Søren Brostrøm: Hjælp de allerældste med at læse vaccine-invitation
Har du ældre pårørende, kan du hjælpe med at åbne e-boks og forklare, hvad der står i invitation til corona-vaccination.
Senest opdateret: tirsdag 9. februar 2021
Det er ikke alle ældre, som kan bruge NemID, åbne e-Boks eller forstå et brev fra myndighederne.
Men det er vigtigt nu, hvor invitationerne til at blive vaccineret mod corona lander i danskernes digitale brevkasser.
Book en vaccination
Det elektroniske bookingsystem er for dem, der har fået besked i e-boks eller et brev om tilbud om vaccination.
Når du får tilbudt vaccination mod COVID-19, vil du samtidig få information om, hvornår du kan blive vaccineret.
- Hvis du selv skal bestille tid til vaccinationen, vil du få at vide, hvordan det foregår.
- Booking sker på hjemmesiden vacciner.dk
- Bookingsystemet er styret centralt og åbner kun for personer, der har et af de cpr-numre, der er tilbudt vaccination.
- Vaccination bliver foretaget på et af de regionale vaccinationscentre.
- Når du har fået din første vaccination, reserverer systemet plads til nummer to, som skal foretages 21-28 dage efter den første.
Har du behov for hjælp til at bruge vacciner.dk kan du kontakte supporten på Sundhed.dk på telefon 44 22 07 27 eller e-mail: vaccinersupport@sundhed.dk.
Sundhed.dk kan ikke se ledige datoer, ventetider, booke dine tider eller ændre dine tider.
Kilde: Sundhedsstyrelsen
Derfor opfordrer direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm nu pårørende til at give en hånd med hos de ældre, der har brug for hjælp.
”Hvis du for eksempel er pårørende til én, du ved er blevet tilbudt vaccination, kan du spørge, om du må hjælpe med at kigge i e-Boks, eller hjælpe med at forklare, hvad der står i brevet og få bestilt tid til vaccination,” siger Søren Brostrøm.
Nyt brev er lettere at forstå
Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut har netop lavet en ny version af det invitationsbrev, som bliver sendt ud til alle borgere, når det bliver deres tur til vaccination.
Det er myndighedernes håb, at den nye version af brevet er lettere at forstå, og at det er klart og tydeligt, hvad man skal gøre, når man har fået tilbud om vaccination.
De allerældste inviteres nu
Invitationerne til vaccination til de allerældste borgere bliver sendt ud enten via e-Boks eller med et fysisk Quick-brev til de borgere, der har fravalgt e-Boks, og de første breve er på vej.
Invitationerne sendes ud på baggrund af dataudtræk fra CPR-registeret.
Hvis du modtager invitationen via e-Boks, skal du booke tid på www.vacciner.dk
Se digitalt brev med invitation til vaccination her
Først publiceret: tirsdag 2. februar 2021
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 9. februar 2021 kl. 11:48