Det er afgørende at hjælpe så mange som overhovedet muligt, inden der er behov for førtidspension, mener både Faglige Seniorer og Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Markant flere seniorer på førtidspension

Fordobling i antallet af nye førtidspensionister over 60 år. Faglige Seniorer efterlyser større politisk fokus på at fastholde de ældre på arbejdsmarkedet.

Senest opdateret: fredag 8. oktober 2021

Der bliver flere førtidspensionister – og blandt de ældre er antallet, der får tilkendt en førtidspension, fordoblet på et år. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I løbet af 2020 kom der 24.400 nye førtidspensionister til. Stigningen er mest udtalt blandt de 60-69-årige, hvor 10.800 personer fik tilkendt en førtidspension i 2020. Det er mere end dobbelt så mange som i 2019, viser opgørelsen.

Stigningen i antallet af ældre førtidspensionister kalder på en debat om hele seniorarbejdsmarkedet. Det gælder både på Christiansborg, i kommunerne og ude i virksomhederne, mener Danmarks næststørste ældreorganisationen Faglige Seniorer.

Nedslidte på seniorpension

Blandt de 60-69-årige nye førtidspensionister er 8.400 på seniorpension.

Ordningen erstattede seniorførtidspensionen i januar 2020. Den nye seniorpension giver nedslidte med tilknytning til arbejdsmarkedet, og med højest seks år til pensionsalderen, lettere adgang til førtidspension end tidligere.

Læs mere om seniorpension i Seniorhåndbogen

Køb Seniorhåndbogen her

” Der er næppe tvivl om, at stigningen i pensionsalderen, har gjort det sværere for mange ældre i at holde fast i tilknytningen til arbejdsmarkedet. Men desværre oplever vi også, at ældre lønmodtagere bliver nedprioriteret i beskæftigelsessystemet, og derfor skal der være større fokus på tidlige samtaler både i jobcentret i og i a-kasserne, sådan at vi kan få dem hurtigt i job igen, siger Palle Smed, direktør i Faglige Seniorer, der med 230.000 medlemmer af Danmarks næststørste ældreorganisation.

Han peger på, at der i årevis har manglet politisk bevågenhed på seniorerne på arbejdsmarkedet.

”Derfor er der brug for, at regeringen sætter sig i spidsen for et partnerskab, hvor vi kan sætte vedholdende fokus på seniorarbejdsmarkedet,” siger Palle Smed.

Han er heller ikke i tvivl, at coronakrisen har gjort det sværere for seniorerne. De bliver fravalgt først og ender dermed som langtidsledige uden stor udsigt til at komme tilbage i arbejde igen.

”Det er superærgerligt, for seniorer er vigtige for et velfungerende dansk arbejdsmarked. De er aktive, loyale, arbejdsomme og vigtige rollemodeller på arbejdspladsen”, siger Palle Smed.

Færrest mulig på førtidspension

Også Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) ønsker fokus på, hvordan flere bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet.

”Færrest muligt skal ende på førtidspension. Det er både til gavn for den enkelte og samfundet, at flest muligt er i arbejde, ” lyder det.

”Det er helt afgørende at hjælpe så mange som overhovedet muligt, inden der er behov for førtidspension. For problemet er jo ikke, at syge og uarbejdsdygtige har behov for førtidspension. Problemet er, at flere ikke er blevet hjulpet i tide. Og her hjælper det ikke at stramme reglerne for at opnå førtidspension”, siger næstformand Ejner K. Holst.

FH peger på, at den stigende tilgang til førtidspension skal ses i lyset af en forventelig forskydning, da mange i årevis har været parkeret på lange, meningsløse ressourceforløb, der ikke har ført til noget.

Samtidig har Folketinget præciseret, at syge borgere ikke længere skal i ressourceforløb, hvis det ikke er realistisk, at de kan udvikle arbejdsevnen.

Antal snart ligeså stort som før reform

Det er andet år i træk, at det samlede antal førtidspensionister vokser.

I alt var der 228.000 førtidspensionister i januar 2021. Det er er 16.200 flere end i januar 2020.

Stigningen betyder, at antallet nærmer sig de 244.000, der var på førtidspension før førtidspensionsreformen i 2013.

Reformen betød, at der blev gjort en større indsats for, at bevare eller skabe tilknytning til arbejdsmarkedet fremfor at tilkende førtidspension.

Fra 2014 kunne nedslidte med højst fem år til folkepensionsalderen lettere få adgang til førtidspension i form af seniorførtidspension.

I januar 2020 blev ordningen erstattet af seniorpensionsordning.

Først publiceret: tirsdag 20. april 2021
Artiklen er sidst opdateret fredag 8. oktober 2021 kl. 16:54

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.