Allan Birkerod elsker sit arbejde som frisør. Privatfoto.

76-årige Allan er frisør: Hårdere at sidde derhjemme end at arbejde

Allan Birkerod frygter ikke corona, så nu har den 76-årige frisør taget saksen i hånden igen efter en måned, hvor hans arbejdsplads har været tvangslukket.

Senest opdateret: tirsdag 2. juni 2020

Allan Birkerod har taget saksen i hånden igen efter en måned, hvor hans arbejdsplads har været tvangslukket.

“Jeg tror, det er godt for de ansatte i Brugsen, at jeg må gå på job igen, for de har været lidt trætte af at tale med mig”, fortæller den 76-årige frisør, der ikke frygter at blive smittet med coronavirus.

Der er bedsteforældre, der må nøjes med den kontakt, de får, når de vinker til børnebørnene fra altanen. Og der er ældre på plejehjemmene, der i fem uger ikke har set et eneste familiemedlem.

Det er vilkårene for landets ældste generation, der via isolation beskytter sig mod coronavirussen.

Allan Birkerod har ikke valgt at gå i isolation, selvom han med sine 76 år er i risikogruppen for at blive hårdt ramt, hvis han bliver smittet med corona.

Så da han i mandags for første gang, siden regeringen den 17 marts besluttede at tvangslukke landets frisører, kunne få lov til at komme tilbage på jobbet som frisør, var han en glad mand:

“Jeg har siddet derhjemme i en måned nu og spurgt min kone: ‘Er det også søndag i dag?’ Jeg tror, det er godt for de ansatte i Brugsen, at jeg må gå på job igen, for de har været lidt trætte af at tale med mig. Det er jo ikke kun terapi for kunderne, når de sætter sig i frisørstolen og snakker. Det er også terapi for mig at lytte og give min mening”, siger Allan Birkerod, der to dage om ugen tager saksen i hånden i datterens frisørsalon Mae West i Fredericia.

Flere af hans faste kunder havde ikke regnet med, at de kunne bestille tid hos den garvede frisør allerede, men Allan Birkerod frygter ikke, at han bliver smittet med corona.

“Jeg har aldrig været bange for sådan nogle ting. Man har jo hele tiden skulle passe på sit liv. Det er der ikke noget nyt i. Jeg var til gengæld bange, da jeg en gang brækkede min ankel og arm, fordi jeg faldt ned fra en stige. Men jeg er lavet af godt materiale. Jeg hverken ryger eller drikker, og så kysser jeg kun en pige af gangen”.

Vil begraves som prins Henrik

På en normal arbejdsdag når Allan Birkerod at klippe mellem 10-12 kunder.

“Det er super at være tilbage. Jeg arbejder normalt hele mandagen og torsdag formiddag. Nu kan jeg i det mindste adskille mandag og torsdag fra søndagene”.

Udover at passe sine frisørkunder, der tæller alt fra de 5-årige til de 90- årige, driver Allan Birkerod også firmaet Easy Hairlines, der sælger parykker. Den virksomhed har han haft siden 1963.

Hvorfor gider du at arbejde så meget?

“Jeg synes ikke, jeg arbejder meget. Hvis det er ens passion, så føler man ikke, at det er et arbejde. Nu har jeg prøvet en måned, hvor jeg ikke har lavet en skid. Det var mere hårdt end at arbejde”.

Hvornår stopper du med at arbejde?

“Jeg stopper med at arbejde, når jeg får en etværelses med låg. Jeg er ved at skrive min sidste vilje. Og jeg har fundet ud af, at jeg vil ligge ved siden af prins Henrik. Jeg skal smides ud fra Lillebæltsbroen. Her i Fredericia siger man, at hvis det går af helvede til ”så kan man altid tage broen”, griner han.

En del af prins Henriks aske blev som bekendt smidt ud i de danske farvande, mens en anden del blev nedsat i en urne i den private have på Fredensborg Slot. Men der går formentlig nogle år, før den 76-årige frisør får det ønske opfyldt, for lige nu er han i topform:

“Jeg har lige smidt 18 kilo. Det trængte jeg også til. Vi har fået en delehund med min datter, så jeg går ti-femten kilometer om dagen”, siger Allan Birkerod, der er far til to børn og farfar til to børnebørn.

Få de seneste nyheder og råd til seniorer om corona

Gør som over 200.000 andre seniorer.
Få vores gratis nyhedsbrev om corona, pension, tillæg og meget andet. Samtidig deltager du i konkurrencen om brunch for to

Tilmeld nyhedsbrevet her

Først publiceret: mandag 27. april 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 2. juni 2020 kl. 14:46

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.