Ondt i fødderne? Faglige Seniorers socialrådgiver giver gode råd om tilskud til sko og indlæg.

Ondt i fødderne? Se om du kan få tilskud til sko eller indlæg

Du kan søge kommunen om støtte, hvis du har behov for ortopædisk fodtøj eller indlæg i skoene.

Senest opdateret: tirsdag 5. januar 2021

Ortopædiske sko er sko, der er lavet specielt til dine fødder.

Hvem kan få tilskud?

Du kan søge støtte til ortopædisk fodtøj og indlæg, hvis du har varige og svære foddeformiteter. Det kan for eksempel være fordi du har diabetes, gigt, en aldersrelateret sygdom, en medfødt lidelse eller deforme fødder efter en ulykke eller sygdom.

Du kan få støtte, hvis du lider af:

  • Leddegigt med svært forfodsfald og tådeformiteter (indlæg eventuelt suppleret med gængesål).
  • Sårdannelser med risiko for sår i fodsålen med føleforstyrrelser som følge af sukkersyge, kroniske nervelidelser eller ved svær kompromittering af blodomløbet (kredsløbsinsufficiens).
  • Svært forfodsfald ved samtidigt dårligt blodomløb, fx klostillede tæer, hammertæer, deforme ledhoveder på mellemfodsknoglerne.
  • Stiv fodrod – medfødte sammenvoksninger (coalitio), svære fejlstillinger efter brud på fodrodsknogler, kroniske ledbetændelser eller leddegigt.
  • Erhvervet platfod som følge af degeneration.
  • Aflastning af varigt smertende ar i fodsålen.
  • Andre foddeformiteter af tilsvarende sværhedsgrad efter særlig begrundelse, fx svært fikseret platfod, svær slaphed af ledbånd og ledkapsler ved medfødt knogleskørhed (osteogenesis imperfecta).

Du kan ikke få tilskud til indlæg, hvis du har almindelig platfod eller har andre almindelige fodlidelser. Der skal være tale om en varig, svær lidelse, hvor andre behandlingsmuligheder er udtømte og hvor fodindlægget skønnes at kunne afhjælpe generne.

Hvordan søger jeg tilskud?

  1. Inden du kan søge om tilskud til ortopædisk fodtøj eller fodindlæg, skal du have en lægeerklæring (LÆ 165) som alle læger kan udfylde. Både din egen læge og en speciallæge.
  2. Når du har fået lægeerklæringen, skal du søge på borger.dk
  3. Din kommune behandler din ansøgning og sender svar i din e-boks.
  4. Når du har fået bevillingen, kan du kontakte en ortopædskomager eller bandagist.

Får du afslag på din ansøgning, kan du klage til kommunen inden 4 uger. Afgørelsen skal så genvurderes inden 4 uger, fra kommunen har modtaget din klage.

Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, bliver din klage sendt videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.

Du kan gratis få hjælp til at klage hos Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH)

Hvor meget skal jeg selv betale?

Hvis du får bevilliget tilskud, skal du selv betale 940 kroner pr. par sko. (2021)

Når du først har fået bevilget sko eller indlæg fra kommunen, behøver du ikke kontakte din læge igen for at få nye, men du skal søge hos kommunen hver gang.

Udgifter til reparation af dine sko betales også af kommunen. Husk at søge inden reparation udføres.

Hvor ofte kan jeg få tilskud til nye sko eller indlæg?

Når du har fået dit første par sko med tilskud, kan du søge tilskud igen efter 3 måneder.

Herefter kan du normalt søge tilskud til nye sko hver 18. måned.

Du kan søge om tilskud til nye indlæg hver 12 måned.

Spørg socialrådgiveren om tilskud

I Faglige Seniorers brevkasse, kan du spørge socialrådgiver Carsten Riis om tilskud, ældrecheck, folkepension og tillæg og andre sociale spørgsmål.

Spørg socialrådgiveren

Først publiceret: søndag 3. januar 2021
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 5. januar 2021 kl. 11:34