Ghita Nørby er taknemmelig for, at hun stadig kan se med sit venstre øje på trods af sygdommen.

Ghita Nørby lider af farlig øjensygdom

Hver anden måned bliver Ghita Nørby stukket i venstre øje for at holde sygdommen "våd AMD" i skak, så hun fortsat kan se og læse.

Senest opdateret: lørdag 12. juni 2021

Det er 10 år siden Ghita Nørby fik konstateret den farlige øjensygdommen “våd AMD”. Men det er første gang, den kendte Matador-skuespiller fortæller om sin øjensygdom og det behandlingsforløb, der stadig kræver en dyb indånding, når hun hver 6-8 uge skal til øjenlægen. Her skal hun nemlig stikkes i øjet.

Det er Øjenforeningen, der har interviewet den 86-årige Ghita Nørby i hendes hjem i Holte, og her fortæller hun bl.a. hvordan sygdommen “våd AMD” blev konstateret.

Fik læsebriller

“Jeg fik læsebriller, da jeg begyndte at blive træt i øjnene, når jeg læste avis. Først købte jeg nogle til en tier, men tænkte hurtigt, at jeg nok skulle en tur forbi øjenlægen. Det var altså ikke noget med, at jeg først gik ind i en lygtepæl, fordi jeg ikke kunne se. Det var ren fornuft”, siger Ghita Nørby til Øjenforeningen.

Beskeden fra øjenlægen var våd AMD (Aldersrelateret Makula Degeneration – populært kaldet alders­pletter på nethinden) på det venstre øje.

”Det gør, at når jeg fokuserer, så ’tuscher’ det inde i midten af øjet. Det er ikke helt skarpt,” forklarer hun om konsekvenserne af sin AMD, der er den hyppigste årsag til svært synstab i den vestlige verden. Ghita Nørby har i forvejen et “dovent” højre øje, så med den farlige sygdom i venstre øje, blev sygdommen taget meget alvorligt hos øjenlægen.

Våd AMD er den aggressive form for AMD, da der bliver dannet nye blodkar under nethinden, som trækker blødninger og væske ind i nethinden. På få uger til måneder kan våd AMD ødelægge læsesynet, og ubehandlet fører den typisk på et halvt år til halvering af synsstyrken. I Ghita Nørbys tilfælde blev der handlet hurtigt. Øjenlægen sendte hende direkte til behandling på hospitalet.

”Det er i hvert fald 10 år siden, at jeg kom ind i den her trummerum med hospitalsbesøg hver sjette til ottende uge,” husker hun tilbage i interviewet.

Stikkes i øjet

De løbende kontroller og behandlinger holder i dag Ghita Nørbys syn ved lige. Så hvis det blot ikke var for den frygtindgydende måde hun skal have medicinen på…!

”Jeg skal bare have overstået de dér frygtelige sekunder.”

Ghita Nørby hentyder til medicinindsprøjtningen i øjet med anti-VEGF, som våd AMD behandles med. Medicinen tætner de nye blodårer under nethinden og standser deres fremvækst ind i nethinden. Det kræver et stik med en nål direkte i øjeæblet – et stik, som Ghita Nørby efter 10 års behandlinger stadig har svært ved.

”Jeg er et heldigt menneske, at jeg ikke er kommet for sent. Jeg ville være fortvivlet, hvis jeg ikke kunne se, så jeg er dybt taknemmelig. Jeg ser alting skarpt.”

Her kan du læse hele interviewet med Ghita Nørby.

Den farlige "våd AMD"

AMD findes i to hovedformer, en tør og en våd (eksudativ). Ved den våde form ses en abnorm karnydannelse under nethinden, som medfører blødninger samt hævelse/ væskeudtrædning i nethinden.

Årsagen til våd AMD er ukendt, men man har påvist, at forskellige såkaldte vækstfaktorer, herunder VEGF (vascular endothelial growth factor), spiller en afgørende rolle for kar-nydannelsen. Gennem de seneste år er der sket en stor udvikling i behandlingen af våd AMD med anti-VEGF præparater (væksthæmmere), der potentielt kan standse denne kar-nydannelse og for en del patienters vedkommende bedre synet. Behandlingen gives som indsprøjtninger  i øjets glaslegeme, der med sin geléagtige konsistens udfylder øjeæblet.

Læs mere om våd AMD HER

Først publiceret: søndag 13. juni 2021
Artiklen er sidst opdateret lørdag 12. juni 2021 kl. 10:19

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.