Mange ældre oplever, at det er svært og kaotisk at komme igennem og få en tid tid vaccination.

Skarp kritik fra ældreorganisation: Vaccinationer drukner i kaos

Det er stærkt kritisabelt, at sundhedsmyndighederne fuldstændig svigter håndteringen af vaccinationerne af landets ældste, lyder det fra Faglige Seniorer. 100-årig måtte vente i ugevis på stik.

Senest opdateret: fredag 8. oktober 2021

Uforståelige breve, timelange telefonkøer og en total mangel på overblik over, hvornår man kan blive vaccineret.

Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer  modtager stribevis af henvendelse fra ældre og deres pårørende, som er frustrerede og kede af, at myndighedernes vaccinationssystem tilsyneladende er brudt sammen.

”Det er virkelig kritisabelt, at sundhedsmyndighederne fuldstændig svigter håndteringen af det, vi alle har ventet på; vaccination mod covid-19. De har haft næsten et helt år til at forberede sig, og til at teste systemet, og alligevel ender vi i det rene kaos. Jeg får næsten ondt i maven, når jeg hører om de oplevelser, de ældre bliver udsat for,” fortæller direktør i Faglige Seniorer, Palle Smed,  om de mange henvendelser fra ældre på telefon, mail og på Facebook.

Jeg ringede flere gange i ugens løb med lang ventetid i telefonen. Da jeg endelig kom igennem, fik jeg at vide, at jeg skulle prøve igen en anden dag.

Pårørende til 100-årig

En af henvendelserne er fra Britta Dorthe, der skriver:

”Min mor på 100 med dårligt hjerte har først fået brev for en uge siden. Ringede for et par uger siden, for at spørge, om der var sendt brev til hende, og fik at vide, at brevene først kom, når de vidste at der var vaccine nok. Da brevet kom, ringede jeg flere gange i ugens løb med lang ventetid i telefonen. Da jeg endelig kom igennem, fik jeg at vide, at jeg skulle prøve igen en anden dag, fordi der ikke var ledige tider på grund af, at der ikke var vaccine nok. Har fået forskellige svar, hver gang jeg har ringet for at rykke for brev. I går morges kom jeg igennem og fik en tid”.

Sagen med den 100-årige er blot et af mange, der nu får Faglige Seniorer til at gå i rette med myndighederne:

”Det er mild sagt ikke godt nok,” lyder det.

Kaos stresser de ældre

Palle Smed oplyser, at Faglige Seniorer har været meget tilbageholdende med kritik af myndighederne under corona-krisen, fordi de ofte har forsøgt at finde løsninger under et enormt tidspres.

”Men her er der jo ingen undskyldning overhovedet for ikke at have styr på vaccinationerne. Der er allerede velfungerende løsninger på hospitalerne, hvor patienter bliver indkaldt til undersøgelser og operationer, hvor de kan ændre deres tider, hvis de ikke kan på det tildelte tidspunkt. Det hele foregår med klare og tydelige vejledninger. Alligevel står vi i en nu i et kaos, som stresser de mange sårbare ældre, der har ventet et helt år på at blive vaccineret.”

Uforståeligt bookingsystem

Mange henvendelser til Faglige Seniorer drejer sig om, at det er svært at forstå de lange ventetider, efter at indkaldelsen til vaccination er modtaget i e-Boks.

”Hvorfor er man gået i luften med et bookingsystem, som så mange ikke kan finde ud af. Hvorfor skal ældre vente i en telefon-kø i timevis for kun at få at vide, at der ikke er en tid den første måned. Hvorfor kan man ikke finde ud af at skrive breve, som almindelige mennesker kan forstå. Og hvorfor er der ikke et eneste menneske i hele dette system, der tager ansvar?”

Tillid til myndigheder vakler

Palle Smed frygter, at tilliden og opbakningen til myndighedernes håndtering af corona-krisen risikerer at lide et knæk.

”Vaccinationen skulle være blåstemplingen af et velfungerende sundhedssystem. Det fungerede rigtig godt med vaccination af plejehjemsbeboerne, fordi de enkelte plejehjem var dygtige til at forberede forløbet, sådan at alle kunne føle sig trygge. Der har under hele coronakrisen været stor opbakning til myndighederne og jeg frygter, at den tillid smuldrer nu, hvor vi har allermest brug for den,” siger han.

Der bliver sjusket med opgaverne

Myndighederne og regionerne har forklaret, at årsagen til, at ikke alle kan komme til blandt andet ”vaccinationscentrene er helt nye” og det kræver tid at få systemet til at fungere optimalt.

”Jeg er træt at forklaringer om manglende tid. Det lykkedes for regionerne at tabe udbuddet om kvik-test på gulvet. De undskylder sig med, at det skyldes tidspresset i udbudsprocessen, men det tog en pensioneret lektor mindre end en et øjeblik at google sig frem til, at underleverandøren til regionernes foretrukne samarbejdspartner var en fusentast. Derfor er det virkelig bekymrende, når der bliver sjusket med opgaverne, sådan som vi ser i øjeblikket,” siger direktøren for Faglige Seniorer.

Ups! We kunne ikke finde din formular.

Hvad er din oplevelse?

Har du modtaget en invitation til at blive vaccineret mod covid-19 eller er pårørende? Hvordan har du oplevet systemet? Du er meget velkommen til at fortælle om det på Faglige Seniorers Facebook-side – KLIK HER

Først publiceret: torsdag 18. februar 2021
Artiklen er sidst opdateret fredag 8. oktober 2021 kl. 14:42

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.