Da jeg mistede Anita og blev enkemand

Onsdag 8. december i 2021 blev en skæbnesvanger dag i mit liv.

Min livsven og hustru Anita måtte opgive sin kamp imod leukæmien, som havde plaget hende i mange år.

Det blev ikke nemmere af, at jeg ikke nåede at komme frem og sidde ved hendes side, da hun måtte slippe livet.

Hun blev hentet af en sygetransport om morgenen, fordi hun var meget dårlig.

Vi aftalte, at jeg pakkede en taske med lidt fornødenheder til hende, og kørte til hospitalet, når jeg havde gjort det.

Det nåede jeg bare ikke. Hun døde imens jeg kørte mod hospitalet.

Det nager mig lidt, selvom jeg intet kunne stille op.

Man kan ikke forberede sig på at miste

Hvordan er det så at blive enkemand?

Selvom vi godt vidste, at det kun var et spørgsmål om kort tid, kan man ikke forberede sig på, at det rent faktisk sker.

Det første man skal, er at kontakte børnene, da de har ret til først at vide, hvad der sker.

Jeg ringer til vores datter; forsøger at være fattet, da jeg godt ved, hun er enormt følsom, og hun havde et tæt forhold til sin mor, hendes børns mormor.

Alligevel knækkede min stemme lidt, selvom jeg virkelig mandede mig op. De andre børn var nemmere at ringe til.

Stilheden og alt det praktiske

Første opdagelse er, at der bliver umådeligt stille i hjemmet. Da det er svært at fatte rigtigt, begynder hjernen automatisk at tænke rationelt, om alt det man nu skal sørge for.

Ringe til bedemand, sørge for avisannonce, tænke blomster og hvilke farver til båren.

Jeg er ikke den med de helt store følelser. Derfor gik jeg straks i gang med at rydde op i hjemmet.

Jeg vidste med mig selv, at alle hendes personligt til skulle væk herfra, så børnene blev indkaldt umiddelbart efter, så de kunne få det, de ville have af smykker og andre ting, som jeg ikke ville have mere.

Start ikke med de private ting

Et råd vil jeg lige give til andre, der kommer i situationen. Lad være med at starte med de helt private ting!

Eksempelvis har min hustru og jeg aldrig læst i hinandens beskeder på mobilen, aldrig åbnet hinandens breve og aldrig været i hinandens pengepunge.

Som noget af det første tog jeg hendes pengepung og tømte alt ud på bordet. Det var en fejl at gøre så tidligt; der fik jeg godt nok en følelse af at gøre noget forbudt. Jeg følte mig som et dårligt menneske. Så vent nogle dage med det, til hjernen har vænnet sig til, at man er alene.

De første dage måtte jeg tage mig selv i at tale til hende eller kommentere noget fra fjernsynet, for at opdage, at  der ikke kom noget svar.

Rent psykisk har jeg det godt nok, selvom det nager, at rydde ud i hendes ting, smide hendes tøj til genbrug og så videre.

Elsket og savnet

For mit vedkomne er det at blive alene ikke afskrækkende.

Jeg trives godt alene, men at savnet dukker op indimellem i kort glimt, må man indstille sig på. Hvordan det sammenlignes med sorg, skal jeg ikke give et bud på.

Selvom jeg elskede min kone, selvom vi var hinandens bedste venner, går jeg ikke og hænger med hovedet. Jeg mener ikke, det er til gavn hverken for mig selv, eller for mine omgivelser.

Mærkedagen gør ondt

Det er nok rigtigt, at det er på mærkedage, tankerne drager afsted.

Senest var nytårsaften, da rådhusuret slog, der hvor vi ”plejede” at holde om hinanden, og ønske godt nytår med et lille kys; den gjorde lidt ondt, at stå og holde på stoleryggen.

Men hverdagen skal nok blive ok igen,. Det er en proces, man skal lære.

Omgivelsernes reaktion

Det er også pludseligt tydeligt, at mange mennesker er bange for, hvordan de skal møde en, efter man har mistet.

Jeg ved ikke, hvorfor den berøringsangst er så udbredt, da jeg ikke selv kender den.

Typisk er, at folk – der ikke ved man har mistet – spørger ind til ens hustru; de går nærmest helt i baglås, når man siger at hun er død. Det er som om de får et elektrisk stød og undskylder, at de spurgte!

Jamen hvad er der dog at undskylde? Er de bange for at såre en, så tager de helt fejl. Jo mere naturligt man kan tale, – også om dem der ikke er her mere – jo bedre en samtale får alle.

Lyset dukker op igen

Derfor er mit råd. Vær aldrig bange for at kontakte nogen, der har mistet; de vil elske at du har overskud til at gøre det.

Det jeg altid har sagt til andre, gælder jo også for mig.

Når der pludselig er mørkt i tunnelen, så frygt ikke. Lyset dukker op i horisonten igen, hvis bare du bliver ved med at gå fremad.

Ejvind Heinecke er tidligere klejnsmed, forhenværende formand for Metal Lolland-Falster og nu landsformand for Metals seniorer.

Først publiceret: torsdag 13. januar 2022
Artiklen er sidst opdateret torsdag 13. januar 2022 kl. 14:33