Armen er klar til influenza-stikket. Men tre gange på en uge blev ærmet smøget forgæves op: Influenza-vaccinen var udsolgt.

Brian var ved at fortvivle: Men nu er 500.000 flere influenza-vacciner på vej til danskerne

Tre gange på en uge måtte Brian fra Faglige Seniorer forgæves smøge ærmet op for at blive vaccineret mod influenza. Nu lover Statens Serum Institut, at 500.000 flere influenza-vacciner er på vej.

Senest opdateret: mandag 14. februar 2022

Brian fra Faglige Seniorer har overarmen klar til et stik mod influenza.

Og nålen skulle være sat ind i denne uge.

Men mandag meddelte lægen, at den aftalte tid til vaccination var aflyst. Lægehuset havde endnu ikke fået de bestilte vacciner.

Heldigvis var der så et tilbud om vaccination på jobbet, som Danske Lægers Vaccinations Service skulle stå for. Men det blev også aflyst – med kort varsel.

”Det er med beklagelse af vi må meddele, at vi på grund af generel forsinkelse af levering af vacciner i Danmark, midlertidigt må udskyde dato for influenzavaccination af medarbejderne. Dette skyldes at vi ikke har modtaget vores planlagte leverance af influenzavacciner,” forklarede Danske Lægers Vaccinations Service i en mail.

Så ringede Brian til apoteket. Her lød det fra den venlige medarbejder:

”Den sidste vaccine gav vi i morges. Alt er udsolgt. Og vi ved ikke, hvornår vi får nye leverancer.”

Har bestilt rekordmange vacciner

Er det bare mig? Eller er Danmark løbet tør for vacciner, tænkte Brian og kontaktede presseafdelingen i Statens Serum Institut.

”Nej, der er vacciner, men man kan være uheldig, at man nogle steder er løbet tør,” forklarer Lotte Ustrup Christensen fra direktionsafdelinger, der tager sig af henvendelser fra blandt andet Faglige Seniorers nyhedsbrev.

Faktisk har Statens Serum Institut bestilt rekordmange vacciner. I alt 2,5 millioner doser. Det er dobbelt så mange som sidste år.

1,9 millioner doser er allerede ude og gøre gavn blandt danskerne, hvor 1,4 millioner allerede er vaccineret.

”Og i næste uge og ugen efter kommer der 500.000 doser, så der er ingen grund til at fortvivle, hvis man endnu ikke er blevet vaccineret,” fortæller Lotte Ulstrup.

Kan fortsat nå det

Så Brian kan nå det endnu. Nu mangler bare at bestille tid til stikket.

Man er beskyttet fra 2-3 uger efter vaccination og i mindst 6 måneder. Vaccinen skal derfor gives nogle uger før influenzasæsonen starter, normalt i oktober eller november.

Hvis man bliver vaccineret ultimo november eller primo december, vil man dog stadig være beskyttet inden influenzasæsonen starter.

Er du ikke blandt dem, der kan få en gratis influenza-vaccination, koster stikket omkring 200 kroner hos lægen eller på apoteket.

Har du oplevet det samme som Brian?

Har du – som Brian fra Faglige Seniorer – oplevet ikke at kunne blive vaccineret mod influenza, fordi der mangler vacciner? Vi hører gerne om dine oplevelser på Faglige Seniorers Facebook-side.

 

Gratis vaccination mod influenza

Fra 1. oktober 2021 er influenzavaccination gratis for:

  • Alle, som er fyldt 65 år, inden den 15. januar 2022.
  • Førtidspensionister.
  • Gravide i 2. og 3. trimester.
  • Kroniske sygemed for eksempel hjerte-karsygdomme, diabetes, KOL eller astma.
  • Svært overvægtige (BMI over 40).

Først publiceret: torsdag 11. november 2021
Artiklen er sidst opdateret mandag 14. februar 2022 kl. 15:49

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.