Karlos kamp fortsætter: Der mangler 27 centimeter…
Karlo Simonsen stopper som sektionsformand for Faglige Seniorer i Vendsyssel og udtræder dermed af hovedbestyrelsen. Den tidligere svejser får nu lidt mere tid til sin mærkesag: At få hævet peronnen på Brønderslev station.
Senest opdateret: onsdag 6. juni 2018
“Jeg har været glad for at være sektionsformand, og lovede jo kun at være det ét år her i Vendsyssel, til en ny kunne ta’ over. Og ellers har jeg også været sektionsformand i Aalborg i 2 år”, fortæller Karlo Simonsen.
Han er stoppet som sektionsformand for Faglige Seniorer og udtræder af hovedbestyrelsen.
Vi mangler nogle handlekraftige politikere.
Karlo Simonsen er født i Vennebjerg og gik i skole i Hallund, så han kender Vendsyssel rigtig godt. Nu bor han i Brønderslev.
“Efter skolen kom jeg i lære som bager, og det fungerede jeg som i 18 år. Jeg synes, der skulle ske noget nyt, og blev tillært svejser. Det gav arbejde. Først i 7 år i Brønderslev og så i 17 år på værftet i Frederikshavn. Her var jeg sikkerhedsrepræsentant. “Øretævernes holdeplads” kan man godt kalde det, for alle var jo ikke tilfreds med at man skulle overholde arbejdsmiljøreglerne dengang. Det er heldigvis anderledes i dag. Men jeg var glad for at være der. Vi fik kvinder ind, og de var naturligvis ligeså dygtige som os andre. Jeg synes der var noget at lære af dem. Og samtidig forsvandt meget af mandehørmen.
Kommer ikke til at kede sig
Dagen efter sin 60 års fødselsdag, fik Karlo Simonsen en hjerneblødning og det har givet nogle fysiske problemer.
“Men heldigvis er jeg frisk i hovedet,” siger Karlo Simonsen, der i dag 77 år.
“Jeg kommer ikke til at kede mig efter at være stoppet som sektionsformand. Alle ugens dage er mere end besat. Jeg går til øvelser for balancen tre gange om ugen, til ridning i Nørlev, svømning, motion med Krudtuglerne hvor der kommer 60 seniorer, undervisning om slægtsforskning og sang med “De kolde sangfugle”. Weekenden er fri, eller det vil sige: At her er der tid til at klare haven. Og så er der jo de otte børnebørn og de 12 oldebørn. Jeg har ni søskende, og de bor alle her i kommunen”.
Kampen for de 27 centimeter
“Igennem 15 år har jeg kæmpet for at få hævet perronen på Brønderslev station med 27 centimeter. Og det kæmper jeg stadig for. Det er et stort problem for ældre og bevægelseshæmmede at komme op i toget. Selv kan jeg ikke komme med toget, med mindre jeg enten tager til Hjørring eller Aalborg. Det er jo helt urimeligt. Der er jo ikke længere togpersonale i togene til at hjælpe én”.
“Vi fik en elevator i 2003 på stationen i Brønderslev, men man lavede den fejl, at perronen blev for lav. Og det laver man ikke sådan lige om. Det er Banedanmark, der står for det. De siger, det vil koste 27 millioner kroner at ændre, men jeg har forespurgt ved en lokal entreprenør, der kan gøre det for ni millioner kroner”.
“Vores byrådsmedlem der står for det område, er meget lydhør og støtter mig, og den forrige trafikminister har også været heroppe. Han kunne godt se problemet. Men vi mangler nogle handlekraftige politikere. Ældresagen har jeg også prøvet at få til at ta’ sagen op, men det havde ingen interesse. Jeg møder op til spørgetimen før byrådsmøderne, og her spørger jeg også til sagen. Indtil videre uden resultat. Men kampen fortsætter”.
Man får ikke noget ved at tie stille
“Når vi ser på Faglige Seniorer, tror jeg det er vigtigt, at man husker at holde nogle af møderne i Hjørring frem for kun i Frederikshavn. For man kører jo ikke lige fra Hjørring til Frederikshavn. Sådan er det bare. Vi har behov for at få aviserne til at omtale vores arrangementer, nu vi ikke længere har vores eget blad. Det er ærgerligt, at vi ikke længere har det, for jeg kørte jo rundt med de 100 eksemplarer og lagde dem hos lægen, tandlægerne, biblioteket og kommunen”.
Det er yderst vigtigt at man fortsætter med at være aktiv, uanset alderen.
“Vi har brug for så megen debat som muligt om ældre og deres personlige historier. Det vil folk gerne høre om. Det er vigtigt at lære af andres erfaringer, og det er yderst vigtigt at man fortsætter med at være aktiv, uanset alderen. Og så skal man huske på, at man ikke får noget, hvis man ikke giver sin mening tilkende i kommunen”.
“Selv sad jeg et halvt år som ældrerådsmedlem op til årsskiftet, og jeg havde flere mærkesager. Blandt andet synes jeg ikke om, at man privatiserer plejehjemmene. De skal være kommunalt drevet, og ikke private. Nu har vi 2 private og der er et tredje på vej, desværre”.
“Og ønsker kommunen at de ældre skal blive længst muligt i eget hjem, så må man også sørge for at der er offentlig pleje og støtte fra blandt andre terapeuter,” siger Karlo Simonsen.
Først publiceret: mandag 14. maj 2018
Artiklen er sidst opdateret onsdag 6. juni 2018 kl. 10:41
