Atju, host og hakke: Første dansker syg med influenza
Selv om influenza-sæsonen ikke er i gang endnu, så er den første dansker blevet syg med influenza.
Senest opdateret: tirsdag 22. januar 2019
Den første dansker har lagt sig med influenza.
Det fremgår af oplysninger fra Statens Serum Institut, der overvåger udviklingen i antallet af tilfælde af influenza i Danmark.
”Influenzaaktiviteten i uge 40 var på niveau med uden for influenzasæsonen, og der blev kun påvist èt tilfælde af influenza på landets hospitaler,” oplyses det.
I følge netdoktor.dk er symptomerne på influenza hovedpine, feber, ømme muskler og led samt brystsmerter.
Den sygdomsramte har manglende appetit, føler sig træt og svag. Næsen løber og hals og svælg er øm. Der kan være tør hoste, urolig søvn og man fryser og har kuldegysninger.
7.000 danskere indlagt
Influenza rammer ofte i epidemier, hvor en stor andel af befolkningen bliver syge.
Epidemier forekommer stort set hvert år i vintermånederne fra december til marts.
Seneste epidemi var særlig hård og over 7.000 danskere blev indlagt. Heraf døde 1.600 – langt de fleste ældre.
Antallet syge er mange gange over antallet af indlagte og typisk får en ud af fem personer influenza.
Et stik holder sygdommen væk
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man bliver vaccineret mod influenza. Især ældre bør få et stik for at forebygge sygdommen. Det er gratis for alle ældre over 65 år.
Det anbefales, at man bliver vaccineret, inden influenzasæsonen starter for at få den optimale effekt af vaccinationen.
Det er bedst at blive vaccineret fra starten af oktober til slutningen af november. Der går nemlig 2-3 uger, før vaccinen beskytter mod smitte, oplyser sundhedsstyrelsen.
Læs også: Influenza kostede 1.600 livet: Nu kan du blive vaccineret gratis
Sådan undgår du smitte
- Undgå tæt kontakt med personer, som du ved er syge.
- Hold dig hjemme.
- Undgå at hoste og nyse i din håndflade. Brug i stedet et engangslommetørklæde eller til nød ærmet.
- Vask hyppigt dine hænder med vand og sæbe eller brug håndsprit - især efter at du har hostet, nyst eller pudset næse.
- Undgå at røre ved dine øjne, din næse eller din mund - vask dine hænder først, før du gør det. Så nedsætter du risikoen for at blive smittet, selvom du skulle have fået smitte på hænderne.
- Sørg for at holde fælles ting og overflader rene ved almindelig rengøring.
(Fra sundhedsguiden.dk)
Først publiceret: onsdag 10. oktober 2018
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 22. januar 2019 kl. 13:59