Influenza har toppet: Færre er syge
Fortsat risiko for at blive smittet, men influenzaen har toppet i Danmark. Vaccine virkede ikke.
Senest opdateret: onsdag 7. marts 2018
Det har været en hård omgang og mange ligger fortsat under dynen med hovedpine, feber og ondt i kroppen. Men influenzaen ser ud til at have toppet for denne gang, lyder den aktuelle melding fra Statens Serum Institut.
Andelen af personer der henvendte sig til egen læge med influenzalignende symptomer faldt fra et højt niveau i uge 8 til et middel niveau i uge 9.
Sådan undgår du smitte
- Undgå tæt kontakt med personer, som du ved er syge.
- Hold dig hjemme.
- Undgå at hoste og nyse i din håndflade. Brug i stedet et engangslommetørklæde eller til nød ærmet.
- Vask hyppigt dine hænder med vand og sæbe eller brug håndsprit - især efter at du har hostet, nyst eller pudset næse.
- Undgå at røre ved dine øjne, din næse eller din mund - vask dine hænder først, før du gør det. Så nedsætter du risikoen for at blive smittet, selvom du skulle have fået smitte på hænderne.
- Sørg for at holde fælles ting og overflader rene ved almindelig rengøring.
(Fra sundhedsguiden.dk)
Tilsvarende faldt andelen af personer, der selv rapporterede om influenzalignende symptomer.
Antallet af patienter der har været indlagt med influenza i denne sæson, er nu samlet set oppe på 3.923 patienter.
I alt 175 af de indlagte patienter har modtaget intensiv behandling. Langt størstedelen af de indlagte patienter har påvist infektion med influenza B.
Overdødelighed blandt ældre
Vaccinerne til blandt andet ældre har vist sig ikke at være virksom overfor årets influenza-type B.
Der er i Danmark en markant overdødelighed blandt ældre, der formentlig skyldes influenza, meddeler Statens Serum Institut.
Fra Europa meldes der om udbredt influenzaaktivitet med høj-middel aktivitet i de fleste lande. Der cirkulerer både influenza A og B men fortsat med overvægt af influenza B.
Fakta: Influenza
Influenza starter oftest med almindelig sygdomsfornemmelse som ved forkølelse. Det kan være hoste, ondt i halsen og løbende næse.
Tegn på influenza viser sig ved pludselig feber (38 – 40 °C), muskelsmerter, kulderystelser, hovedpine, mangel på appetit og i nogle få tilfælde opkastning og diarré. Sygdommen varer typisk i 2-7 dage, fremgår det af hjemmesiden “Værd at vide om influenza”.
Først publiceret: torsdag 8. marts 2018
Artiklen er sidst opdateret onsdag 7. marts 2018 kl. 15:57