Danmark er blandt de lande, hvor corona igen vi ramme hårdt, advarer WHO.

Danmark med på liste: 700.000 flere europæere kan dø med corona

Corona kan presse intensivafdelinger i 49 af 53 lande. Danmark er blandt lande med "dramatisk" smittestigning.

Senest opdateret: mandag 14. februar 2022

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) frygter, at antallet af døde i Europa med covid-19 vil stige med yderligere 700.000 frem til 1. marts, så det samlede dødstal på kontinentet runder 2,2 millioner.

Det kan ske, hvis den nuværende tendens med stigende smitte fortsætter, viser prognoser fra det amerikanske Institute for Health Metrics and Evaluation (IHME).

FN-organisationen siger fra sit Europa-kontor i København, at det frygter “stærkt eller ekstremt stress på intensivafdelinger i 49 ud af 53 lande” fra nu af og frem til 1. marts.

Også dramatisk stigning i Danmark

Med på listen over de lande, hvor der er “dramatiske stigninger” i antallet af smittede, er ni lande: Danmark, Tyskland, Norge, Holland, Irland, Østrig, Polen, Tjekkiet og Ungarn.

Det fremgår af de data fra IHME, som WHO bygger sin rapport på, og som Ritzau har fået tilsendt.

Lidt over halvandet år efter pandemiens udbrud i Europa er 1,5 millioner mennesker døde med covid-19. Og det tal kan altså stige markant, advarer WHO.

“Covid-19-situationen hen over Europa er meget alvorlig. Vi står over for en udfordrende vinter,” siger WHO’s leder for Europa, Hans Kluge.

Vaccine plus-tilgang

“For at kunne leve med dette virus og fortsætte vores daglige liv, må vi indtage en “vaccine plus” tilgang,” opfordrer han.

Det indebærer at blive vaccineret, få et såkaldt boosterstik, hvis man får det tilbudt og at forsøge at forebygge smitte.

Det omfatter de efterhånden velkendte råd om at bære mundbind, vaske hænder, holde afstand, nyse og hoste i ærmet og sørge for god ventilation indendørs.

Europa hårdt ramt

Covid-19 er den sygdom, der lige nu koster flest menneskeliv i Europa og Centralasien.

Det konstaterer WHO på baggrund af tal fra forskere på Institute for Health Metrics and Evaluation. Det er hjemmehørende på Washington University og har ekspertise i global sundhedsstatistik.

Derfor stiger smitten

Stigningen i Europa baserer sig på flere forhold: Den stærkt smitsomme deltavariant, for få vaccinerede og at lande for tidligt har droppet brugen af mundbind eller ansigtsmasker og fysisk afstand mellem mennesker.

WHO Europa henviser til et tidligere studie, der viser, at brugen af masker ville kunne mindske tilfældene af covid-19 med 53 procent. Og over 160.000 dødsfald ville kunne forhindres, hvis det lykkedes at få 95 procent til at bruge masker.

Ups! We kunne ikke finde din formular.

Hvad mener du?

Synes du, at der bliver gjort nok for at holde corona-smitten nede eller bør der være flere restriktioner? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Ny coronavirus smitter på to måder

Via aerosoller – dvs. dråber, som indeholder viruspartikler – og som udsendes, når vi taler, nyser hoster mv.
Via overfladeberøring – dvs., når vi rører en overflade, hvorpå der ligger viruspartikler.

Kilde: Søren Riis Paludan og videnskab.dk

Først publiceret: tirsdag 23. november 2021
Artiklen er sidst opdateret mandag 14. februar 2022 kl. 15:47

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.