En ældre mand med gråt hår, iført en rødbrun skjorte, sidder på en sofa med en gul telefon mod øret; han ser bekymret ud. Han virker fuldstændig opslugt af samtalen, som om han venter på et vigtigt svar. »Hører du?« spørger han måske ængsteligt ind i telefonrøret, i håb om at få en beroligende besked fra den anden ende. I baggrunden bidrager et moderne køkken til scenens nutidige stemning. Rummet er godt oplyst og pænt indrettet, hvilket tyder på en velordnet livsstil. Trods sin ro er der bekymringsrynker indgraveret i hans ansigt, mens han lytter opmærksomt gennem røret. Dette øjeblik indfanger både spænding og forventning, mens han afventer et svar, der kan berolige ham (7 sætninger).

Er du i tvivl, er der et meget enkelt råd: Læg røret på. Du behøver ikke diskutere med personen, forklare hvorfor eller høre samtalen færdig.

Hører du en af disse 7 sætninger? Så læg røret på

Svindlerne ved, hvad de skal sige for at få dig til at reagere. Her er 7 sætninger, du bør kende, før telefonen ringer.

Senest opdateret: fredag 11. september 2026

“Der er sket mistænkelige hævninger på din konto.”

Det lyder alvorligt, og netop derfor virker beskeden.

For hvis nogen er ved at tømme din bankkonto, vil de fleste selvfølgelig have lyst til at reagere hurtigt. Men det er præcis den følelse, svindlere forsøger at fremkalde, når de ringer og udgiver sig for at være fra banken, politiet eller en offentlig myndighed.

Først bliver du gjort urolig. Derefter tilbyder personen i telefonen at løse problemet, hvis du bare følger instruktionerne.

Det kan ende med, at du bliver bedt om at udlevere bankoplysninger eller MitID, overføre penge til en anden konto eller aflevere betalingskort, kontanter og smykker til en person, der kort efter står ved din dør.

Politiet oplever fortsat mange sager om den form for kontaktbedrageri mod ældre. Nordsjællands Politi har ligefrem advaret om, at nogle bestemte beskeder bør betragtes som svindel.

1. “Der er noget galt med din konto”

Det er en af svindlernes mest brugte indgange.

Du får måske at vide, at der er foretaget mistænkelige hævninger, at dit betalingskort er blevet misbrugt, eller at nogen er ved at overføre penge fra din konto.

Historien kan variere, men formålet er det samme: Du skal blive bange for at miste dine penge og føle, at du skal handle med det samme.

Sikkerdigital advarer netop mod opkald, hvor en person påstår, at der foregår svindel på din konto og derefter tilbyder at hjælpe dig med at stoppe den.

2. “Vi sender en medarbejder hjem til dig”

Hvis en person i telefonen fortæller, at banken eller politiet sender nogen hjem til dig for at hente dit betalingskort, din kode, kontanter eller smykker, bør alarmklokkerne ringe.

Banker og offentlige myndigheder arbejder ikke på den måde.

Alligevel er metoden gået igen i en lang række sager.

Et ældre ægtepar i Helsingør blev eksempelvis ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra banken og fortalte, at der var noget galt med deres bankkort. Kort efter kom en anden mand til deres hjem, hvor han fik udleveret bankkort og koder samt et større kontantbeløb og smykker. Bagefter blev der også hævet penge fra parrets konti.

I august blev tre ældre borgere i Give, Vejle og Kolding udsat for samme fremgangsmåde. Først ringede “en mand fra banken”, og kort efter stod en kvinde ved døren for at hente kreditkort, kontanter og eventuelle smykker.

3. “Jeg skal bruge din pinkode”

Din pinkode skal ikke udleveres til andre.

Heller ikke selv om personen ved, hvad du hedder, kender din adresse eller påstår at ringe fra banken eller politiet.

Nordsjællands Politi understreger, at banker og offentlige myndigheder aldrig vil bede om bankkoder eller MitID-oplysninger over telefon, mail eller sms.

4. “Du skal godkende det i MitID”

Bliver du ringet op og bagefter bedt om at godkende noget med MitID, som du ikke selv har sat i gang, skal du stoppe.

MitID skriver direkte, at hvis du bliver ringet op og bedt om dine MitID-oplysninger, er det et forsøg på snyd. Du skal heller aldrig godkende noget med MitID på baggrund af et opkald fra en person, der påstår at være fra banken, politiet eller MitID Support.

Læs derfor altid teksten på skærmen, før du godkender med MitID, og spørg dig selv, om det faktisk er en handling, du selv har sat i gang.

5. “Du skal flytte pengene til en sikker konto”

Det kan lyde betryggende: Pengene er i fare, men banken har heldigvis en “sikker konto”, som de kan flyttes over på.

Men det er et kendt svindelnummer.

Sikkerdigital understreger, at banker og offentlige myndigheder ikke vil ringe uopfordret og bede dig om at overføre penge på den måde.

Hvis en fremmed i telefonen vil have dig til at flytte dine penge, så lad være.

6. “Du må ikke fortælle andre om det”

Nogle svindlere forsøger også at isolere deres offer.

De kan eksempelvis sige, at sagen er fortrolig, at politiet efterforsker sagen, eller at du ikke må fortælle familie eller andre om det, fordi det kan ødelægge efterforskningen.

Det er et alvorligt faresignal.

For svindleren har alt at tabe ved, at du lægger røret på og taler med et familiemedlem, din bank eller politiet. Så snart en anden får historien at høre, er der langt større risiko for, at bedraget bliver afsløret.

7. “Det skal ske nu”

Hastværk er et af de vigtigste redskaber i svindlernes værktøjskasse.

Du får måske at vide, at dine penge forsvinder om få minutter, at dit kort skal spærres med det samme, eller at situationen bliver værre, hvis du ikke straks gør, hvad personen siger.

Sikkerdigital peger netop på den akutte situation som et af tegnene på et svindelopkald. Svindleren forsøger at få dig til at reagere, inden du når at stoppe op og tænke over, om historien overhovedet giver mening.

Du behøver ikke være høflig

Er du i tvivl, er der et meget enkelt råd: Læg røret på. Du behøver ikke diskutere med personen, forklare hvorfor eller høre samtalen færdig.

Politiet siger direkte, at du ikke behøver være høflig, hvis du har mistanke om svindel.

Hvis personen hævder at ringe fra banken, politiet eller en myndighed, så find selv det officielle telefonnummer og ring tilbage. Brug ikke et telefonnummer, som personen i opkaldet giver dig.

Telefonnummeret kan også være falsk

Du kan heller ikke altid stole på det nummer, der står på din telefonskærm.

Svindlere kan manipulere visningen af telefonnummeret, så det ser ud, som om opkaldet kommer fra en bank, myndighed eller et helt almindeligt dansk telefonnummer.

Derfor bør du først og fremmest være opmærksom på, hvad personen vil have dig til at gøre.

Vil personen have oplysninger, penge, MitID-godkendelser eller sende nogen hjem til dig, skal du stoppe samtalen.

Husk de fire ting, banken aldrig beder om

En bank eller offentlig myndighed vil ikke ringe uopfordret og bede dig om at:

  • udlevere din pinkode eller MitID-oplysninger
  • overføre penge til en såkaldt sikker konto
  • udlevere betalingskort, kontanter eller smykker til en person ved døren
  • godkende noget med MitID, som du ikke selv har sat i gang

Det er en regel, som er værd at huske, fordi svindlernes historier ændrer sig hele tiden, mens målet stort set er det samme: De vil have adgang til dine penge eller værdier.

Er du allerede blevet snydt?

Så er det vigtigt at reagere hurtigt.

Kontakt din bank med det samme, hvis du har udleveret kort, kode eller bankoplysninger, eller hvis du har overført penge.

Har du udleveret oplysninger om MitID eller godkendt noget, du ikke selv har sat i gang, bør du spærre dit MitID og kontakte MitID Support.

Kontakt også politiet på 114, hvis du er blevet udsat for kontaktbedrageri eller et forsøg på det.

Bliv sikker med SeniorTryg.dk

På hjemmesiden SeniorTryg.dk kan du holde dig opdateret om digitale svindelmetoder, få gode råd til, hvordan du beskytter dig mod cyber-kriminelle og se, hvad du gør, hvis du er blevet svindlet.

Du kan tilmelde dig gratis nyhedsbrev fra SeniorTryg.dk, der udsendes en gang om måneden med nyheder og info.

Du kan læse om seniorer, der har været udsat for svindel og prøve et interaktivt spil. Her lærer du, hvad du skal være opmærksom på – hvor du kan være sårbar overfor kriminelles forsøg på svindel. 

Bag SeniorTryg.dk står Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer med støtte fra Offerfonden.

Først publiceret: torsdag 10. september 2026
Artiklen er sidst opdateret fredag 11. september 2026 kl. 11:28

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Tilmeld nyheder fra Faglig Seniorer og vind en flaske 'Alder Bedste Bitter'

  • This field is hidden when viewing the form