Trækker sol-ferien i dig? Det her skal du tjekke, før du rejser.

3 gode råd, hvis du vil ud og rejse

Mere end 1 million danskere frarådes ikke længere at rejse, men mange tøver alligevel. Og det er ikke underligt, for der er mange ting, man skal sætte sig ind i, inden man rejser ud.

Senest opdateret: onsdag 19. maj 2021

Det er kun en tredjedel af danskerne, der har planer om at rejse på ferie i udlandet det næste halve år, viser en rundspørge som Kantar Gallup har foretaget for Gouda Rejseforsikring.

14 procent svarer, at de forventer at rejse til udlandet til sommer, mens 16 procent først vil rejse til efteråret.

Hvis du er en af dem, der tænker på at rejse til sommer eller efteråret, er her tre ting, som du bør være opmærksom på, inden du rejser afsted.

1: Hvem må rejse og hvornår må man rejse?

Frem til 26. juni er det kun danskere, som er vaccineret, eller har været smittet inden for de seneste 180 dage, som bør rejse til orange lande, hvis man vil overholde Udenrigsministeriets rejsevejledninger.

Udenrigsministeriets rejsevejledning er netop blevet ændret, så et land eller et område kan have op til over 60 smittede pr. 100.000 over en periode på 7 dage, førend det bliver orange. Når et land eller område er gul, så frarådes ingen danskerne at rejse, så det kan potentielt give mulighed for, at flere kan rejse.

Udenrigsministeriets verdenskort med de berømte farver opdateres hver fredag eftermiddag. Du kan se kortet HER.

Røde lande frarådes til gengæld fortsat, både nu og efter den 26. juni. Pt. er der dog ingen lande i Europa, som er røde, men det er til gengæld Bangladesh, Botswana, Brasilien, Indien, Lesotho, Malawi, Mozambique, Sydafrika, Swaziland, Zimbabwe, samt øen La Réunion.

2: Har du styr på din rejseforsikring?

En hel del forsikringsselskaber er i fuld gang med at ændre deres betingelser, så de stemmer overens med de nye rejsevejledninger, men det er fortsat ikke alle, der dækker rejser til orange lande. Det er derfor ekstremt vigtigt, at du tjekker med dit forsikringsselskab, hvordan du er dækket på en eventuel rejse.

3: Hvilke lande kan du komme ind i?

Flere lande har p.t. helt lukket for indrejse, medmindre man har et anerkendelsesværdigt formål. Det gælder f.eks. Finland og Norge. Andre lande kræver, du kan fremvise en negativ PCR-test, og der kan være krav om at udfylde diverse formularer på nettet et vist antal timer inden indrejse i landet.

Det ændrer sig løbende, så tjek de enkelte landes indrejseregler ved at kigge på rejsevejledningen for det enkelte land på Udenrigsministeriets hjemmeside HER

Først publiceret: mandag 17. maj 2021
Artiklen er sidst opdateret onsdag 19. maj 2021 kl. 11:46