Masken kan opfange meget små mængder virus i luften og efter 10 minutter advare dig på din mobil.

Ny opfindelse: Mundbind kan opdage virus og advare via mobilen

Mundbindet kan ifølge forskere opdage virus i væskemængder mange hundrede gange mindre end ved et nys.

Senest opdateret: fredag 7. oktober 2022

Forskere har opfundet en ansigtsmaske, der kan opdage virus såsom influenza og coronavirus.

I et nyt studie beskriver forskerne fra Tongji Universitet, Kina, at masken kan opfange meget små mængder virus i luften og efter 10 minutter advare dig på din mobil.

Ifølge Yi Sun, lektor i nanomaterialer på DTU, er vi dog stadig langt fra, at de nye, teknologiske masker vil erstatte vores efterhånden velkendte mundbind. Det kommer vi tilbage til senere.

Opfanger meget små mængder

Coronavirus kan som bekendt spredes fra menneske til menneske gennem små dråber spyt, der frigives, når en smittet taler, hoster eller nyser.

Disse virusholdige molekyler kan blive hængende i luften i lang tid, og det er dem, den nye maske ifølge forskerne kan registrere.

I studiet testede de masken ved at sprøjte den med væske med små mængder virus i.

Maskens sensor kunne registrere helt ned til 0,3 mikroliter væske, der indeholdt virusproteiner. Det svarer til 70 til 560 gange mindre væske, end der bliver frigivet ved et nys – og mange gange mindre end ved et host eller ved tale, ifølge en pressemeddelelse.

“Vores maske ville fungere godt i rum med dårlig ventilation, såsom elevatorer eller lukkede rum, hvor risikoen for at blive smittet er høj,” siger en af forskerne bag masken, Yin Fang, i pressemeddelelsen.

Hvordan virker masken? 

Forskerholdet designede en lille sensor med såkaldte aptamerer, der er en type syntetiske molekyler, som kan identificere unikke proteiner som dem i patogener.

Når det sker, sendes et elektrisk signal til en transistor.

I forskernes proof-of-concept-design designede de masken med tre typer aptamerer, som på samme tid kan genkende SARS-CoV-2 (Covid-19), H5N1 (Fugleinfluenza) og H1N1 (Svineinfluenza)

I fremtiden, hvis en ny virus dukker op, kan man nemt opdatere sensorens design til at detektere de nye patogener, tilføjer han.

“I øjeblikket har læger været stærkt afhængige af deres erfaringer med at diagnosticere og behandle sygdomme. Men med rigere data indsamlet af bærbare enheder, kan sygdomsdiagnose og behandling blive mere præcis,” mener Yin Fang ifølge pressemeddelelsen.

Ikke lige om hjørnet

Vi er dog stadig et godt stykke fra at se de nye masker i bybilledet herhjemme i Danmark, fortæller Yi Sun, der er forsker på Danmarks Tekniske Universitets Institut for Sundhedsteknologi.

“Fra et videnskabeligt synspunkt giver studiet god mening,” siger hun til Videnskab.dk efter at have givet studiet et kig.

“Men indtil videre har de kun testet maskerne i kontrollerede miljøer i laboratorier, og altså ikke i den virkelige verden,” siger hun og tilføjer, at hun derfor heller ikke kan sige, hvor godt den ville klare sig i den virkelige verden.

Masken vil således heller ikke være tilgængelig i Danmark i en nær fremtid, da den først skal gennemgå kliniske tests og reguleringsgodkendelse, fortæller forskeren.

Dyrere end almindelige mundbind

Derudover er omkostningerne og en eventuel masseproduktion af ​​masken en anden bekymring, vurderer Yi Sun, da fremstillingen involverer dyre materialer og flere komplicerede trin.

“På nuværende tidspunkt er det svært at sige, hvor meget en maske ville koste, men mit gæt ville være 70-100 kroner per maske.”

Det vil sige langt over prisen på et almindeligt mundbind, der i skrivende stund koster under en krone.

For forskerne på Tongji Universitet fortsætter arbejdet med masken, som de ifølge pressemeddelelsen håber på at kunne gøre endnu mere følsom og med endnu kortere responstid.

Studiet er netop publiceret i tidsskriftet Matter.

Artiklen stammer fra Videnskab.dk, som har stillet artikler om corona til rådighed for andre medier.

Først publiceret: fredag 7. oktober 2022
Artiklen er sidst opdateret fredag 7. oktober 2022 kl. 12:20

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.