Lejerne i almene boliger kommer til at finansiere store dele af regeringens ghettoplan. Og det er urimeligt, mener beboerne.

Lejere protesterer mod regeringens milliarder til ghettoplan

Lejernes LO raser over, at regeringen vil bruge milliarder fra Landsbyggefonden til ghettoplan. Beboere har startet underskriftindsamling.

Senest opdateret: torsdag 15. marts 2018

Over 200.000 ældre over 65 år bor i en almen bolig. Og det bliver dem og andre lejere, der kommer til at vente på at få skiftet vinduer, renoveret trapper eller få nyt tag for at regeringen til gengæld kan gennemføre sin stort anlagte ghettoplan.

Mange lejere er forargede over, at pengene til ghettoudspillet tages fra Landsbyggefonden.

Lars Olsen, forfatter og journalist

Det bliver konsekvensen, fordi regeringen lægger op til at bruge 12 milliarder kroner af Landsbyggefondens midler til at finansiere dele af indsatsen, mener Lejernes LO.

Fonden er betalt af lejerne gennem huslejen og er med til at finansiere blandt andet renovering og modernisering af boliger.

”Det er helt urimeligt, at beboerne i alle landets almene afdelinger nu kan risikere at vente længere på at få skiftet vinduer eller tage som følge af regeringens forslag,” lyder det fra Lejernes LO.

En gruppe beboere har taget initiativ til en underskriftindsamling mod regeringens plan om at hente finansieringen i Landsbyggefonden.

Folk i ejerboliger slipper

Forfatteren og journalisten Lars Olsen, der selv bor i socialt boligbyggeri, er blandt initiativtagerne til underskriftindsamlingen.

”Mange lejere er forargede over, at pengene til ghettoudspillet tages fra Landsbyggefonden, mens folk i store villaer ikke skal bidrage. Vi satser på, at underskrift-initiativet breder sig som ringe i vandet gennem de sociale medier og gennem netværk indenfor boligverdenen,” siger han.

9 milliarder tilbage når  Løkke har været der

Regeringen vil ifølge den fremlagte ghettoplan bruge 12 milliarder kroner fra Landsbyggefonden frem til 2026.

Tilbage i fonden vil der så kun være 9 milliarder kroner til opgaver i de øvrige boligområder, der udgør 88 procent af de almene boliger i landet.

Det er kun rimeligt, at folk i ejerboliger også bidrager til finansieringen.

Lars Olsen, forfatter og journalist

”Vi er enige i, at der skal gøres en indsats i udsatte boligområder, men det må betales i fællesskab. De almene beboere tager i forvejen et stort socialt ansvar med integration af indvandrere og socialt udsatte – det er kun rimeligt, at folk i ejerboliger også bidrager til finansieringen,” lyder det blandt andet i begrundelsen for beboernes underskriftindsamling.

Siden 2010 er 10.000 almene boliger blevet gjort ældre- og handicapvenlige for midler fra Landsbyggefonden.

Beboere: Fingrene væk!

Det er en kreds af lejere, der bor i almene boliger, der har startet en underskrift-indsamling mod at regeringen bruger midlerne fra Landsbyggefonden til at finansiere ghetto-udspillet.

Først publiceret: torsdag 15. marts 2018
Artiklen er sidst opdateret torsdag 15. marts 2018 kl. 12:10

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.