Den friske luft skal ind i stuerne - selvom det er koldt. Gør det til en vane at lufte ud 2-3 gange om dagen.

10 gode råd til udluftning om vinteren

Det er vigtigt at lufte ud om vinteren, selvom det er koldt udenfor. Udluftning kan mindske risikoen for smittespredning af for eksempel corona-virussen. Få gode råd om, hvordan du gør.

Senest opdateret: lørdag 3. oktober 2020

Selvom det er koldt udenfor, er det vigtigt, at du fortsætter med at lufte ud. Om vinteren er der nemlig større risiko for fugtskader, hvis du ikke lufter ud.

Samtidig opholder man sig mere indenfor om vinteren, og derfor er det ekstra vigtigt at få udskiftet indeluften, som du gør, når du lufter ud med gennemtræk. Udluftning kan også mindske risikoen for smittespredning af for eksempel corona-virussen.

Læs her 10 gode råd til udluftning om vinteren

1. Luft ud kort og intenst

Om vinteren er det særlig vigtigt at få luftet ud, men du kan gøre det i kortere tid end normalt – du kan nøjes med 5 minutter.

2. Sørg for gennemtræk

Luk vinduer op i begge sider på boligen, så den “brugte”  luft suges ud, og frisk erstatningsluft trækkes ind. Ellers når du ikke at skifte al luften ud på så kort tid.

Sådan laver du gennemtræk på den rigtige måde

3. Luft ud 2-3 gange om dagen

Luft ud for eksempel  morgen, eftermiddag og aften. Når det er koldt udenfor, og kontrasten mellem kulde og varme er stor, vil der dannes kondens, og derfor er der risiko for vækst af skimmelsvamp og andre fugtskader. Derfor er det vigtigt at lufte ud. Gør det for eksempel til en vane at lufte ud, når du børster tænder.

Hvis du har en helt ny termostat, behøver du ikke at lukke for varmen i de korte perioder, hvor vinduerne står åbne – men har du en termostat, der er mere end et par år gammel, kan det være en god idé at skrue ned, når du lufter ud. Hvis termostaten føler den kolde luft, vil den gøre, at der sendes ekstra meget varme ud.

Få gratis råd om din bolig

Faglige Seniorer samarbejder med Videncentret Bolius, der er en uvildig nonprofitorganisation, der har til formål gøre danskerne klogere på deres bolig.

Videncentret Bolius sælger ikke produkter eller tjenester, men formidler gratis rådgivning og inspiration om alt fra vedligeholdelse af hus og have til energirenovering, økonomi og godt naboskab.

Foreningen Realdania ejer Videncentret Bolius, og hvert år får over en million brugere hjælp, råd og inspiration.

 

4. Husk frisk luft til madlavningen

Når du laver mad, er det vigtigt at tænde for emhætten og/eller lufte ud efter madlavningen, så den varme, fugtige luft bliver suget ud. Der opstår mange partikler ved madlavning, og det er vigtigt, at man forsøger at fjerne disse.

5. Luft ud efter stearinlys

Stearinlys afgiver store mængder af partikler ved afbrænding. Luft grundigt ud, når du har haft stearinlys tændt.

6. Lad ikke vinduet slå på klem

Lad ikke bare et enkelt vindue stå på klem i flere timer. Det vil afkøle vægge og andre overflader. Kolde vægge kan give kondens og føre til skimmelsvamp.

7. Læg mærke til, om ruderne dugger

Hvis kanten af dug på indersiden af ruden bliver over 2 cm bred, er det tegn på, at du skal lufte mere ud. Tør dug væk med for eksempel køkkenrulle eller klud, så det ikke senere udvikler sig til skimmelsvamp.

8. Læg mærke til lugten i din bolig

Lugter der indeklemt eller muggent i din bolig, skal du åbne vinduerne lidt oftere.

Tips til udluftning i den kolde tid

9. Hold badeværelsesdøren lukket

Når du har været i bad, skal du sørge for, at den fugtige luft kommer helt ud af din bolig. Hvis du åbner badeværelsesdøren, spreder du bare den fugtige luft til resten af boligen. I stedet skal damp og varm luft ud gennem udsugningsanlægget eller et badeværelsesvindue.

10. Luk lidt ned for udluftningsventiler i for eksempel vinduer og døre.

I køligt vejr kan der komme for meget luft ind af dem, og så vil det kræve ekstra energi at varme din bolig op. Men husk at åbne for ventilerne igen til foråret.

 

Først publiceret: fredag 2. oktober 2020
Artiklen er sidst opdateret lørdag 3. oktober 2020 kl. 10:12

Emner: