Hver anden efterlønsmodtager og folkepensionist ville være blevet længere på arbejdsmarkedet, hvis de kunne være gået ned i tid eller fået mindre fysisk eller psykisk belastende arbejde.

Seniortænketank: LO vil gøre job mere attraktive for seniorer

Regeringen har nedsat ny seniortænketank. LO er med og vil have fokus på forebyggelse og arbejdsmiljø, så seniorer kan holde til og får lyst til at blive på arbejdsmarkedet til pensionsalderen, skriver avisen.dk

Senest opdateret: onsdag 20. juni 2018

Hver anden industriarbejder, smed og håndværker på det danske arbejdsmarked oplever, at der ikke bliver taget særligt hensyn til seniorer på jobbet.

– Danske virksomheder forsømmer seniorerne på arbejdsmarkedet, og derfor er der i høj grad brug for den nye seniortænketank, som regeringen og Dansk Folkeparti nu nedsætter, siger næstformand i LO, Morten Skov Christiansen til avisen.dk

For mig er det indlysende, at vi skal have fokus på forebyggelse og nedslidning i seniortænketanken.

Ole Wehlast, formand for Fødevareforbundet NNF

LO har kæmpet for at få nedsat en seniortænketank i flere år, fordi fagbevægelsen mener, at seniorpolitikken halter i næsten alle brancher. Derfor er Morten Skov Christiansen glad for, at beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) torsdag har nedsat tænketanken.

Gerne så hurtigt som muligt

Det bliver ikke et skånejob at være med i seniortænketanken, betoner Morten Skov Christiansen.

– I takt med at pensionsalderen stiger, og vi alle skal blive længere tid på arbejdsmarkedet, er vi nødt til at finde løsninger på, hvordan lønmodtagere får et bedre seniorarbejdsliv. Det er rigtig vigtigt, at vi får løftet det her område markant og gerne så hurtigt som muligt, fastslår han.

Formand for Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast, der er udpeget til seniortænketanken som sagkyndig, pointerer også, at der er brug for at levere løsninger, så lønmodtagerne kan holde til flere år på arbejdsmarkedet.

– Hver femte af vores medlemmer dør, inden de bliver 60 år. For mig er det indlysende, at vi skal have fokus på forebyggelse og nedslidning i seniortænketanken, siger Ole Wehlast.

– Hårdt fysisk arbejde på slagterier, byggepladser og industriarbejdspladser slider kroppe op inden pensionsalderen, og der skal tænketanken tænke ud af boksen for at forhindre nedslidning i samme målestok som i dag, mener slagteriarbejdernes formand.

Sløj indsats på arbejdspladserne i dag

En ny Epionion-undersøgelse gennemført for LO dokumenterer, at det står sløjt til med seniorpolitikken på langt de fleste arbejdspladser.

Kun hver fjerde lønmodtager erklærer, at de er ansat på en arbejdsplads med en nedskrevet seniorpolitik.

Vi skal simpelt hen have løftet seniorpolitikken både politisk på Christiansborg men også isærdeleshed ude på arbejdspladserne,

Morten Skov Christensen, næstformand i LO

Kun hver tredje oplever, at seniorer tilbydes nedsat arbejdstid, hvis de har behov for det.

Undersøgelsen viser også, at det kan betale sig at føre en god seniorpolitik. Hver anden efterlønsmodtager og folkepensionist ville være blevet længere på arbejdsmarkedet, hvis de kunne være gået ned i tid eller fået mindre fysisk eller psykisk belastende arbejde.

Løft både på Borgen og arbejdspladserne

– Undersøgelsen sætter en tyk streg under behovet for, at vi får den her seniortænketank. Vi skal simpelt hen have løftet seniorpolitikken både politisk på Christiansborg men også isærdeleshed ude på arbejdspladserne. Og det gælder både offentlige og private arbejdspladser, der skal op af stolene for at bevise, at de gerne vil beholde seniorerne og tage hensyn til dem, siger Morten Skov Christiansen.

Det ligger LO meget på sinde, at seniortænketanken har fokus på forebyggelse og arbejdsmiljø, så murere, slagteriarbejdere og sosuer får mulighed for at blive på deres arbejdsplads frem til pensionsalderen uden at blive slidt op.

– Men det er også vigtigt, at vi tager hånd om de kolleger, som desværre ikke har mulighed for at blive på arbejdsmarkedet helt til pensionsalderen, fordi de er nedslidte. De skal have ordentlige tilbagetrækningsmuligheder, understreger Morten Skov Christiansen.

Seniorjob til Harald Børsting

Den tidligere LO-formand Harald Børsting gør comeback i dansk arbejdsmarkedspolitik som formand for seniortænketanken.

– Det er ret rigtig godt valg. Harald Børsting er en stærk og vidende person, der har beskæftiget sig med arbejdsmarkedspolitik i en årrække og har et stort netværk, der vil gavne arbejdet, siger Morten Skov Christiansen.

Seniortænketanken skal komme med bud på fremtidens seniorpolitik i sommeren 2019.

Ud over Harald Børsting og Ole Wehlast består udvalget af syv sagkyndige udpeget af regeringen, blandt andet formand for Danske A-kasser Torben Poulsen og formand for Ældresagen Bjarne Hastrup.

Derudover skal arbejdsmarkedets parter udpege otte repræsentanter.

Først publiceret: torsdag 31. maj 2018
Artiklen er sidst opdateret onsdag 20. juni 2018 kl. 09:22

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.