Kvinder og ligeløn: Fortæl din historie
I år er det 45 år siden, at der blev indført ligeløn i Danmark. Arbejdermusset søger kvinder, der kan fortælle deres personlige historie om deres lønvilkår frem til 1973.
Senest opdateret: onsdag 6. juni 2018
I 2018 er det 45-året for Danmarks første kønsneutrale overenskomster og dermed den formelle indførelse af ligeløn i Danmark.
I den anledning sætter Erindringsfabrikken og Arbejdermuseet sammen fokus på danske arbejderkvinders historie og livsvilkår fra efterkrigstiden og frem til 1973.
Til projektet søges kvinder fra den periode, der har lyst til at dele deres personlige historier og deltage i tre forestillinger på Arbejdermuseet i juni.
Plattedamer med lyst til at fortælle
Det kan være plattedamer, vaskekoner, telefonistinder, lærerinder, fabriksarbejdere, husassistenter eller blot kvinder, der måtte arbejde med lidt af hvert for at få økonomien og tilværelsen til at hænge sammen.
Du skal have lyst til at dele personlige fortællinger fra dit eget liv.
Fortællingerne kan for eksempel kredse om livet som udarbejdende eller enlig mor, fravalg af mand og børn, om 12 timers arbejdsdage, barselshvile, fattigdom, svagbørnskolonier, om kamp, fællesskab, solidaritet og oprejsning.
Informationsmøde 12. april
Der bliver afholdt informationsmøde om projektet på Arbejdermuseet 12. april kl. 13-14, hvor du er velkommen til at dukke op og høre mere.
Du kan også kontakte Tine Futtrup Lund på mail info@erindringsfabrikken.dk eller telefon 26219003.
Læs mere om projektet på på Erindringsfabrikken.
Først publiceret: tirsdag 27. marts 2018
Artiklen er sidst opdateret onsdag 6. juni 2018 kl. 11:01