange unge har dårlig samvittighed over, at de ikke har nok kontakt med bedsteforældre. Det er årsagen til, at tre unge iværksættere fra Århus har udviklet en ny app. Det problem kender de nemlig selv, når kontakten til bedsteforældrene sommetider forsømmes i en travl hverdag.

Årsagen er, at mange unge stort set ikke taler i telefon længere. De skriver i stedet til hinanden på Messenger, Snapchat eller Instagram.

”Vores interviews og tests viser, at mange unge oplever telefonsamtaler og besøg som langtrukne og besværlige, mens mange ældre er udelukket fra kontakt via digitale kanaler, fordi de har svært ved teknologien. Det er synd, fordi disse barrierer betyder, at alt for mange unge i dag er alt for sjældent i kontakt med deres bedsteforældre. Det kender vi også fra os selv, og det er derfor, at vi har startet FLINK,” fortæller den ene iværksætter Henrik Møller Kristensen på 27 år.

FLINK er nem at bruge

Appen kan bruges af alle, men er særligt udviklet til ældre, som ikke er så digitale. I appen kan man nemt dele øjeblikke med talebeskeder, billeder og video og på den måde holde daglig kontakt til venner og familie.

Forskellen på FLINK og Facebook Messenger er, at FLINK ikke har et hav af funktioner, der kan være svære for mange ældre at bruge, fordi de er udviklet af unge til unge.

Målet med appen er også at imødegå ensomheden, som kan fylde meget hos ældre. Undersøgelser fra VIVE og konsulentfirmaet Marselisborg peger på, at 1 ud af 5 danske ældre højst har kontakt til familie og venner 1-2 gange om måneden.

“Håbet er at kunne gøre digitale fællesskaber tilgængelige for alle ældre, uanset deres teknologiniveau, og på den måde bidrage til, at flere ældre får et bedre socialt liv. Vi ved, at det har stor betydning for deres værdighed, trivsel og sundhed. Men det drejer sig også om familiemedlemmerne, som også vil få glæde og gavn af mere kontakt på tværs af generationerne. Familierelationerne er jo noget af det vigtigste i livet for os alle,” fortæller Henrik Møller Kristensen.

Giver mere at snakke om

Én af FLINK-familierne er familien Schütz, som blandt andet består af Nanna på 24 år, der studerer i Aarhus, og hendes farmor på 72 år, der bor i Hundelev i Nordjylland.

”Med FLINK app’en kan vi nemt dele små hverdagsøjeblikke, som vi nok ikke ellers ville have delt, fordi min farmor ikke kan være med på Messenger og Snapchat. Vi er faktisk gået fra at snakke sammen et par gange om måneden på telefonen til at have daglig kontakt over FLINK. Og når vi ses eller snakker i telefon, så har vi faktisk meget mere at snakke om,” fortæller Nanna Schütz om oplevelsen med FLINK.

Sådan får du FLINK-appen

Alle brugere skal downloade appen til mobiltelefonen eller tablet. Appen er gratis.

I de fleste tilfælde vil der være behov for, at det ældre familiemedlem får hjælp til at downloade appen og komme i gang med at bruge den.

Download appen til iPhone her

Download appen til Android telefon her

Når du har hentet appen, kan du oprette en familie og bestille et brev med en manual til det ældre familiemedlem.

Brevet kommer med posten. Der følger en magnet med, så det kan hænges op på køleskabet.

Artiklen er sidst opdateret fredag 23. august 2019 kl. 09:46