13 tips til brug af mundbind: Sådan undgår du åndenød, dug på brillerne eller at ørerne gør ondt
To australske forskere formidler fagpersoners bedste tips til brug af mundbind.
Senest opdateret: tirsdag 22. december 2020
Mundbind i al kollektiv er et krav. Men det er nok noget, mange af os lige skal vænne os til.
Mundbind kan være både ubehagelige og frustrerende, særligt hvis vi ikke er vant til at gå med dem.
For personer med briller, eller som er bange for ikke at kunne trække vejret ordentligt, kan det være en ekstra stor udfordring.
Sundhedsfagligt personale, som bruger mundbind i længere tid i dagligdagen, har udviklet en række nyttige nødløsninger, som de gerne vil dele med resten af os.
Hvordan afværger jeg, at briller dugger?
Personer med briller risikerer, at mundbindet får brilleglassene til at dugge, hvilket reducerer udsynet.
Når vi ånder ud, bevæger den varme ånde sig opad og ud af mundbindet.
Her rammer den varme ånde de køligere brilleglas, hvilket resulterer i kondensation.
Hvis vi ustandseligt skal tage brillerne af for at pudse dem, øger vi risikoen for smitteoverførsel, så det er afgørende, at vi afværger eller minimerer, at brillerne dugger.
Her følger en række tips:
1. Sæbe og vand
Vask brillerne med vand og sæbe (eksempelvis opvaskemiddel) og tør dem med en mikrofiberklud, som man almindeligvis får med, når man køber et par briller. (OBS: Sæbe kan ødelægge coatingen på moderne brilleglas, red.)
Du kan også købe billige mikrofiberklude hos optikeren.
Papirlommetørklæder kan efterlade fnuller og smudspartikler, som tiltrækker fugt til brilleglassene.
Sæbe reducerer risikoen for dug på brilleglassene.
Kirurg forklarer på engelsk, hvordan han afværger, at brillerne dugger. (Video: The Royal College of Surgeons of England)
2. Barberskum
Påfør et tyndt lag barberskum på indersiden af brilleglasset, og tør det så forsigtigt af. Det tilbageværende barberskum afværger, at brilleglassene dugger. (OBS: Barberskum virker ætsende og kan ødelægge coatingen på brilleglas, red.)
3. Rensespray til brilleglas
Rensespray til brilleglas tørrer helt klart. Du bør dog sikre dig, at rensesprayen er kompatibel med glassets eksisterende belægning.
Rensespray kan købes hos optikeren eller online.
4. Sørg for, at mundbindet slutter helt tæt
Du bør sikre dig, at mundbindet sidder helt tæt over næseryggen, så mindsker du også risikoen for, at varm ånde får brilleglassene til at dugge.
5. Poselukkere og piberensere
Hvis du laver dit eget mundbind, kan du bruge en poselukker (eksempelvis fra en pose med brød) eller en piberenser i den øverste kant. Så kan du forme kanten, så den slutter tæt over næsen og ansigtet.
6. Kirurgisk tape
Nogle gange bruger sundhedsfagligt personale kirurgisk tape, som er specielt fremstillet til brug på huden, til at få mundbindet til at slutte helt tæt.
Du kan købe hudvenligt, mikroporøs kirurgisk tape på apoteket eller online.
Glasses fogging with mask? Get a roll of micropore tape – $2 at any chemist.Tape the mask along the bridge of your nose and cheeks. Then glasses on top. Other way is put a folded tissue across the bridge of your nose. Long time surgical tricks. Can’t operate with fogged lenses. pic.twitter.com/DqlnOw40fm
— Dr Julie Miller (@DrJulieAMiller) July 19, 2020
7. Fugtigt papirlommetørklæde
Et let fugtigt, foldet papirlommetørklæde under mundbindets øverste kant forhindrer også, at den varme ånde får brillerne til at dugge.
8. Nylonstrømpe over mundbindet
Ifølge de australske sundhedsmyndigheder kan du også få mundbindet til at slutte helt tæt over næsen og kinderne ved hjælp af en nylonstrømpe over mundbindet.
Desværre er helt ikke helt så enkelt som enten at tage briller eller mundbindet på først for at afværge, at briller dugger.
Det bedste, du kan gøre, er at sikre, at mundbindet slutter så tæt som muligt hen over næsen og kinderne.
Jeg har det ikke godt med at skulle gå med mundbind. Hvad gør jeg?
Nogle er måske bekymrede for, om de kan trække vejret normalt, når de har mundbind på; især hvis det er helt nyt for dem at have mundbindet på.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen og andre er der ikke evidens for, at mundbind får iltniveauet i blodet til at falde, eller at man ikke får udåndet kuldioxid, så niveauet af affaldsgassen i blodet stiger.
Her er en række tips, hvis du alligevel er ængstelig.
9. Øv dig derhjemme.
Tag mundbindet på et par minutter før, du skal ud ad døren, så du vænner dig til at have det på.
Ånd langsomt ud og ind; stille og roligt – med dybe indåndinger, mens du fokuserer på, at luften når hele vejen ned i lungerne og så ud igen.
10. Forsøg dig med et andet slags mundbind
Hvis du stadig føler, du har svært ved at trække vejret, kan du forsøge dig med et andet slags mundbind. Du kan enten købe et andet design eller mærke eller lave dit eget ud af et andet materiale.
Av – ørerne gør ondt!
Elastikkerne, som gnaver og irriterer huden omkring ørerne, kan gøre ondt, når man har haft mundbind på i flere timer.
Her er et par gode tips.
11. Pandebånd med knapper
Du kan bruge et pande- eller hårbånd med knapper. Sy knapper i båndet, så de er placeret lige bag ørerne. I stedet for at sætte elastikken bag øret, sætter du den rundt om knapperne i stedet.
Så får huden ved ørerne en tiltrængt pause, og du kan holde ud at have mundbindet på i længere tid.
12. Eller papirclips eller klemmer
Fold to papirklips ud og sno dem omkring pandebåndet lige bag ørerne, som du snor elastikkerne på mundbindet fast til.
13. 3D print
Du kan bruge 3D printer-skabelonerne til at printe dine egne ‘øre-beskyttere’.
Måske tager det lidt tid at finde ud af, hvilken metode eller mundbind er det rigtige for dig.
Men med lidt tid og tålmodighed kan du sikre dig, at brillerne forbliver dugfrie, at dine ører ikke gør ondt, og at du ikke er nervøs ved at skulle bruge mundbind.
Sammen med myndighedernes anbefalinger om god håndhygiejne, brug af håndsprit, at hoste og nyse i ærmet, samt at nedbringe antallet af sociale kontakter og sikre behørig afstand mellem hinanden, kan vi gøre vores bedste for at sikre os selv og andre i samfundet.
Craig Lockwood og Zoe Jordan hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
Artikelen stammer fra Videnskab.dk, hvor den er publiceret her
Først publiceret: tirsdag 25. august 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 22. december 2020 kl. 15:02