For næsten hver tredje senior har corona betydet, at de føler sig mere ensom i dag end tidligere. Faglige Seniorer efterlyser økonomisk støtte, der kan få dem i gang igen.

Seniorer hårdt ramt af ensomhed under vinterens corona

Vinterens corona-krise har kostet: Mere end hver femte over 60 år betragter sig som ensom, viser ny undersøgelse. Udfordring for politikere og foreninger at få dem i gang igen, mener ældreformand.

Senest opdateret: tirsdag 23. februar 2021

Det har kostet på den mentale konto hos landets seniorer, at Danmark været lukket ned i flere måneder på grund af corona.

Over hver femte oplyser, at de betragter sig som værende ensomme.

Det fremgår af en ny undersøgelse, som Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer har foretaget blandt 5.000 danskere over 60 år.

I samme undersøgelse svarer yderligere 48 procent, at de føler sig ”moderat” ensomme.

Og årsagen er ifølge seniorerne vinterens coronakrise: For næsten hver tredje har corona betydet, at de i høj grad eller i meget høj grad føler sig mere ensom i dag end tidligere.

De ældre tager gerne medicinen

Ifølge ældreforsker Karen Munk fra Aarhus Universitet er ensomhed blandt seniorer en naturlig konsekvens af, at de ældre har fulgt opfordringerne til at mindske kontakten til andre.

”Ældre føler ængstelse omkring risikoen for at blive smittet med corona. Og de føler derfor også, at den måde, det politisk gribes an på, er den rigtige med opfordring til mindre social omgang. Så tager de gerne ”medicinen” for at være i sikkerhed – og det er mere ensomhed,” siger Karen Munk.

Næsten tre ud af fire mener da også, at politikernes begrænsning af borgernes frihed er tilpas i den nuværende situation.

Forskeren advarer dog mod at overdramatisere ensomheden blandt ældre.

”Det er et menneskeligt vilkår at være ensom. Men det er naturligvis betænkeligt, når det er en længerevarende ensomhed. Men at man oplever ensom som ældre en gang imellem – det er uundgåeligt,” lyder det.

Mere ængstelig for smitte end tidligere

Faglige Seniorers undersøgelse peger på, at der blandt mange seniorerne er en større frygt end tidligere for at blive smittet med corona.

Næsten halvdelen fortæller, at de bekymret for at blive smittet og knap hver femte oplyser, at er mere ængstelige for smittefaren end tidligere.

”Ængstelsen betyder, at man risikerer at gå i stå. For hvornår holder det op, når vi hele tiden af myndigheder, politikere og medierne bliver fodret med, at seniorer er den mest udsatte gruppe,” siger Karen Munk.

Sværere at få seniorer med i aktiviteter

Undersøgelsen giver også anledning til panderynker hos ældreorganisationen Faglige Seniorer, der med 230.000 medlemmer over 60 år fra fagforeningernes seniorklubber står for mange lokale aktiviteter.

“Der er brug for at politikerne hjælper med at få seniorerne tilbage til foreningslivet”, mener Ole Ibsen.

”Det kan bekymre, at den lange nedlukning betyder, at det bliver sværere at få seniorerne tilbage til at deltage i møder, kulturarrangementer, udflugter og så videre. Vi kan sætte vores lid til, at flere er vaccineret og at foråret bringer smittetallet ned, men mange vil stadig have en ængstelse for at være sammen med andre og risiko for smitte. Det er en kæmpeudfordring for seniorklubber og ældreforeninger,” siger landsformand i Faglige Seniorer, Ole Ibsen.

Brug for ny sommerpakke

Landsformanden opfordrer derfor til, at politikerne – ligesom sidste år – hjælper til med at få de ældre ud i foreningslivet igen.

Seniorerne under corona

Undersøgelsen om ensomhed blandt seniorer under vinterens corona er gennemført i Faglige Seniorers nyhedsbrev i februar 2021.

4.922 seniorer mellem 60 og 85 år deltog.

Se sammendrag af undersøgelsen her

Her blev der givet 20 millioner i alt til fem ældreorganisationer gennem en såkaldt sommerpakke efter forårets nedlukning.

Hos Faglige Seniorer betød det, at flere end 16.000 medlemmer deltog i aktiviteter som udflugter, kulturarrangementer, filmforevisninger og foredrag.

“Der er brug for en Sommerpakke 2, der for 2021 og måske ind i 2022 kan motivere seniorer til at vende tilbage til foreningslivet og få oplevelser sammen med andre. Det kan bidrage til både at hjælpe ældre ud af corona-ensomheden og i øvrigt stimulere kultur- og erhvervslivet,” siger Ole Ibsen.

Det skal nok blive godt igen

Behovet er der, ifølge undersøgelsen blandt 5.000 seniorer.

Tre ud af fire oplever, at corona har begrænset dem i forhold til at deltage i deres sædvanlige aktiviteter, mens 68 procent oplever, at de er begrænsede i at deltage i sociale arrangementer.

Til gengæld er der en urokkelig tro på, at hverdagen nok skal vende tilbage i en eller anden form: Knap to ud af tre seniorer har på trods af corona i høj eller i meget høj grad et positivt syn på fremtiden.

Først publiceret: tirsdag 23. februar 2021
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 23. februar 2021 kl. 14:59