En fjerdedel af danskerne siger, at de har lavet mere mad under corona-epidemien.

Hold fast i de gode vaner: Derfor skal du selv lave mad

Danskerne kan nemt komme til at smide de gode madvaner fra nedlukningen i skraldespanden, men der er flere grunde til at gå i køkkenet selv.

Senest opdateret: tirsdag 7. december 2021

Der har virkelig været gange i potterne og panderne under nedlukningerne.

Næsten en fjerdedel af danskerne er enige eller helt enige i, at de har lavet mere mad under corona, viser en undersøgelse fra Epinion, der er lavet for Karolines Køkken.

Er du også en af dem, der har tilbragt mere tid i køkkenet i coronatiden, så er det nu, du skal sætte ind, så du holder den gode vane.

For generelt er det en god idé at lave hjemmelavet mad. Det indeholder ofte både frugt og grønt, protein eksempelvis kød, fisk eller kylling og en form for stivelse eksempelvis kartofler eller pasta.

Det fortæller Anja Biltoft-Jensen, der er kostvaneforsker ved DTU Fødevareinstituttet og har 25 års erfaring.

Hjemmelavet mad

– Når man står derhjemme og laver mad, så har man selv købt ind, og der kan man gå efter sundere råvarer, end der sommetider bliver brugt i take away.

– Der er også en sammenhæng mellem, hvor ofte man spiser sammen i familien og hvor mange sunde måltider, der bliver spist, siger hun.

Mens hverdagen så småt er ved at komme tilbage, og man kan komme mere ud, kan det dog være svært at holde den gode madlavningsstil.

Ifølge Anja Biltoft-Jensen er det helt store trick at få planlagt og købt ind til ugens måltider.

– Så skal man ikke købe ind hver dag. Så har man det ved hånden, og det letter stressen i en travl hverdag.

– Her under corona har vi jo set, at mange tilbyder levering af råvarer, så det gør det endnu nemmere, siger hun.

Varieret madplan

Man skal dog passe på ikke at falde i fælden med at lave de samme retter uge efter uge, så det både bliver kedeligt at lave og spise.

Her kan man tænke kreativt ved at give hver aften et tema som eksempelvis mexicansk eller italiensk eller en aften, hvor børnene bestemmer.

Netop variation og hurtighed er noget, Jesper Vollmer, der er kok og indehaver af online madklubben “Klub Vollmers”, gerne vil slå et slag for.

Hans klub har fået flere tusind medlemmer under corona, og han er ikke i tvivl om, at danskerne har fået udvidet deres madhorisont, hvilket de vil tage med sig videre.

– Selvfølgelig skal folk ud at give den gas, når restauranterne er åbne, men det får hurtigt et naturligt leje, siger han.

Fået ny madhorisont

– Mange danskere har fået ny viden, og det kommer til at betyde mere. Når man har prøvet at købe de dyre spændstige asparges modsat de slatne uden for sæson, så håber og tror jeg, at folk vil holde fast i kvaliteten.

Selv har kokken en klar idé om, hvordan de holder den gode linje hjemme hos ham på trods af en travl hverdag.

– Når vi spiser herhjemme, så er der en form på protein og typisk en grov salat med et mættende element som æg eller kerner.

– Den kan man banke sammen, når det andet steger eller braser. Det skal være enkel og hurtig mad, som kan laves på en halv time eller mindre, siger han.

/ritzau fokus/

Først publiceret: fredag 4. juni 2021
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 7. december 2021 kl. 08:49

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.