Peter Lautrup-Larsen: Ellemann eller Pape – Hvem er svaret?

Svaret blæser i vinden. Politiske modstandere taler endda sarkastisk om, at det svæver i den blå luft.

Venstre-formanden har meldt sin kandidatur. Men Søren Pape fedtspiller stadig. Tæller på knapperne. Den eneste konservative melding i sagen lige nu er, at han nok skal svare på spørgsmålet, inden statsminister Mette Frederiksen bimler med valgklokken. Men så skal han også snart til at skynde sig. Bredt i blå blok deler man opfattelsen af, at et folketingsvalg sandsynligvis kommer i det tidligere efterår. Det ligger til, at Pape giver et svar i forbindelse med det konservative sommergruppemøde til august. Eller, som nogen spekulerer i, allerede på folkemødet på Bornholm de kommende dage i denne uge.

Den konservative formand har medvind i meningsmålingerne. Så sent som i sidste uge målte meningsmålingsinstituttet Megafon ham endnu engang som Danmarks mest troværdige politiker. Næsten hver anden vælger nævner ham, når de bliver bedt om navnene på tre partiledere, som de stoler mest på. Derimod er Jakob Ellemann-Jensen langt nede af listen. Så det vil næppe blive mødt med almindelig latter og hovedrysten, hvis Pape melder sig på banen som mulig regeringschef i en regering med udgangspunkt i blå blok. Det personlige er på plads.

Politisk tange for 3

Men det vil ikke få Venstre-formanden til at trække sig. I virkelighedens medieverden vil det betyde, at de to største blå partier ikke kun har Mette Frederiksen som den politiske fjende, men også hinanden som modstandere. Man behøver blot forestille sig en debat på tv, hvor det nu ikke bare er en statsministerduel, som vi er vant til, men en politisk tango for tre. Det vil næppe hjælpe blå blok og det ved Pape og Ellemann naturligvis godt.

Det letteste vil være at lade vælgerne afgøre sagen. Største parti, Venstre eller Konservative, får posten. I så fald ligger det lige nu i meningsmålingerne til Ellemann. Men så simpelt er det ikke. Det er mandaterne i blå blok, der tæller. Hvad siger Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige? Så har vi endda set bort fra Lars Løkkes Moderaterne, der ikke vil tælles med i kabalen.

Valgets psykologi

Og hvad siger valgets psykologi? Selv om Venstre lige nu stadig har den gule førertrøje i blå blok også i meningsmålingerne, så tyder meget på, at partiet vil være tæt på en halvering i forhold til det seneste valg i 2019, mens De Konservative vil være mere end fordoblet. Kan man i den situation tale om, at Ellemann har vundet valget, hvis blå blok får flertallet? I så fald er det vel snarere den konservative formand og fremgangen for hans parti, der vælter Mette Frederiksens regering.

Vi skal mere end 40 år tilbage for at finde en situation, hvor det var uklart, hvem der skulle stå i spidsen for en borgerlig-liberal regering. I 1981 pegede de såkaldte firkløverpartier, Venstre, Konservative, CD og Kristeligt Folkeparti med accept også fra Fremskridtspartiets Mogens Glistrup i valgkampen på Venstres daværende formand Henning Christophersen. Men året efter blev statsministeren alligevel den konservative Poul Schlüter, fordi de radikale skiftede side fra støtte til den socialdemokratiske regering og ville have ham.

Ganske vist er der ikke meget, som tyder på, at den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, i dag gentager den radikale politiske historie. Heller ikke, selv om hun ikke endeligt har peget på et navn som sin statsministerkandidat efter valget. Det er hyllet ind i nej til en forsat socialdemokratisk et-partiregering og krav om radikale ministerposter.

Men hvis Mette Frederiksen indfrier det, så er det stadig hende i Statsministeriet i Prins Jørgens Gård. Og selv om statsministeren ikke gør det, forekommer det trods alt mindre sandsynligt, at de radikale mandater tæller med på blå side. Så bliver det nok snarere en radikal melding om, at partiet ikke står bag regeringsgrundlaget for en forsat regering Mette Frederiksen, men tager stilling fra sag til sag.

Træffes af Pape selv

De blå må skaffe sig et flertal selv. Derfor står Søren Pape med en af de politiske beslutninger, der først og fremmest skal træffes af ham mere eller mindre alene. Hvis han vil være konservativ statsministerkandidat, indebærer det også en nødvendig brutalitet, når vælgerne har talt. Han skal gå efter posten med en beslutsomhed, der grænser til illoyalitet over for Venstre og Jakob Ellemann.

Hvis vi igen går de 40 år tilbage, så brugte Poul Schlüter tiden fra valget i 1981 til at positionere sig, indtil muligheden for regeringsskifte opstod året efter. Først ved bridgebordet, når han og hustruen Lisbet besøgte den daværende radikale leder Niels Helveg Petersen og hans hustru Kirsten Lee. Senere under samtaler med CD’s stifter Erhard Jakobsen i dennes berømte sofa på Søvej i Bagsværd. Alt sammen uden alvoren gik op for Venstre og Henning Christophersen. Før det var for sent.

Mon Søren Pape i dag er på en tilsvarende charmeoffensiv hos Alex Vanopslagh, Morten Messerschmidt og Pernille Vermund? Det ser ikke sådan ud. I hvert fald har rygtesmedene på Christiansborg ikke opdaget det. Men hvis Søren Pape melder sig som statsministerkandidat uden en til vished grænsende formodning om opbakning fra andre end ham selv, vil det være politisk hasard. Tænk, hvis en, to eller alle tre sagde nej tak. Så ville det være bedre ikke at have udfordret Ellemann.

Til august kender vi svaret. Derefter drejer det sig kun om politik, hvor det måske endda vil være endnu sværere at finde en fællesnævner end en fælles person. Men den må vi tage ved en senere lejlighed. Lige som de blå partier.

Først publiceret: tirsdag 14. juni 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 20. juni 2022 kl. 10:12