En lytter protesterede, da en radiodeltager brugte ordet "ældrebyrde". Klage blev indsendt til redaktionen.

DR: OK at kalde ældre for en byrde

Lytter klagede over, at en medvirkende i radioprogram talte nedsættende om seniorer, men redaktør siger, at gæster i udsendelser snakker på egne ”sproglige betingelser”. DR erkender samtidig, at ”ældrebyrde” kan være stødende og fraråder sine ansatte at bruge ordet.

Senest opdateret: mandag 11. december 2023

Mange tusinde seniorer arbejder stadig eller betaler skat af deres pensionsindtægter. Derfor bryder de sig ikke om at blive kaldt en byrde – en ”ældrebyrde”.

En lytter reagerede kraftigt, da en medvirkende i et radioprogram brugte ordet ”ældrebyrde”. Han klagede hurtigt til redaktionen bag udsendelsen.

De afviste hans kritik.

Derefter klager han til Lytternes og seernes redaktør. Det er en slags ombudsmand i DR. Også her bliver klagen afvist.

”Medvirkende deltager på egne sproglige præmisser, og det var ikke en overtrædelse af DR’s etiske retningslinjer, at den medvirkende omtalte det stigende antal ældre i vort samfund som ”ældrebyrden”, skriver Jesper Termansen i et svar, der er Lytternes og seernes redaktør.

Det virker stødende

Men klageren får alligevel på en måde lidt medhold. DR udgav i 2017 en ”sproglig tendens-ordliste”. Heri findes DR’s

officielle anbefalinger til en lang række sproglige udtryk.

Blandt andet også ordet ”ældrebyrde”. Om ordet står der:

”Ældrebyrde – ordet virker stødende på mange. Vi anbefaler, at man undlader at bruge ordet eller alene bruger det i citater, eller når ordet selv er emnet for historien”.

Ingen pligt til at stoppe

DR’s anbefaling er altså, at virksomhedens egne medarbejdere almindeligvis ikke bruger udtrykket. Med medvirkende i programmer har videre muligheder for at bruge særlige ord.

”Derfor havde DR’s værter i det konkrete eksempel ikke pligt til at skride ind over for den medvirkendes udtalelser,” fastslår Jesper Termansen.

Du kan læse mere om DR’s sprogpolitik her.

Overbefolkning

Ordet ”ældrebyrde” blev anvendt i programmet ”Vildt naturligt”. Det var religionsforsker Jens-André P. Herbener, der tog det i brug.

Han har skrevet en bog med titlen “Økokrati – Sådan skaber vi en bæredygtig verden”. Udsendelsen handlede over overbefolkning.

Det er en uskik!

Landsformand Mette Kindberg fra Faglige Seniorer synes, det er godt, at DR’s retningslinjer advarer mod ordet ældrebyrde. Hun mener, det er en uskik at bruge den betegnelse.

”En byrde er aldrig noget positivt. For eksempel en rentebyrde er noget, vi skal betale. Men nu ser vi for eksempel, at mange ældre vil arbejde efter folkepensionsalderen, og så skal vi da hellere tale om en ældrestyrke,” siger Mette Kindberg.

”Det er typisk yngre personer, der bruger ordet ældrebyrde, for eksempel når de medvirker i radioprogrammer. Men tænker de, at deres egne forældre eller bedsteforældre er en byrde? Nok ikke. Men når de taler om ældre som gruppe, så kan de finde på at tale om ældrebyrde. Lad være med det,” opfordrer Mette Kindberg.

Over 25 år gammelt ord

Dansk Sprognævn fortæller, at ordet ”ældrebyrde” kendes tilbage fra 1995.

Nævnet henviser til et par artikler fra Information i 1999 og Ekstra Bladet i 2003, hvor ældrebyrde anvendes.

Ordet betyder, den samfundsøkonomiske belastning på

grund af det voksende antal ældre, skriver Dansk Sprognævn på sin hjemmeside.

Først publiceret: tirsdag 15. august 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 11. december 2023 kl. 21:03

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.