25.000 står i kø: Kortere ventetid på gratis høreapparat
Der er godt nyt til de cirka 25.000 danskere, som står på venteliste til et høreapparat.
Senest opdateret: mandag 4. marts 2019
Med alderen får mange problemer med hørelsen. Derfor rammer de lange ventelister på høreapparat især seniorer.
Selvom alle har krav på at få et gratis høreapparat fra det offentlige, må mange i dag vente længe på at få hjælp til en bedre hørelse.
Lige nu venter 25.000 på at få et høreapparat.
Det offentlige tilbud er oftest det bedste, og mange ender med at få en ekstra regning, når de besøger en privat høreklinik.
Carsten Elert, konsulent hos Faglige Seniorer
I den nye finanslov er der flere tiltag, som skal mindske ventelisterne. Der er afsat 25 millioner kroner årligt i 2019-2022 til indsatsen.
”Det er godt for seniorerne, at ventelisterne bliver nedbragt. Det hilser vi velkommen. Dårlig hørelse hæmmer den sociale kontakt”, siger konsulent hos Faglige Seniorer Carsten Elert.
Regeringen vil blandt andet nedbringe ventelisterne ved at regionerne skal sende opgaven i udbud hos private høreklinikker, men den løsning møder kritik hos Faglige Seniorer.
”Det offentlige tilbud er oftest det bedste, og mange ender med at få en ekstra regning, når de besøger en privat høreklinik. De høreapparater man køber privat, er ikke bedre end dem de offentlige bevilger. På en offentlig klinik får du et bedre apparat gratis fra samme producent, som du kommer til at betale ekstra for hos et privat hørecenter”, forklarer Carsten Elert.
Pulje til højere kvalitet
Et andet fokusområde er at skabe højere kvalitet i behandlingen i både offentlig og privat regi. Der skal blandt andet opstilles nationale kvalitetskrav til behandlingen.
Det er der afsat 115 millioner kroner til i perioden 2019-2022. Heraf 40 millioner kroner i 2019 og 25 millioner om året i perioden 2020-2022, fremgår det af finansloven.
Det betyder blandt andet, at der bliver sat gang i en række initiativer, der skal sikre patienterne en nemmere vej gennem systemet. For eksempel ved at afprøve nye modeller til visitation.
Der skal også være større gennemsigtighed omkring private tilbud og bedre information til borgerne og en forenkling af reglerne på høreapparatområdet.
”Forenkling af reglerne er en god ide, så længe det ikke betyder forringelser,” mener Carsten Elert.
”Nye kvalitetskrav ser vi også frem til. Ikke mindst i forhold til de mange private udbydere på markedet.”
Sådan er reglerne i dag
Du kan få et gratis høreapparat efter henvisning fra en ørelæge. I de fleste regioner er transporten til høreundersøgelsen også gratis.
Du kan få nye høreapparater hvert 4. år. Rettelse af indstillinger mv. er gratis på en offentlig høreafdeling.
Du kan få høreapparatet på en offentlig klinik eller hos en godkendt privat forhandler, men du kan kun få tilskud én gang inden for en periode på fire år. Du skal huske at søge om tilskud, før du køber høreapparatet. Det er regionen, som yder tilskuddet.
Tilskuddet er:
- Høreapparat på 1. øre på op til 4.129 kroner (2019)
- Høreapparat på 2. øre på op til 2.373 kroner (2019)
”Mange private forhandlere tilbyder, at du kan betale 108 kroner om måneden for at får du større tryghed, men kan du få høreapparatet hos det offentlige, får du samme tryghed gratis der. Husk det, inden du falder for et ”godt tilbud”, påpeger Carsten Elert.
Batterier er også gratis og udleveres gratis af regionen, uanset om du har fået dit høreapparatet fra det offentlige eller hos en privat forhandler med offentligt tilskud.
Først publiceret: torsdag 24. januar 2019
Artiklen er sidst opdateret mandag 4. marts 2019 kl. 10:06