Arbejdende folkepensionister kigger stadigt langt efter nye regler om modregning.

Regering holder arbejdende pensionister på pinebænk

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen og også flere ordførere i Folketinget tøver med at give klar besked, om folkepensionister fremover slipper for at blive trukket i pensionstillæg og grundbeløb for deres egen arbejdsindtægt.

Senest opdateret: mandag 3. april 2023

En måned inde i 2023 står arbejdende pensionister stadig i usikkerhed. I fjor lovede et flertal i Folketinget, at de fremover ikke skal modregnes i grundbeløb og pensionstillæg, hvis de går på arbejde. Men i dag er det stadig uklart, om den nye regering vil gennemføre forbedringen.

Under valgkampen var der stor opbakning til forslaget. Ikke mindst fra Socialdemokratiet og Venstre. Men også fra en række andre partier.

Faglige Seniorers redaktion spurgte under valgkampen i oktober i fjor de daværende beskæftigelsesordførere om deres holdning til at fjerne modregning af egen arbejdsindtægt:

Svar i Folketinget

Men det trækker ud med, at der kommer et lovforslag. Senest har beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen svaret sådan i Folketinget:

”Det er fortsat min forventning, at et eventuelt lovforslag om afskaffelse af indtægtsregulering af folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg vil kunne træde i kraft med tilbagevirkning fra 1. januar 2023”.

Bemærk ordet ”eventuelt”. Beskæftigelsesministeren lover eller garanterer ikke, at forslaget overhovedet kommer.

Læs hele ministerens svar 

 Vil I støtte eller ej?

Folketinget har allerede vedtaget, at der ikke længere trækkes i folkepension, fordi en partner arbejder. Nu resterer det med egen indtægt, hvor der skal stilles et lovforslag, hvis det skal gennemføres.

Folkepensionen hører under beskæftigelsesudvalget i Folketinget. Faglige Seniorers redaktion har kontaktet samtlige tolv beskæftigelsesordførere for at høre, om de vil bakke op bag et lovforslag om at fjerne modregning af egen indtægt? Det er sket pr. sms, mail og via telefon.

Rundspørgen er foregået over kort tid. Foreløbig er der kommet svar fra syv ordførere.

Sådan siger ordførerne

  • Christoffer Aagaard Melson, Venstre: – Vi var ikke med i aftalen i fjor, men vi har selv tidligere stillet forslag om at fjerne modregning af egen arbejdsindtægt. Vi synes grundlæggende, det er en god idé, men der blev ikke taget konkret stilling til det under forhandlingerne om regeringsgrundlaget. Nu skal det så afvejes i forhold til andet, som der er ønsker om at prioritere og i forhold til den økonomiske situation. Der er behov for en forholdsvis hurtig afklaring, så seniorerne kan få vished.
  • Jens Joel, Socialdemokratiet: – Der står i regeringsgrundlaget, at vi skal gøre det mere attraktivt for seniorer at arbejde, og det holder vi fast i. Her skal forslaget om at fjerne modregning diskuteres som noget af det første. Der er brug for en hurtig afklaring, så seniorer ved, hvad de har at regne med.
  • Nick Zimmermann, Dansk Folkeparti: – Ja, vi støtter den forbedring.
  • Karsten Hønge, SF: – Ja, vi ønsker at fjerne modregning af lønindtægt.
  • Helle Bonnesen, Det Konservative Folkeparti: – Vores holdning er uændret, at det er en god idé, og nu handler det om at få teknikken på plads.
  • Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance: – Ja, det støtter vi.
  • Torsten Gejl, Alternativet: – Som udgangspunkt støtter vi at fjerne modregning, men hvis regeringen kræver, at vi samtidig skal stemme for noget andet, som vi ikke bryder os om, må vi se på det igen.

Redaktionen har på det tidspunkt, da dette skrives, endnu ikke hørt fra følgende fem beskæftigelsesordfører:

  • Jeppe Søe, Moderaterne
  • Charlotte Munch, Danmarksdemokraterne
  • Victoria Velasquez, Enhedslisten
  • Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige
  • Katrine Robsøe, Radikale Venstre

 

 

 

Først publiceret: tirsdag 31. januar 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 3. april 2023 kl. 10:43

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.