Forbruger Europa advarer mod Facebook-annoncer for hjemmesiden sundhedstjek.com. "Har man taget sundhedstjekket og modtaget en regning, skal man ikke betale," lyder opfordringen.

Pas på Facebook-fælde: Sundhedstjek kan koste kassen

Ungarer står bag omfattende sundhedssvindel af danskere. Forbruger Europa: Betal ikke regningen.

Senest opdateret: fredag 29. november 2024

“Rend mig i røven.”

Sådan lyder det bramfrit fra 74-årige John Egtved fra Jyderup om det svindelnummer, han for nylig blev lokket i via en annonce på Facebook.

John Egtved er langtfra alene, skriver faktatjekmediet TjekDet.

Adskillige danskere har ladet sig lokke af at få tilsendt en sundhedsvurdering efter at have besvaret helbredsspørgsmål på en hjemmeside ved navn sundhedstjek.com.

John Egtved har aldrig modtaget den lovede sundhedsvurdering. Alligevel har han fået en regning på 699 kroner fra firmaet.

Andre står tilbage med intetsigende sundhedsvurderinger, regninger og trusler om inkasso.

Udlad at betale

Forbruger Europa oplyser, at de har fået 73 klager, og flere facebookopslag og anmeldelser på Trustpilot afslører, at flere danskere spørger om hjælp til, hvad man skal gøre, hvis man har gennemført sundhedstjekket.

Har man taget sundhedstjekket og modtaget en regning, skal man ikke betale, lyder det fra Forbruger Europa.

Undlad at svare på skemaaet på hjemmesiden sundhestjek.com

“I stedet skal du skrive til dem og gøre opmærksom på, at du er uenig i kravet. Hvis du ikke kan sende beskeden, kan du tage et screenshot af, at du har forsøgt. Du skal ikke blive nervøs, hvis de truer med gebyrer og inkasso. Virksomheden må ikke blive ved med at rykke dig med krav om gebyrer, når du skriftligt har gjort dem opmærksom på, at du ikke er enig i deres krav. De får heller ikke noget ud af at sende sagen til inkasso,” siger Lars Arent, direktør i Forbruger Europa

Ungarsk firma står bag

Ifølge TjekDet har svindelnummeret stået på gennem flere måneder i adskillige lande.

Mediet har fundet frem til 14 aktive hjemmesider fordelt på seks sprog – tre danske, fire svenske, en norsk, to finske, to tyske og to franske – som også tilbyder falske sundhedsvurderinger.

TjekDets research viser, at et ungarsk firma står bag de mange hjemmesider.

Hjemmesider kører igen

Bag firmaet står en 38-årig ungarsk mand og hans bror. TjekDets research viser, at det er den 38-årige mand, der har betalt de annoncer, som lokker danskere over til siden sundhedstjek.com.

TjekDet har uden held forsøgt at få en kommentar fra den 38-årige ungarer. Efter TjekDets henvendelse blev samtlige hjemmesider på alle sprog lukket ned.

Formålet med nedlukningen er uvist, for hjemmesiderne er igen aktive.

Advar andre om svindel

Hjemmesiden med sundhedstjek og de efterfølgende regninger er oppe at køre igen. Hjælp med at advare andre mod hjemmesiden og svindlen. 

Del artiklen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Forbruger Europa

Forbruger Europa vejleder gratis om dine rettigheder som forbruger og hjælper med klager mod virksomheder i EU, Norge og Island.

Hvis du har et krav, arbejder Forbruger Europa på en løsning gennem det europæiske forbrugernetværk, ECC-Net.

Du kan få bistand ved klager over blandt andet forsinkede varer eller aflyste fly.

Forbruger Europa har et team af jurister, der sikrer kvalificeret rådgivning med fokus på faglighed og tilgængelighed.

Forbruger Europa er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og finansieres af EU-Kommissionen og nationale myndigheder. Netværket, der blev etableret i 2005, har kontorer i alle EU-lande, Norge og Island.

Læs mere om Forbruger Europa her.

Først publiceret: torsdag 28. november 2024
Artiklen er sidst opdateret fredag 29. november 2024 kl. 08:23

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.