Brug ikke ispose ved skader
Senest opdateret: tirsdag 1. juli 2025
“Put is på og slap af”.
Den udtalelse har de fleste af os hørt, når vi er blevet ramt af eksempelvis en forstuvet ankel eller en knæskade.
Men ifølge en undersøgelse viser det sig faktisk, at det alligevel ikke er en god idé, da is får skaden til at vare endnu længere, oplyser DGI’s side vorespuls.dk.
Derfor er is skadeligt
De fleste af os har fulgt rådet om at lægge is på skader, siden vi var børn, fordi det skulle hjælpe til at lindre smerter, hævelse og inflammation, der anses for at være dårlig.
Forskningen viser dog imidlertid, at inflammation er kroppens første fysiske reaktion på reparation af væv.
Når man f.eks. forstuver foden, får en fibersprængning eller en anden akut skade, opstår en inflammation, der hvor man har slået sig.
Inflammationen får immunforsvaret til at sende såkaldte reparationsceller til det forulykkede område.
Reparationscellerne sørger for, at skaden heler. Hvis man lægger is på, bremser man helingsprocessen.
Det skal du gøre

Anbefalingen lyder, at man fjerner is til skadesbehandling og i stedet følger disse råd:
- Bevæg det du kan, og så meget du kan
- Brug komprimerende forbinding
- Hold det skadede væv højt
Kilde: vorespuls.dk
Først publiceret: tirsdag 1. juli 2025
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 1. juli 2025 kl. 09:39