Næsten alle på plejehjem har fået stik mod corona
Ni ud af 10 beboere på plejehjem er i gang med at blive vaccineret mod corona. En tredjedel har fået begge stik.
Senest opdateret: tirsdag 9. februar 2021
Stort set alle på landets plejehjem har fået et stik mod corona.
Ni ud af ti har fået det første stik og er på vej til at få det næste. En tredjedel er allerede færdigvaccineret.
Det oplyser Sundhedsstyrelsen.
Få de seneste nyheder og råd til seniorer om corona
Gør som over 200.000 andre seniorer.
Få vores gratis nyhedsbrev om corona, pension, tillæg og meget andet. Samtidig deltager du i konkurrencen om brunch for to
”Det er tilfredsstillende at se, at vi i uge 4 er oppe på, at over 91 procent af borgerne på landets plejecentre har fået første stik, og at mange også er blevet færdigvaccineret. Når vi inden længe ser, at de fleste beboere på landets plejecentre er færdigvaccinerede og dermed fuldt beskyttede mod COVID-19 sygdom, så vil vi forvente at se meget få alvorlige COVID-19 udbrud på landets plejecentre,” siger Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm.
Hold fast i smitteforebyggelse
Vaccinationsindsatsen har nu været i gang i lidt over en måned. I alt 184.307 borgere har modtaget første stik, og 44.560 er fuldt vaccineret.
Det vil fortsat vare nogen tid, før alle har fået et tilbud om vaccination.
Først når langt flere har fået tilbudt vaccination og har modtaget anden dosis, har de opnået den fulde beskyttende effekt af vaccinen.
“Derfor er det stadig vigtigt at holde fast i de smitteforebyggende anbefalinger,” oplyser Sundhedsstyrelsen.
Hvad synes du?
Hvad synes du om, at de allersvageste og udsatte ældre nu er ved at være færdigvaccineret? Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side – KLIK HER
Så mange får tilbudt vaccination
Så mange danskere vil få tilbudt vaccination mod corona. Opgørelsen viser antal personer i de grupper, som Sundhedsstyrelsen har prioriteret med borgere i plejehjem som de første.
1.Borgere i plejebolig mv.: 46.000
2. Borgere over 65, praktisk hjælp og personlig pleje: 50.000
3. Borgere over 85 år: 110.000
4. Frontpersonale i sundheds-, ældre- og dele af socialsektoren: 353.500
5. Udvalgte patienter med særligt øget risiko: 190.000
6. Udvalgte pårørende til personer med særligt øget risiko: 6.000
7. Borgere 80-85 år: 150.000
8. Borgere 75-79 år: 250.000
9. Borgere 65-74 år: 632.000
10. Borgere under 65 år med tilstande, som giver øget risiko: 200.000
11. Personale, som varetager samfundskritiske funktioner: 100.000
12. Øvrig befolkning over 16 (18) år: 3.000.000
Først publiceret: tirsdag 2. februar 2021
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 9. februar 2021 kl. 11:54