Fremstilling af falske coronapas koster 27-årig halvandet års fængsel.

I fængsel for at fremstille falske coronapas

27-årig mand idømt halvandet år fængsel for at have fabrikeret 49 falske coronapas på bestilling.

Senest opdateret: søndag 14. november 2021

Det er en alvorlig forbrydelse at fremstille falske coronapas.

I alt halvandet års fængsel blev en 27-årig mand dømt tidligere på måneden for at have fremstillet 49 falske coronapas. De mange pas blev lavet på bestilling til mindst 25 personer.

Straffen blev ekstra hård, fordi den 27-årige blev dømt efter straffelovens 81d, som kan bruges ved coronarelateret kriminalitet.

Opdaget ved en tilfældighed

Sagen opstod i juli, da Østjyllands Politi var i gang med at efterforske en anden sag, da efterforskerne på en mistænkt mands mobiltelefon fandt en chat-korrespondance med den 27-årige, hvor manden bestilte et falsk coronapas.

Den korrespondance fik politiet til at aflægge den 27-årige et besøg i hans hjem i Aarhus.

Her beslaglagde betjentene flere computere og mobiltelefoner, som blev undersøgt af politiets teknikere.

På den måde fandt politiet frem til, at den 27-årige havde fabrikeret en række falske coronapas, og han blev efterfølgende varetægtsfængslet.

Omfattende dokumentfalsk

Ud over at blive dømt at have laver falske pas til andre, blev han dømt for at have fabrikeret seks coronapas til eget brug.

”Den 27-årige har begået omfattende dokumentfalsk og forfalsket coronapas på et tidspunkt, hvor der var indført restriktioner for at forhindre en pandemi at sprede sig. Derfor er jeg tilfreds med, at retten dømte ham efter straffelovens paragraf 81d, ” siger anklager Maria Buus Sørensen.

Den 27-årige erkendte forholdene. Han udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.

En række af de personer, som har modtaget de falske coronapas er blevet sigtet i sagen, mens andre forventes at blive sigtet senere.

Først publiceret: onsdag 10. november 2021
Artiklen er sidst opdateret søndag 14. november 2021 kl. 10:57

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.