Der er ingen grænse for, hvor hvilken type frivilligt arbejde, du må lave, når du er på folkepension. Når du er på efterløn, er der særlige regler.

Stor guide: Frivilligt arbejde som pensionist eller efterlønner

43 procent af danske seniorer udfører frivilligt arbejde. Men kender du reglerne for, hvad du må lave og hvordan forsikringen dækker, hvis du kommer til skade? Se det her

Senest opdateret: fredag 20. november 2020

Næsten halvdelen af alle danske seniorer udfører frivilligt arbejde, viser tal fra Socialministeriets seneste frivillighedsundersøgelse.

De fleste arbejder frivilligt for at gøre en forskel for andre. Måske er du selv frivillig eller overvejer at blive det? Er du på efterløn, bør du især være opmærksom på, at der er regler for, hvad du må lave, uden at det får ud over din efterløn.

Eksempler på frivilligt arbejde er:

  • rådgivninger, for eksempel telefonrådgivninger
  • besøgsvennetjenester
  • støtte- og kontaktpersoner på frivillig basis
  • ledsageordninger på frivillig basis
  • frivilligcentre og kontaktsteder
  • foreninger, der organiserer selvhjælpsgrupper
  • krisecentre, for eksempel kvindekrisecentre
  • sociale caféer, væresteder og andre samværsaktiviteter.

Hvis du vil deltage i frivillige aktiviteter eller ulønnet frivilligt arbejde i en forening, kan du tage kontakt til frivillighedskonsulenten i din kommune. Det gælder også, hvis du vil søger penge til frivillige sociale aktiviteter

De fleste kommuner har en kontaktperson eller eventuelt et frivilligcenter, som har en vejviser til de frivillige sociale organisationer og foreninger.

Frivilligt arbejde som folkepensionist

Der er ingen grænse for, hvor hvilken type frivilligt arbejde, du må lave, når du er på folkepension. Der er heller ingen regler for, hvilke typer af frivilligt arbejde du må udføre. Du kan arbejde frivilligt lige så meget du har energi og lyst til.

Frivilligt arbejde som efterlønner

Når du er på efterløn, er der særlige regler, som du bør kende, inden du laver frivilligt arbejde. Du bør altid kontakte din a-kasse, så du er sikker på, at du ikke bliver modregnet i efterlønnen.

Fritidsaktiviteter og hobby

Din hobby og fritidsaktiviteter, som du deltager i af interesse, påvirker ikke din efterløn. Det er aktiviteter, som normalt ikke findes som job med løn.
Det kan fore eksempel være:

  • Nabohjælp
  • Kunstnerisk aktivitet uden sammenhæng med erhverv
  • Omsorg for familie
  • Aktiviteter i dit barn eller barnebarns institution for eksempel weekend med børnehaven
  • Foreningsarbejde for eksempel seniorklub, frimærkeklub eller hobbyforeninger
  • Aktiviteter uden løn i Hjemmeværnet for eksempel øvelser, møder, kurser mv.
  • Almindelig vedligeholdelse og reparationer i dit eget hjem

Frivillige aktiviteter

Hvis du udfører aktiviteter, som ikke kan sidestilles med almindeligt lønarbejde, kan du bruge ligeså mange timer, du vil, uden at blive trukket i din efterløn.

Det kan for eksempel være at:

  • servere kaffe på et socialt værested
  • sortere tøj i en genbrugsbutik
  • være besøgsven

Inden du starter på en frivillig aktivitet som efterlønner, bør du altid kontakte din a-kasse.

Frivilligt ulønnet arbejde

Hvis dit frivillige, ulønnede arbejde ville kunne udbydes som almindeligt lønarbejde, må du arbejde frivilligt ulønnet i op til 15 timer om ugen (64 timer om måneden), uden at det påvirker din efterløn.

Dit frivillige ulønnede arbejde skal foregå i Danmark eller et andet EØS-land, i Grønland, Færøerne og Schweiz.

Dit frivillige arbejde skal være i foreninger eller lignende, som har et socialt eller humanitært formål. Det kan for eksempel være:

  • Seniorklubber
  • Kulturelle foreninger
  • Beboer-, ejerlejligheds- eller grundejerforeninger
  • Sports- og idrætsforeninger
  • Patientforeninger
  • Kirkelige foreninger

Arbejdet kan for eksempel være:

  • at løse problemer med helbred, forsørgelse og omsorg.
  • Give egentlig pleje af fx ældre, syge eller handicappede i eget hjem og som en offentlig myndighed ikke skal stå for.
  • Lave administrative opgaver som for eksempel at koordinere og formidle frivilligt arbejde i mindre omfang i organisationer.

Hvis du løser opgaver med vedligeholdelse for eksempel maling af lokaler og små reparationer, bliver du ikke trukket i din efterløn.
Det kræver dog:

  1. At der i den frivillige organisation mv. ikke tidligere har været ansat lønnet arbejdskraft til at lave arbejdet, og det er begrænsede opgaver, ligesom hvis du vedligeholder dit eget hjem.
  2. At aktiviteten og det frivillige, ulønnede arbejde ikke kræver autorisation. Altså kan det for eksempel ikke være at sikre tilførsel af vand, varme eller lignende. Laver du den slags job, får du mindre i eller efterløn.

Inden du starter på frivilligt ulønnet arbejde som efterlønner, bør du altid kontakte din a-kasse.

Det bliver du trukket for som efterlønner

For både frivillige aktiviteter og frivilligt, ulønnet arbejde gælder det, at du ikke må have med primær drift at føre i større organisationer. Primær drift er den overordnede, administrative drift – for eksempel ansættelse og afskedigelse af personale, styring af økonomi og organisation mv.

Primær drift er også arbejde eller opgaver, som en offentlig myndighed skal lave. For eksempel kan du ikke frivilligt og uden løn lave arbejde, som loven siger, at en kommune har pligt til at gøre. Uanset om du får penge for det eller ej, så er det ikke frivilligt, ulønnet arbejde, hvis du for eksempel bringer mad ud til ældre borgere i deres hjem eller laver en privat dagpleje, fordi din kommune måske ikke lever op til sin pligt til at skaffe pasning til børnene.

Hvis du udfører frivilligt arbejde i offentlige institutioner (fx hospital, plejehjem, folkeskole) eller i private virksomheder, bliver du trukket i din efterløn.

Du kan dog være frivillig i forening, som afholder aktiviteter på en offentlig institution eller i en virksomhed –  så er du stadig frivillig for foreningen, og du bliver derfor ikke trukket i dine dagpenge eller efterløn.

Er jeg dækket af en forsikring, når jeg laver frivilligt arbejde?

Når du som frivillig udfører opgaver for frivillige sociale foreninger og organisationer, vil du normalt ikke være omfattet af foreningens eller organisationens arbejdsskade- eller erhvervsansvarsforsikring.

Det gælder for eksempel, når du er besøgsven, hvor den frivillig indsats er defineret så løst, at der ikke er tale om et ansættelsesforhold.

Er du derimod frivillig på en måde, der minder om et ansættelseslignende forhold, for eksempel frivilligt arbejde i genbrugsbutikker, vil du typisk være omfattet af foreningens arbejdsskade- eller erhvervsansvarsforsikring.

Det er derfor vigtigt, at du overvejer hvilke forsikringer, du selv har brug for at tegne, når du er frivillig.

Læs mere om frivilliges forsikringsforhold her 

Mere information om frivilligt arbejde

Du kan læse mere om det frivillige sociale arbejde på Center for Frivilligt Socialt Arbejdes hjemmeside www.frivillighed.dk

Kilde: Gitte Beck Frandsen 3FA

Faglige Seniorers krav til frivilligt arbejde

Frivilligt arbejde:

  • må aldrig erstatte professionel arbejdskraft
  • skal ikke handle om pleje
  • skal give øget livsglæde for både giver og modtager
  • er ikke noget man skal, men noget man gerne vil
  • frivilligt arbejde skal kendetegnes ved, at det er – frivilligt!

Se spilleregler og aftale mellem frivillige og ansatte i den offentlige sektor

Først publiceret: torsdag 20. september 2018
Artiklen er sidst opdateret fredag 20. november 2020 kl. 10:42

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.