Peter Lautrup-Larsen: Mettes mørke tale

Overskriften på statsminister Mette Frederiksens nytårstale på 2025’s første dag, 1. januar, giver næsten sig selv. ”Vi lever i en farlig tid” med hendes egne ord fra årets sidste spørgetime i Folketinget 10. december, som hun efterfølgende fulgte op med næsten enslydende interviews i fem store landsdækkende aviser. Statsministeren maler med mørke farver.

Her to uger inden talen kan man kun give hende ret. Putins skændige krig i Ukraine. Situationen i Mellemøsten, hvor de internationale og også den danske regerings fordømmelser af Israels fremfærd i Gaza er taget til det seneste år og ikke mindst en helt ny situation efter Assads fald i Syrien.

Dertil den konstante usikkerhed over, hvad USA’s nye præsident i Det Hvide Hus, Donald Trump, kan finde på i en tid med regeringskriser i Frankrig og Tyskland, som svækker Europa.anHH  

Den farlige tid smitter af på de indenrigspolitiske udfordringer. Forsvaret kræver de kommende år adskillige hundrede milliarder flere kroner end forudset for blot få år siden. Og danskerne må igen frygte for kraftige prisstigninger på energi, hvilket lige nu sætter sig igennem på elpriserne.

”Det er en kold tid, som vil lever i”, som den socialdemokratiske statsminister og Mette Frederiksens forbillede, Anker Jørgensen, satte som overskriften på sin nytårstale 1, januar 1977 med et citat fra Kim Larsens sang.

Dengang var det massearbejdsløshed og en dansk økonomi på vej mod afgrunden. Samtidig med, at Folketinget nærmest var lammet uden handlekraft præget af mange partier, usikre mindretalsregeringer og folketingsvalg hvert andet år.

Her står Mette Frederiksen og hendes SVM-regering et helt andet sted med en økonomi tæt på topform og mangel på arbejdskraft frem for det modsatte. Men fremtiden lurer med at vende tilbage til fortiden. Også i Folketinget.

Statsministerens grundlæggende udfordring er derfor den samme som forgængerens dengang for 48 år siden: Signalere den faste hånd på rattet og appellere til, at politiske spidsfindigheder og taktiske finter viger til fordel for en erkendelse af, at den farlige tid ikke er til det, men til samarbejde. Med bedre held end Anker.

Hendes egen nytårstale

Mette Frederiksens nytårstale er først og fremmest hendes egen som statsmininister. I modsætning til åbningstalen i Folketinget den første tirsdag i oktober, der skitserer den samlede regerings politik og lovkataloget for det kommende år.

Nytårstalen giver hende mulighed for via tv-skærmen at se danskerne direkte i øjnene med nye politiske budskaber. Andre statsministre har prøvet at sætte en ny dagsorden før hende.

Den konservative Poul Schlüter med ”århundredets plan”, hvor skattelettelser og lønnedgang skulle gå hånd i hånd. Socialdemokratiets Poul Nyrup Rasmussen med ”kan vi ikke gøre det lidt bedre” med fokus på børnefamiliernes stress og jag. Og Venstres – det var dengang – Lars Løkke Rasmussen, som i 2011 bebudede indgreb mod efterlønnen.

For blot at nævne nogle af de nytårstaler, som står klart i erindringen, men som også endte med vekslende held i de efterfølgende forsøg på at føre ambitionerne ud i virkeligheden.

Blankt papir

Mette Frederiksen har næsten et blankt papir til sit manuskript foran sig. Hendes SVM-regering har stort set leveret på det regeringsgrundlag, der blev aftalt på Marienborg for to år siden.

Man kan kritisere regeringen for meget, men regeret har den. Forsvarsforlig. Klimapolitikkens køreplan de kommende år er lagt fast i et bredt forlig med udgangspunkt i den grønne trepart. Ældrereformen er på vej gennem det kommunale bureaukrati. Regeringens ambitiøse sundhedsudspil har medvind og undervisningsminister Mattias Tesfaye ser ud til at kunne få større fokus på de faglige uddannelser i fremtiden ikke kun i ord, men også i handling.

Alligevel er meningsmålingerne i bund for alle tre regeringspartier og statsministerens popularitet er sjældent set ringere.

Det bliver ikke bedre af, at Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne med deres partiledere i spidsen skændes offentligt om stort set alt det, de ikke fik aftalt i regeringsgrundlaget. Senest illustreret af en opsigtsvækkende og helt usædvanlig annoncekrig mellem Socialdemokratiet og Moderaterne om pensionsalderen.

Socialdemokratiet holder fast i budskabet om stop for stigningen i pensionsalderen, når den har nået de 70 år, mens Lars Løkke Rasmussens parti foreslår, at kommende pensionister de næste år tager et halvt år mere på arbejdsmarkedet af hensyn til samfundsøkonomien. To stik modsatrettede politiske signaler, der mest af alt illustrerer, at når krybben er tom, så bides hestene.

Man kan ane valgtrommerne

Mette Frederiksen har allerede afvist Løkkes tanker og nu om ikke buldrer, så kan man ane valgtrommerne igen, hvis regeringen kører fast i indre splid, nid og nag. Selv om hun forsikrer, at den type af uenighed kan de tre partier sagtens håndtere. Vi får se.

Statsministeren og hendes regering har brug for et nyt projekt og fælles enighed. Krisetale og angst for russerne er ikke nok. Der er også brug for lys i mørket.

Nytårstalen er hendes første og bedste mulighed for at signalere et politisk lederskab som under Corona-krisen.

Det gælder igen om at tale trygheden op og frygten for fremtiden ned. Uden at skjule alvoren. Vel vidende, at det er lettere sagt end gjort.

Først publiceret: søndag 15. december 2024
Artiklen er sidst opdateret søndag 15. december 2024 kl. 21:50