Telefonsælger elselskab

Nogle elselskaber er aggressive i deres salg. Hvis du føler dig presset til at give informationer eller til at indgå en aftale over telefonen, kan du altid bare lægge røret på.

Priskrig på el: Sælgere lokker med disse tricks

Elselskaber tager alle kneb i brug, når jagten går ind på kunder. Derfor er det en god idé at være opmærksom på deres tricks, så du ikke bliver snydt.

Senest opdateret: torsdag 24. juni 2021

Den hårde konkurrence om kunder har fået nogle elhandels-selskaber til at tage beskidte metoder i brug.

Og en lille gruppe elselskaber overholder ikke reglerne, når det kommer til markedsføringsloven.

Derfor skal du være opmærksom på forskellige ting, hvis du bliver ringet op af et elhandels-selskab.

Mange ringer for eksempel forbrugerne uanmodet op, og det må de ikke.

“Hvis du ikke kan huske, at du har givet et teleselskab lov til at ringe til dig, så er der lusk i busken”, siger Martin Salamon, som er cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.

Spørg hvor de kender dig fra

Hvis du bliver ringet op af et elselskab, lyder det første råd derfor på, at du skal spørge dem om, hvor de har dine kontaktinformationer fra.

Elselskabet skal nemlig kunne vise dig dokumentation på, hvor og hvornår du har givet dit samtykke.

Frederik Lars von Bülow, som er fuldmægtig i Forbrugerombudsmanden siger dog, at mange forbrugere kommer til at give deres samtykke til at blive kontaktet telefonisk, når de eksempelvis deltager i konkurrencer på nettet.

“Hvis du ved en fejl er kommet til at give dit samtykke, til at de må kontakte dig, skal du sige, at du ikke vil modtage yderligere opkald”, fortæller Frederik Lars von Bülow.

Kan finde på at lyve

Hvis du har givet dit samtykke i en konkurrence, skal du også kontakte udbyderen af konkurrencen og tilbagekalde dit samtykke over for dem.

Udbyderen af konkurrencen skal derefter kontakte alle, de har solgt dine data til og gøre det klart, at du ikke må kontaktes.

Men der er rent faktisk også elselskaber, der kan finde på at lyve. Nogle af dem udgiver sig nemlig for at være dit nuværende elselskab:

“De kan for eksempel finde på at sige, at de bare skal have opdateret dine betalings-oplysninger. Men i virkeligheden er det et andet elselskab, som prøver at kapre dig som kunde”, advarer Frederik Lars von Bülow.

Her vil de typisk spørge efter dit cpr- og kontonummer, men det skal man passe på med at videregive:

“Giv aldrig disse oplysninger over telefonen til nogen, som ringer til dig”, advarer Martin Salamon.

Tjek nummer – og ring selv op

I stedet opfordrer han til, at man lægger røret på, tjekker telefonnummeret på sit elselskab, og ringer dem op for at være sikker.

“For mange forbrugere går det først op for dem, at de er blevet snydt, når de får den næste faktura fra et nyt elselskab”, fortæller Frederik Lars von Bülow.

Så hvis du føler dig presset til at give informationer eller til at indgå en aftale over telefonen, kan du altid bare lægge røret på.

“Du skylder aldrig nogen, der uopfordret ringer dig op, noget, og det er ikke synd for dem”, fortæller cheføkonomen i Forbrugerrådet Tænk.

Hvis du har det bedst med at være høflig, kan du altid sige, at du vil have tilsendt aftalen på skrift, før du takker ja.

Du kan fortryde i 14 dage

En mundtlig aftale er nemlig lige så bindende, som en aftale på skrift.

“Nogle af sælgerne kan være meget insisterende og finde på at sende dig en sms under samtalen, hvor du så med det samme skal skrive ”JA” tilbage, og så er aftalen indgået”, forklarer Frederik Lars von Bulow.

Men hvis du er kommet til at indgå en aftale, som du fortryder, kan du altid benytte dig af dine 14 dages fortrydelsesret.

Du kan se, hvilke elhandels-selskaber der har brudt markedsføringsloven på Forbrugerombudsmandens hjemmeside.

Undgå telefonsælgernes fælder

* Vær klar i mælet, hvis du ikke ønsker at blive kontaktet af telemarketing. Hvis du bare lægger på eller siger, at du ikke har tid, kontakter de dig sandsynligvis igen. I stedet skal du gøre det klart, at du ikke ønsker at blive kontaktet fremover.

* Kommer du til at indgå en aftale under falske forudsætninger, skal du hurtigt klage til selskabet og bruge klageinstansen Ankenævnet på Energiområdet, hvis det ikke virker.

Kilde: Frederik Lars von Bülow, fuldmægtig i Forbrugerombudsmanden og Martin Salamon, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk

/ritzau fokus/

Først publiceret: torsdag 24. juni 2021
Artiklen er sidst opdateret torsdag 24. juni 2021 kl. 12:00

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.