Det er en myte, at livmoderhalskræft kun rammer de unge. Faktisk er dødeligheden blandt kvinder over 65 år 25-30 procent højere end hidtil antaget.

Ældre screenes ikke: Men har størst risiko for at dø af frygtet kræftsygdom

Dødeligheden for kvinder med livmoderhalskræft er mere end fem gange højere hos kvinder på 75-79 år end hos kvinder på 40-45 år. Alligevel screenes kvinder over 65 år ikke for sygdommen.

Senest opdateret: tirsdag 2. juni 2020

Det er en myte, at livmoderhalskræft kun rammer de unge. Faktisk er dødeligheden blandt kvinder over 65 år 25-30 procent højere end hidtil antaget.

Forskere har kigget på dødeligheden af livmoderhalskræft i Danmark fra 2002 til 2015.

Og her skilte kvinder over 65 år sig markant ud. Eksempelvis var dødeligheden mere end fem gange højere hos kvinder på 75-79 år end hos kvinder på 40-45 år.

Det fremgår af et nyt studie, der netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Acta Obstetricia et Gynecologica Scandinavia.

Danmark har en af de højeste forekomster af livmoderhalskræft i den vestlige verden.

Men fra man er fyldt 65 år, bliver man ikke længere automatisk indkaldt til screening – selv om det netop er de ældre kvinder, der bliver hårdest ramt af sygdommen.

Myte at sygdom kun rammer unge

“Livmoderhalskræft er blevet kaldt “de unge kvinders sygdom”.  Men det er en myte, at det kun rammer de unge,” siger postdoc. og læge Anne Hammer fra Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, og Aarhus Universitetshospital, der står bag det nye studie.

Screeningsprogrammet for livsmoderhalskræft ophører, hvis man bliver testet negativ i 60-64-årsalderen.

Ifølge Anne Hammer er der – især med de nye studier – rigeligt med grundlag for, at man sætter ekstra ind over for de ældre. Det kunne for eksempel være at forbedre diagnostikken af celleforandringer eller forlænge screeningsprogrammet, mener hun.

”De negative test er ingen garanti for, at man ikke får sygdommen, efter at screeningen ophører. For HPV-virussen, der er årsag til kræften, kan ligge latent i kroppen,” siger Anne Hammer i en pressemeddelelse.

Hold selv øje

Det nye forskningsresultatet lægger sig op ad et studie fra november 2018. Det viser, at mere end halvdelen af ældre kvinder med livmoderhalskræft – der ellers havde fulgt screeningsprogrammet regelmæssig – bliver diagnosticeret så sent, at kræften ikke længere kan opereres væk.

I de tilfælde behandles patienterne i stedet med strålebehandling og kemoterapi – en behandling, der er forbundet med bivirkninger som smerter, vandladnings- og afføringsgener.

Anne Hammer oplyser, at så længe screeningsprogrammet ikke er udvidet, er der kun en ting at gøre for den enkelte: Nemlig selv at holde øje med symptomer som blødning og ændret udflåd.

Hvert år får omkring 400 danske kvinder konstateret kræft i livmoderhalsen ,og der er omkring 100 dødsfald om året. Sygdommen er den niende hyppigste kræftform hos kvinder, oplyser sundhed.dk

Livmoderhalskræft

Tidlig livmoderhalskræft og forstadier til livmoderhalskræft giver ikke altid symptomer. Ofte bliver forandringerne i livmoderhalsen opdaget i forbindelse med screening, hvor lægen tager en celleprøve fra livmoderhalsen.

Symptomer på livmoderhalskræft kan være:

  • Blødning fra skeden i forbindelse med samleje.
  • Vedvarende pletblødninger mellem menstruationer eventuelt forværret ved fysisk aktivitet.
  • Blødning fra skeden efter overgangsalderen.
  • Øget udflåd fra skeden. Udflåddet kan enten være klart, brunligt eller blodigt. Ofte vil det være ildelugtende.

Symptomerne behøver ikke være tegn på livmoderhalskræft, men man skal alligevel blive undersøgt af en læge.

Læs mere om livmoderhalskræft hos Kræftens Bekæmpelse.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Først publiceret: onsdag 3. april 2019
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 2. juni 2020 kl. 11:12

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.