Toårs-dagen for Ankers død: Han blev den sidste store socialdemokrat

Anker Jørgensen døde for to år siden. 20. marts 2016 trak han vejret for sidste gang. Han blev 93 år.

Men den lille mand fra Sydhavnen, der arbejdede sig op fra ufaglært og endte på landets øverste politiske post som statsminister, har fortsat enorm betydning for danskernes selvforståelse, mener forfatteren Bjarne Henrik Lundis.

Han har skrevet en af de seneste bøger om Anker Jørgensen, der udkom sidste år med titlen ”Arven efter Anker”.

”Det er som om vi ikke vil slippe Anker. Det han stod for og den måde, han var som politiker og menneske. Det er en fortælling, vi danskere kan lide at spejle os i. Historien om, at selv om man kommer fra dårlige kår, så kan man få indflydelse og opnå at blive statsminister. Med ærlighed og ordentlighed, fortæller Bjarne Henrik Lundis.

Anker var som os andre

Anker Jørgensen levede en stor del af sit liv i Sydhavnen i en lejlighed med sin familie. Også da han var statsminister.

”Anker var ligesom os andre. Han var ikke bare en, der var valgt som politiker. Han boede også blandt dem, der havde valgt ham ude i Sydhavnen. Og det gjorde han ikke for at snobbe ned ad, men fordi det var her, han følte sig hjemme. Folk hilste på Anker og sagde: ”Hej, hvordan går det”. Han var en, man havde lyst til at tale med. Han var i øjenhøjde med folk; han gemte sig ikke,” siger Bjarne Henrik Lundis.

Forfatteren mener, at den direkte kontakt mellem politikere og den almindelige dansker i dag er gået af fløjten.

”I dag kan du jo ikke på samme måde møde politikerne, fordi der er mere spin og presse ind over. Dengang var det mere direkte og ærlig kommunikation,” siger Bjarne Henrik Lundis.

Solidarisk i arbejderbevægelsen

Han mener også, at Anker Jørgensen repræsenterede en arbejderbevægelse, som lønmodtagerne i langt større udstrækning dengang – end de gør i dag – følte sig som en del af.

”Dengang var det jo helt naturligt, at man som barn var med i DUI Leg og Virke, kom i DSU, meldte sig fagforening, havde konto i Arbejdernes Landsbank og at man endte sine dage i en kiste fra Arbejdernes Ligkistemagasin. Hele den opfattelse af, at man på den måde kunne være med til at gøre samfundet mere solidarisk; det repræsenterede Anker jo om nogen – både politisk og på sin levevis. Og det kan generationen over 60 år fortsat huske, siger Bjarne Henrik Lundis.

”Det var også dengang, Socialdemokratiet var det parti, der alene repræsenterede den almindelige lønmodtager. I dag er der jo som bekendt andre partier, der lægger billet ind her. Og med stor succes.”

Svært at se sig selv blandt politikere

Og netop det, at man som vælger kan se sig selv i de politikere, der repræsenterer en, er en af de helt store udfordringer i moderne politik.

”Anker er en af dem der minder os om, at det kunne man engang. For ser man på Folketinget i dag, hvor der er meget få lønmodtagere i Folketinget for Socialdemokratiet, så har man i dag ikke den samme fornemmelse som lønmodtager – at kunne se sig selv blandt folkevalgte. Nøgternt vurderet. Men det kunne man med Anker,” mener Bjarne Henrik Lundis.

Kæmpede for retfærdighed

Endelig peger han på, at Anker var indbegrebet af en politiker, der af et ærligt hjerte og politisk overbevisning kæmpede for at opnå et mere ligeligt og retfærdigt samfund.

”Anker kom jo selv fra fattige kår og så, at der var andre, der havde bedre vilkår. Den retfærdighedsfølelse af, at der skulle ske en udjævning til fordel for de fattigste, at man skulle være solidarisk og der skulle ske en omfordeling af samfundets goder– det repræsenterede Anker,” siger Henrik Bjarne Lundis.

Han understreger, at selv om Anker Jørgensen som statsminister i 70’erne måtte indgå det det ene forlig efter det andet og af LO’s formand blev kaldt ”En lille lort”, så var var folk ikke i tvivl om Ankers retning, mener Bjarne Henrik Lundis:

”Kursen var mod mindre ulighed. En retning som socialdemokratiske regeringer siden ikke har repræsenteret på samme måde. For generationerne over 60 år er Anker lig med et samfund, der er mere lige og solidarisk.”

Mere ulighed i dag

Han mener, at vi i dag har et samfund, hvor der er langt større ulighed og forskel mellem de allerfattigste og de rigeste – og mellem generationerne.

”Jeg tror, at det er derfor, at Anker også siger de unge noget i dag. Netop kampen for mere social retfærdighed og lighed og den ærlighed, hvormed Anker gik i brechen for solidaritet, er noget, unge efterlyser blandt politikere. De unge kan se, at der var sammenhæng mellem den måde, Anker levede på, og det han sagde som politiker” mener Bjarne Henrik Lundis.

Den sidste rigtige arbejder

Han er overbevist om, at Anker kommer til at stå som den sidste store socialdemokrat – den sidste ”rigtige” arbejder, der tog turen som aktiv i fagbevægelsen og Socialdemokratiet og som endte på den mest magtfulde post som landets statsminister.

”Det er et savn. For han stod for noget oprigtigt; noget du ikke ser på samme måde hos politikere i dag,” siger Bjarne Henrik Lundis.

 

Først publiceret: tirsdag 20. marts 2018
Artiklen er sidst opdateret onsdag 6. juni 2018 kl. 11:04