Mundbind og andre restriktioner er væk fra tirsdag. Corona er ikke længere en samfundskritisk sygdom.

Farvel til corona-restriktioner i Danmark

Alle corona-restriktioner i Danmark er fortid fra på tirsdag 1. februar. Statsministeren opfodrer til at tage hensyn til ældre og sårbare.

Senest opdateret: mandag 14. februar 2022

Fra næste uge vil livet i Danmark i langt mindre grad blive præget af coronavirus. I hvert fald bliver alle corona-restriktioner for personer i Danmark fortid fra på tirsdag.

Det oplyser statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde onsdag aften.

Mette: Tag hensyn til ældre

Statsministeren Mette Frederiksen minder om, at alle bør tage særligt hensyn til ældre, sårbare og kronisk syge.

"Det gælder ikke mindst, når vi er sammen med familierne, det kan være på sygehuse eller på plejehjem."

"En meget, meget klar appel er, at vi stadig viser hensyn til dem, der frygter at blive smittet. Alle skal føle sig trygge også i et åbent Danmark," siger statsministeren.

Epidemikommissionen anbefaler, at sygehuse og plejehjem stiller krav om, at besøgende gør brug af mundbind og coronapas for at beskytte sårbare og ældre.

“I dag kan vi sige, at vi bestod, vi er klar til at træde ud af coronaens skygge. Vi siger farvel til restriktioner og goddag til det liv, vi kendte før corona. Vi er gennem den kritiske fase, “siger hun.

Tidligere onsdag har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) oplyst Folketinget, hvad regeringen har tænkt sig. Udover at lade de fleste restriktioner falde væk skal corona fra 1. februar ikke længere være en “samfundskritisk sygdom.”

Der vil fortsat gælde nogle bestemte regler for personer, der ønsker at rejse ind i Danmark.

Ifølge Sundhedsministeriet vil der være regler om test og isolation for indrejsende, der ikke er enten vaccineret eller tidligere har været smittet.

Samtidig anbefaler myndighederne, at der fortsat anvendes mundbind og coronapas ved besøg på plejehjem og sygehus.

Endvidere siger professor professor i infektionssygdomme Jens Lundgren ifølge Astma-Allergi Danmark, at det er ”god stil stadig at bære mundbind’, når man bevæger sig rundt i meget befolkede områder.

Myndighederne anbefaler også hjemmetest, hvis man skal være sammen med mange personer.

Vi har nået målet

På pressemødet onsdag beskriver statsministeren og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) udløbet af restriktioner som en milepæl.

“Vi har nået målet. At få frakoblet smittetallene fra indlæggelsestallene,” siger Magnus Heunicke (S).

Det tilskriver statsministeren blandt udbredelsen af vacciner.

“Den høje tilslutning til vacciner viste sig at blive det, som vi troede: Nemlig vores supervåben, og det har givet os et stærkt værn imod den smitte, der stadig er i vores samfund,” siger Mette Frederiksen.

Statsministeren peger også på en anden faktor:

“Når vi er kommet så langt og så hurtigt, så er det altså resultat af en kraftpræstation af os alle sammen. Den enkelte dansker adfærd,” siger Mette Frederiksen.

“Tak. Tak til at så mange tog ansvaret på sig. Tak til alle, der har taget imod vaccinerne. Tak til alle jer der har passet på hinanden og på vores fællesskab og vist det samfundssind, som vi ikke har kunnet være foruden.”

Rekordhøje smittetal

Ophævelsen af restriktionerne sker på et tidspunkt i epidemien, hvor smitten er høj.

Særligt de sidste dage er der set historisk høje smittetal.

De seneste tal viser, at 46.747 personer er bekræftet smittet med coronavirus, heraf har 3.028 været smittet før, fremgår det fra Statens Serum Institut.

Forventningen fra Statens Serum Institut er, at smitten vil stige yderligere, indtil den begynder at falde lidt inde i februar.

Herefter vil immunitet i befolkningen og sæsoneffekten i løbet af marts sætte ind.

Læs indstillingen fra Epidemikommissionen HER

Dette gælder ikke længere, når du rejser

Konkret bortfalder følgende restriktioner fra 1. februar på transportområdet.

  • Krav om mundbind elle visir i den kollektive trafik mv.
  • Krav om coronapas og mundbind eller visir for køreundervisning og køreprøver.
  • Forbud mod indtagelse af alkohol i busser.
  • Krav om coronapas i fjernbusser, InterCity-tog og InterCityLyn-tog og krav om siddepladser i fjernbusser.

Derudover ophæves også kravet om pladsbillet i DSB’s InterCity og InterCityLyn.

Anbefalinger i kulturlivet

Epidemikommissionen bemærker, at arrangører af aktiviteter, hvor mange personer samles stående samtidig indendørs, og hvor der derfor kan være særlig høj risiko for smittespredning, kan overveje at tage skridt til at minimere smitterisikoen i februar.

Det kan eksempelvis ske ved, at arrangøren opfordrer til eller faciliterer, at deltagerne testes, eller at der opereres med øget afstand ved arrangementet.

Det er forsat muligt for private erhvervsdrivende og private kulturinstitutioner mv. at stille krav om coronapas.

Ups! We kunne ikke finde din formular.

Hvad mener du?

Hvad er din holdning til, at vi siger farvel til corona-restriktionerne?

Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: onsdag 26. januar 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 14. februar 2022 kl. 11:09

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.