livredder på stranden

Livreddere rykker nu ud i tårnene på 38 strande og havnebade rundt i landet for at holde øje med badegæsterne.

Livreddere klar ved 38 danske strande

Frem til 18. august er der hver dag livreddere 38 steder i Danmark fra klokken 10 til 18, oplyser TrygFonden.

Senest opdateret: fredag 25. juni 2021

Fredag begynder skolernes sommerferie, og det kan give trængsel på landets strande, hvis vejret ellers arter sig.

Derfor rykker livreddere nu ud i tårnene på 38 strande og havnebade rundt i landet for at holde øje med badegæsterne.

Det oplyser TrygFonden Kystlivredning, der står bag indsatsen, i en pressemeddelelse.

Find strand med livredder

Her kan du se, hvilke strande og havne/hav-bade der har livredder - KLIK HER

Livredderne er på plads i tårnene hver dag fra klokken 10 til 18 frem til 18. august.

Indsats 75.000 gange sidste år

Ifølge René Højer, programchef i TrygFonden, har alle glædet sig særlig meget i år på grund af coronarestriktionerne.

“Strandene trækker traditionen tro rigtig mange til, når vejret viser sig fra sin gode side, og der er mange, som i lang tid har savnet at svømme og bade, mens svømmehallerne har været lukkede.  Men nu er vores livreddere klar på strandene til at skabe tryghed for badegæsterne og hjælpe med gode baderåd”, siger han i meddelelsen.

TrygFonden bemander blandt andet tårne med en livredder på Ishøj Strand og Kerteminde Nordstrand, ligesom der i år indvies et nyt tårn på Nørre Vorupør Strand.

Sidste år gennemførte livreddere hos TrygFonden Kystlivredning 75.864 indsatser. 34 af dem var aktioner, hvor personer var i livsfare.

Bad hvor der er livreddere

Mange strande, som TrygFonden Kystlivredning ikke er til stede på, har andre former for livreddere.

Under alle omstændigheder opfordres der til, at man bader på en strand, hvor der er livreddere til stede.

Det giver ifølge Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning, en ekstra sikkerhed.

“Hvert år er der badegæster, som bliver overraskede over fralandsvind eller fanget i revlehuller og stærk strøm langs moler og høfder, og selv den bedste svømmer kan komme i vanskeligheder og få brug for hjælp!.

“De rød-gule livredderflag i strandkanten markerer det område, hvor livredderne holder særligt øje, og hvor de har tjekket badeforholdene, når de åbner tårnet om formiddagen”, siger han i meddelelsen.

Først publiceret: fredag 25. juni 2021
Artiklen er sidst opdateret fredag 25. juni 2021 kl. 10:14

Emner: