Det kunne have været et 2020 med mange flere døde på grund af corona. Men vi slap med skrækken.

Lille overdødelighed i 2020: Danskerne slap nådigt gennem skrækåret

Dødstallet i Danmark steg 1,3 procent i 2020 - men det skyldtes alene en stigning i antallet af døde i december måned, hvor 5270 danskere døde, viser nye tal.

Senest opdateret: torsdag 11. februar 2021

687 flere danskere døde i corona-skrækåret 2020 end i 2019. Det vil sige, at antallet af døde var 1,3 procent højere i 2020 end i 2019, og mon ikke de fleste synes, at det er nådigt sluppet, når man sammenligner med Sverige og vores sydeuropæiske naboer.

Det er Danmarks Statistik, der har opgjort tallet for dødsfald sidste år.

Endnu er Sundhedsdatastyrelsen ikke klar med at matche det samlede dødstal på 54.645 personer med tallene for hvilke sygdomme danskerne så døde af sidste år. De tal kommer først senere på året.

Tallene fra Danmarks Statistik viser dog tydeligt, at i de to første måneder af 2020 døde færre, end der gjorde i de samme måneder de tre foregående år.

De næste otte måneder – fra marts til oktober – dør der næsten nøjagtig lige så mange hver måned sammenlignet med de foregående tre år.

Men så i november og især i december, som vi netop er gået ud af, så træder der en markant overdødelighed ind. 5270 døde i december 2002 mod 4760 i 2019.

Men selv om dødeligheden steg samlet 1,3 procent i 2020, så nåede den alligevel ikke op på dødeligheden i 2018, hvor 55.232 døde dels på grund af en særlig heftig influenza i de tre første måneder af året – en influenza-type, der ikke var kommet med i den årlige vaccine – og så fordi der var en ekstrem varm sommer.

Og så var vi i øvrigt 5.840.045 indbyggere i vores lille kongerige den første januar i år.

Først publiceret: torsdag 11. februar 2021
Artiklen er sidst opdateret torsdag 11. februar 2021 kl. 21:37

Emner: