Ældre blev overbevist om, at opringningen var fra banken eller Nets. På den måde blev de franarret et samlet beløb på 770.000 kroner.

Unge sagde de var fra banken: Nu skal de i fængsel

Fire unge mellem 18 og 24 år dømt for bedragerier over for ældre ved at udgive sig for at være fra banken. Svindlede for i alt 770.000 kroner.

Senest opdateret: fredag 8. oktober 2021

Når telefonen ringede, var de ældre i god tro. Personen i telefonen fortalte, at han var fra banken eller Nets.

Men det var svindel.

Ved at udgive sig for at være fra banken eller Nets skaffede unge mænd sig adgang til de ældres netbank-oplysninger eller franarrede dem deres betalingskort.

Bedrog ældre for 770.000 kroner

Mændene – der er i alderen 18 til 24 år – har nu indrømmet at stå bag bedragerierne.

Det skete ved en tilståelsessag i Retten i Roskilde.

De unge mænd blev idømt fængselsstraffe op til halvandet års fængsel for 56 bedrageriforhold over for især ældre borgere i sagerne, hvor den tilsigtede vinding var cirka 770.000 kroner.

Fandt ofrene på nettet

De fire mænd blev anholdt 29. oktober sidste år og har alle siddet varetægtsfængslet frem til retsmødet, hvor de var mistænkt for de mange bedrageriforhold.

Svindel på telefonen

Telefonnumrene bag fupopkald kan være svære at genkende som svindelnumre. De kan nemlig både være hemmelige numre, have dansk område-kode og ligne de numre, som danske virksomheder har.

Tager du telefonen, kan du spotte en svindler på:

  • Opkaldet handler om at få personlige oplysninger ud af dig
  • Personen påstår, at han vil hjælpe dig med din computer eller at du har problemer for eksempel med dit betalingskort.
  • Svindleren vil ofte forsøge at skræmme dig til at udlevere dine oplysninger.

Udlever ALDRIG personlige oplysninger til personer, du ikke kender eller har en aftale med.

De fire mænd fandt ofrene ved navnesøgning via internettet.

Ofrene blev herefter kontaktet telefonisk. Her udgav de sig for at være fra den ældres pengeinstitut eller Nets.

De blev oplyst om, at der var problemer med enten et betalingskort, eller at der var foregået mistænkelige transaktioner på ofrenes bankkonti.

Bedragerier begået over fem uger

På den måde blev ofrene overtalt til enten at udlevere selve betalingskortet med tilhørende kode eller få adgang til ofrenes netbank via personlige oplysninger.

De berørte pengeinstitutter og Nets fik i mange tilfælde standset de igangsatte transaktioner på ofrenes betalingskort og bankkonti, men hensigten var bedrageri for cirka 770.000 kroner.

De mange bedrageriforhold blev begået på knap fem uger op til anholdelsen sidste efterår.

Ifølge politiet havde de dømte alle et ønske om en hurtig økonomisk gevinst, hvor også såkaldte ”muldyr” blev involveret for at sløre pengestrømmen i bedragerisagerne.

Op til halvandet års fængsel

En nu 18-årig mand fik 1 års fængsel, mens de var fængsel i 1 år 3 måneder til to mænd på 19 og 21 år samt 1½ års fængsel til den fjerde mand på 23 år.

Den 21-årige udbad sig betænkningstid, mens de tre øvrige modtog dommen.

“Længden af frihedsstraffene viser, at retten har set alvorligt på denne type kriminalitet, hvor man groft udnytter ældre borgeres tillid og måske også usikkerhed over for digitale muligheder,” siger anklager Julie Binau fra anklagemyndigheden hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Anklageren lagde vægt på, at de mange bedrageriforhold var begået af flere i forening og at der var tale om organiseret og systematisk bedrageri.

Alle fire dømte blev i forbindelse med domsafsigelsen løsladt efter varetægtsfængslingen og vil senere blive indkaldt til afsoning af den idømte straf.

Hvad mener du?

Er straffene for at begå bedrageri mod ældre over telefonen rimelige – eller burde de være lavere/højere.

Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: tirsdag 13. april 2021
Artiklen er sidst opdateret fredag 8. oktober 2021 kl. 16:42

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.