Forbrugerombudsmanden advarer: Bøf til 10 kroner hos Jensens bøfhus er en fælde
Restaurantkæde beder forbrugerombudsmand advare mod fup på nettet: Det er en abonnementsfælde, når mail lover bøf til 10 kroner hos Jensens Bøfhus. Bagmænd hæver 600 kroner på din konto om måneden.
Senest opdateret: tirsdag 22. januar 2019
Forbrugerombudsmanden advarer mod, at Jensens Bøfhus’ navn, logo og billeder pt. bliver misbrugt til at lokke forbrugere i en abonnementsfælde på internettet.
Forbrugerne bliver via en e-mail tilbudt en frokostbøf hos Jensens Bøfhus til en pris på 10 kroner for to personer.
Forbrugerombudsmanden advarer mod abonnementsfælden, der misbruger Jensens Bøfhus navn, logo og billeder, fremgår det af en pressemeddelelse fra Forbrugerombudsmanden.
Læs også: Gratis telefon er en fælde: Se hvordan du spotter en fupmail
Takker ja til tilbud om abonnement
Forbrugerombudsmanden har modtaget en klage fra en forbruger, der oplyste, at hun fulgte et link, der fremgik af den mail, som hun modtog.
Hun blev ledt ind på en hjemmeside, hvor Jensens Bøfhus’ navn, logo og billeder fremgik. Kun med meget lille skrift fremgik det af hjemmesiden, at forbrugeren, ved at takke ja til tilbuddet, blev bundet til et abonnement, og at forbrugeren alene deltog i en konkurrence om at vinde en frokostbøf.
Jensens Bøfhus har også kontaktet Forbrugerombudsmanden og oplyst, at de er blevet kontaktet af en masse danskere, som har modtaget mailen, og at de ikke står bag mailen.
Læs også: Afpresset på mail: Vi har en video med dig, hvor du ser porno
Hæver 600 kroner om måneden på konto
Forbrugerombudsmanden undersøger i øjeblikket sagen.
Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger i pressemeddelelsen:
”Vi ser her et eksempel på en typisk abonnementsfælde. Forbrugerne lokkes til at give deres betalingsoplysninger, hvorefter bagmændene hæver knap 600 kroner om måneden på deres konto. Det kan løbe op i store beløb, hvis ikke forbrugerne opdager det lige med det samme.”
”Bagmændene bag abonnementsfælderne bruger ofte kendte brands til at lokke forbrugerne i fælden. Mailen eller hjemmesiden kan se rigtig ud, fordi der er brugt det rigtige logo og navn, men vi er desværre nød til at være meget kritiske og læse det med småt. Særligt hvis vi skal give vores betalingsoplysninger.”
Sådan undgår du fælden
Der er forskellige tips til at finde ud af, om et tilbud er ægte eller falsk:
- Læs betingelser og vilkår igennem.
- Vær særlig varsom ved krav om betaling.
- Tjek felter, som er krydset af på forhånd.
- Tjek afsenderen. Hvis du ser et blåt eller gråt flueben på en Facebookside eller en Instagramprofil, betyder det, at afsenderen er verificeret af Facebook/Instagram, og at der derfor er tale om en autentisk side eller profil.
- Tjek, om der findes anmeldelser af virksomheden.
Gode råd hvis du er blevet snydt
- Kontakt firmaet med det samme. Meddel at du ikke mener, I har indgået en aftale.
- At aftalen er ugyldig.
- At du vil have dine penge tilbage.
- Derudover skal du straks kontakte din bank, hvis du uberettiget har fået trukket penge fra din konto. Banken kan i visse tilfælde tilbageføre dine penge uden om den erhvervsdrivende.
Først publiceret: fredag 2. november 2018
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 22. januar 2019 kl. 14:02