Sundhedsminister Magnus Heunicke oplyser, at regeringen onsdag melder ud om genåbning af Danmark.

Så sker det: Nu melder regeringen ud om genåbning

Onsdag kommer udmeldingen fra regeringen om der kan lempes i restriktionerne og Danmark kan genåbnes.

Senest opdateret: onsdag 24. februar 2021

Så sker det.

Onsdag får vi at vide, om hvordan Danmark genåbner, hvilke restriktioner der lempes eller helt fjernes. Og om der kommer nye til.

Sundhedsministeriet oplyser, at regeringen vil melde ud onsdag, så samfundet får varsel i ordentlig tid om, hvorvidt der kan lempes restriktioner, og hvilke restriktioner og tiltag det vil være nødvendigt at forlænge efter søndag 28. februar.

Den dato er sat som udløb for de restriktioner, vi kender i dag og som blev indført og herefter senere skærpet i januar.

En ekspertgruppe vurderer, at en stor del af butikkerne over hele landet kan genåbne i de kommende uger. Det samme gælder udendørs kulturaktiviteter, som kan genåbne med krav om, at man kan fremvise en negativ coronatest, vurderer ekspertgruppen.

Desuden er der lagt op til, at skoleelever, voksenelever og elever på ungdomsuddannelserne kan komme tilbage – alt efter region.

Det skal være sundhedsfagligt forsvarligt

“Regeringen ønsker ikke at holde samfundet lukket en dag længere end nødvendigt,” siger sundhedsminister Magnus Heunicke.

“Planen for genåbning bygger på, at det selvfølgelig skal være sundhedsfagligt forsvarligt, når vi lemper restriktioner. Samtidig skal genåbningen ske med størst mulig forudsigelighed om, i hvilken takt forskellige dele af samfundet vil blive åbnet igen,” siger ministeren.

“Derfor er de matematiske udregninger, de sundhedsfaglige indstillinger og den Faglige Referencegruppes anbefalinger helt afgørende for, at vi på en sikker måde kan åbne samfundet mest muligt op i den situation, vi står i nu. Her har eksperterne på vores universiteter bidraget med et utrolig vigtigt arbejde, så vi har så stærkt et grundlag som muligt at genåbne ud fra,” siger Magnus Heunicke.

Det sker der før udmeldingen

Mandag modtog regeringen den faglige indstilling fra Indsatsgruppen om, hvilke restriktioner det anbefales henholdsvis at udfase og videreføre. Folketingets partier modtager de beregninger, som Ekspertgruppen for matematisk modellering har foretaget, samt Indsatsgruppens indstilling.

Tirsdag holdt Sundhedsministeren og justitsministeren drøftelser med partilederne på baggrund af beregningerne fra Ekspertgruppen. Forhandlingerne med Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige brød sammen senere på aftenen.

Folketingets partier vil senere blive indkaldt til drøftelser om at lægge en samlet plan for udfasning af restriktioner hen over de næste måneder.

Vi får en tredje bølge

En genåbning som den, regeringen lægger op til, kan føre til en tredje bølge af smitte med coronavirus.

Det er vurderingen fra professor i sundhed ved Syddansk Universitet Jes Søgaard, skriver Jyllands-Posten.

Ifølge det scenarie, som Statens Serum Institut (SSI) har regnet på, vil 870 være indlagt i midten af april.

“Rapporterne fra Statens Serum Institut dokumenterer ret tydeligt, at vi med de skitserede genåbninger kan komme kritisk tæt på det antal indlagte, vi havde under seneste top, siger Jes Søgaard til avisen”, skriver Ritzau.

Hvad håber du på?

Hvad håber du, regeringen melder ud om genåbningen? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side – KLIK HER

Her er der lagt op til en genåbning

Sundhedsmyndigheder og eksperter hos Statens Serum Institut er klar med et bud på en genåbning. Regeringen modtog mandag aften en vurdering af genåbningen af samfundet fra sundhedsmyndigheder og eksperter fra Statens Serum Instituts Ekspertgruppe for matematisk modellering. Vurderingen drøftede reheringen med partierne i Folketinget tirsdag. Senere onsdag vil et resultat om genåbningen blive meldt ud af regeringen. Herunder kan du se, hvad eksperter og sundhedsmyndigheder siger god for. * De nuværende restriktioner, som udløber 28. februar, skal forlænges til og med 5. april. På landsplan skal der åbnes mere op, forslår eksperter og myndigheder: * Udvalgsvarebutikker op til 5.000 kvadratmeter skal genåbnes med midlertidigt skærpede kvadratmeterkrav. * Genåbningen gælder ikke udvalgsvarebutikker i storcentre. * Udendørs kulturinstitutioner genåbnes med krav om negativ test. * Forsamlingsforbuddet for udendørs idræts- og foreningsaktiviteter i organiseret regi hæves fra fem til 20 personer. Myndigheder og eksperter åbner samtidig op for regionale genåbninger for Bornholm, Vestjylland samt Nordjylland. For Bornholm gælder: * Grundskoler, efterskoler og klubtilbud genåbnes. * Alle øvrige uddannelser - både ungdoms- og voksenuddannelser - genåbnes. Herunder videregående uddannelser og højskoler. * Liberale serviceerhverv genåbner med krav om mundbind. * Forsamlingsforbuddet hæves fra fem til ti personer. Den delvise genåbning af Bornholm kan ske under forudsætning af: * Anbefaling til alle bornholmere om én test om ugen. * Anbefaling om to ugentlige tests af lærere, pædagoger og afgangsklasser i grundskolen. * To ugentlige tests af lærere og studerende på ungdoms- og voksenuddannelser. * Krav om fremvisning af negativ test for at kunne rejse til og fra Bornholm med færge eller fly. * Krav om fremvisning af negativ test eller gennemført vaccineforløb for kunder i de liberale erhverv. * Dette skal ske ved forevisning af SMS fra privat leverandør eller ved brug af app. Det kan også gøres med udskrift for PCR-test. * Derudover supplering med forsøg med spildevandsovervågning, når dette er klart. For landsdelene Vestjylland og Nordjylland gælder: * Alle afgangselever i grundskoler samt på ungdomsuddannelser og voksenuddannelser kommer tilbage med halvt fremmøde under forudsætning af test 2 gange om ugen. * Efterskoler genåbner med fuldt fremmøde ud fra en model med særlige smitteforebyggende foranstaltninger beskrevet af Sundhedsstyrelsen. Eksperter og myndigheder oplyser, at genåbninger af andre dele af landet kan komme på tale, hvis smitteudviklingen egner sig til det. En genåbning for de sidste landsdele forventes at kunne ske efter påskeferien 6. april, såfremt smitteudviklingen tilsiger det. Kilde: Sundhedsministeriet /ritzau/

Først publiceret: lørdag 20. februar 2021
Artiklen er sidst opdateret onsdag 24. februar 2021 kl. 14:16

Emner: