I løbet af tre uger i maj 1954 gennemførte US Air Force et storstilet projekt med at gennemfotografere hele Danmark. På den måde kan du finde billeder fra en masse lokale områder som for eksempel Dybbøl Mølle (foto fra i dag).

Billedrejse til gamle dage: Find gamle luftfotos af dit hjem

Hvordan så dit nabolag ud for mange år siden? Se luftfotos fra hele Danmark, som det amerikanske luftvåben tog i 1954, eller søg i samlingen ”Danmark set fra luften – før Google”.

Senest opdateret: mandag 3. juni 2019

Hvordan så dine forældres gård ud for 60 år siden, var parcelhuskvarteret du bor i bare en mark dengang, og hvor stor var byen?

Det kan du formentligt få svar på ved at tage et kig i de historiske arkiver med fascinerende luftfotos fra Danmark.

I samarbejde med Bolius præsenterer Faglige Seniorers nyhedsbrev her to gode og gratis online arkiver.

Det amerikanske luftvåbens luftfotos af Danmark

I løbet af tre uger i maj 1954 gennemførte US Air Force et storstilet projekt med at gennemfotografere hele Danmark. Cirka 43.000 billeder i målestoksforhold 1:10.000 blev taget fra en række amerikanske fly, der fløj over Danmark.

I 1954 var den politiske verdenssituation meget anspændt mellem Øst og Vest, og vestmagterne ville sikre sig et detaljeret overblik over områder, der potentielt kunne blive invaderet fra øst. Derfor blev Danmark og en række andre lande gennemfotograferet.

På krak.dk skal du først indtaste en adresse eller en by i søgefeltet til venstre og så klikke på pilen til højre for “Hybrid etc” øverst til venstre og vælge ”Luftfoto 1954” i drop down-menuen.

Find luftfotos fra 1954 på krak.dk

Du kan finde de cirka. 43.000 luftfotos på krak.dk. Gør sådan:

  1. Gå ind på map.krak.dk
  2. Søg på en adresse eller en by i søgefeltet øverst til venstre.
  3. Tryk på pilen efter “Hybrid etc” øverst til højre og vælg ”Luftfoto 1954” i drop down-menuen.
  4. Nu kan du zoome ind og ud på kortet og bruge slideren i midten til at se forskellen på dengang og nu.
Zoom ind og ud på kortet og bruge slideren i midten til at se forskellen på 1954 og nu.

Danmark set fra luften – før Google

Et andet spændende sted at gå på opdagelse i luftfotos er Det Kongelige Biblioteks store samling. En stor del af den samling er blevet gjort tilgængelig via projektet “Danmark set fra luften – før Google”, hvor der findes flere hundrede tusind luftfotos fra det meste af Danmark taget i perioden fra 1913-2009.

Specielt fra Fyn, Bornholm og i Midtjylland er der rigtig mange billeder.

Modsat luftfotograferingen fra det amerikanske luftvåben, er der ikke tale om en gennemfotografering af hele Danmark, men derimod enkeltbilleder af for eksempel gårde, jordlodder og byområder.

Du skal derfor være heldig for at finde et billede af et bestemt hus, du er på udkig efter. Til gengæld er mange af billederne såkaldte skråfotos, der ikke er taget direkte oppefra, men halvt fra siden.

Det giver et meget mere detaljeret billede af for eksempel et hus end luftfotokortet af hele Danmark fra 1954.

Sådan bruger du Danmark set fra luften

  1. Gå ind på kb.dk/danmarksetfraluften/
  2. Zoom ind på det ønskede område og vent, mens hjemmesiden søger efter billeder – der kan gå lidt tid, inden billederne dukker op på kortet. Det er samtidig vigtigt, at du zoomer meget ind på kortet, da nogle billeder først dukker op, når du zoomer tæt på et bestemt område.
  3. Vælg billeder via “nålene” på kortet eller i menuen til venstre. Ved hvert billede er der info om årstal med mere.

– Mange fotos findes i ”klumper”, da et bestemt arkiv kan have indeholdt mange billeder fra et lille område.

– Tryk på ”Læs mere” på et billede – så får du yderligere informationer. Hvis du vil se billedet i stor visning, kan du nu trykke på den grønne pil under billedet. I stor visning kan du downloade billedet ved at højreklikke på det og vælge “Gem billede som”.

Luftfotos fra COWI på kortal.dk

Rådgivningsvirksomheden COWI, der regelmæssigt gennemfotograferer hele Danmark, har også fået adgang til det store arkiv af billeder fra 1954. Tidligere kunne de gratis findes på kortal.dk, men det gælder nu kun for Samsø.

Du kan få adgang til alle luftfotos på Kortal, men det forudsætter, at du indgår en aftale med COWI om anvendelse – for eksempel gennem en forening, og mod betaling. Et abonnement koster fra 10.000 kr. om året eksklusive moms.

Du kan også købe udsnit af COWIs luftfotos ved at henvende dig til virksomheden. Mindsteprisen for et udsnit er 2.500 kr. eksklusive moms.

 

Få gratis råd om din bolig

Faglige Seniorer samarbejder med Videncentret Bolius, der er en uvildig nonprofitorganisation, der har til formål gøre danskerne klogere på deres bolig.

Videncentret Bolius sælger ikke produkter eller tjenester, men formidler gratis rådgivning og inspiration om alt fra vedligeholdelse af hus og have til energirenovering, økonomi og godt naboskab.

Foreningen Realdania ejer Videncentret Bolius, og hvert år får over en million brugere hjælp, råd og inspiration.

 

Først publiceret: torsdag 6. december 2018
Artiklen er sidst opdateret mandag 3. juni 2019 kl. 16:57

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.