Når vi møder op for at stemme, er der for mange en del traditioner forbundet - for eksempel at man tager afsted hele familien.

Valgforsker: At møde op til valg er en vigtig tradition

En række kommuner har digitalt valg til ældrerådsvalget. Men vi mister noget ved ikke at kunne gå hen og stemme sammen, siger valgforsker.

Senest opdateret: tirsdag 25. maj 2021

Faglige Seniorer mener, at det styrker demokratiet at afholde fremmødevalg til valg til ældreråd og seniorråd.

Vi har spurgt en valgforsker om hans vurdering af afstemningsmetodens betydning for den demokratiske proces.

Faglige Seniorer mener:

Det er væsentligt for demokratiet, at rigtig mange stiller op til valgene. Det er også væsentligt, at rigtig mange stemmer.

Faglige Seniorer arbejder for at få ældrerådsvalgene lagt på den samme dato i alle kommuner, og helst i forbindelse med kommunalrådsvalgene hver fjerde år. Det vil gavne både omtalen og stemmeprocenten.

Vi ønsker fremmødevalg, altså et valg hvor man møder op og lægger sin afgivne stemme i urnen. Det viser sig, at det gavner stemmeprocenten, og det giver mere debat om de ældres forhold i lokalområdet. I 2021 er flere kommuner skiftet til fremmødevalg i forhold til seneste valg.

Derudover arbejder Faglige Seniorer for, at ældrerådene bliver meget mere udfarende og synlige.

Ældrerådsvalgene er vigtige, men det er det der foregår imellem valgene, der er vigtigst!

Fremmødevalg er hemmelige og en del af vores tradition

”Det diskuteres ind i mellem, om det skal være muligt at stemme digitalt til folketingsvalg, men det er blevet fastslået, at det kan man ikke ifølge Grundloven. Her står, at folketingsvalg skal kunne være garanteret hemmelige, og det kan man ikke sikre 100 procent med digitale valg”, siger valgforsker Roger Buch, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, til Faglige Seniorers nyhedsbrev.

”Det vigtigste ved et fremmødevalg –  udover at det er hemmeligt – er, at det er vedligeholdelse af traditionen. Når vi stemmer til folketingsvalg, og måske også til kommunalvalg, så tager vi ofte familien med. Den engagerede ægtefælle trækker måske den anden med, og børnene kommer med og ser, hvad der foregår”, siger Roger Buch.

”Selvom der nok ikke er så megen opdragende effekt ved valg til ældreråd og seniorråd, så mister man alligevel noget ved ikke at kunne være sammen om valghandlingen”, tilføjer Roger Buch.

Fordele og ulemper i forhold til aldersgruppen

I forhold til vælgergruppen, der er fyldt 60 år, ser valgforskeren fordele og ulemper ved begge afstemningsmetoder:

”Det taler imod digitale valg, at mange ældre ikke er født digitale. Selvom rigtig mange har lært det, så er der stadig en del, der har problemer. Det ser vi blandt andet i denne tid, hvor mange ældre har problemer med for eksempel at bestille tid til vaccine mod Covid-19″.

Omvendt kan det være et problem ved fremmødevalg, at en del ældre kan have problemer med helbredet, der gør, at det kan være svært at overskue logistikken og for eksempel transporten.

“Jeg kan godt frygte, at økonomien spiller en rolle ved ældrerådsvalg i nogle kommuner. At digitale valg er den billigste løsning, og at et tilbud om hjælp til at stemme i hjemmet eller transport til Borgerservice for at brevstemme anses for at være for dyrt”, siger Roger Buch.

Faglige Seniorer: Det bør ikke handle om økonomien

Faglige Seniorers landsformand Ole Ibsen finder det meget betænkeligt, hvis der spekuleres i økonomien:

”Det er ikke dyrere at holde et fremmødevalg end et valg ved brevstemmer. Tværtimod. Og hvis man afholder spørgsmålet digitalt, så vil jeg gerne vide, hvad man gør for dem, der er fritaget for digital kommunikation. Hvis de skal have specialhjælp, så koster det også”, siger Ole Ibsen.

Valg til ældreråd og seniorråd 2021 (og 2020, 2022 eller 2023)

De fleste kommuner afholdt valg til ældreråd eller seniorråd i efteråret 2021. I de fleste tilfælde blev valget afholdt samtidig med kommunalvalget den 16. november.

I en række kommuner, hvor der for eksempel ikke var fremmødevalg, foregik valget tidligere.

I enkelte kommuner var der valg i 2020. I en række andre kommuner afholdes valg til ældreråd eller seniorråd i 2022 eller 2023.

Bortset fra navnet, er der ingen forskel på et ældreråd og et seniorråd. I de fleste kommuner hedder det ældreråd, men i nogle kommuner har man valgt, at rådet skal hedde seniorråd.

Se kandidater fra Faglige Seniorer HER

 

Først publiceret: tirsdag 25. maj 2021
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 25. maj 2021 kl. 09:39

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.