Kommune gav 91-årig tre afslag på plejehjem: Så døde han
Hans Carl Christensen klarede sig selv og gik først på pension som 84-årig. Men da han som 91-årig fik brug for at komme på plejehjem, blev han nægtet plads. Tre afslag. Så døde han
Senest opdateret: tirsdag 2. juni 2020
Tre gange søgte 91-årige Hans Carl Christensen fra Hedehusene om en plejehjemsplads. Hans helbred svigtede, men han fik afslag alle tre gange fra Høje-Taastrup Kommune, skriver Ekstra Bladet.
Familien klagede til Ankelstyrelsen, men inden sagen blev afgjort døde Hans Carl Christensen.
Min morfar har knoklet hele sit liv og glædeligt betalt sin skat, og så kunne han ikke få hjælp, da han som 91-årig bad om den.
Sonni Henriksen, barnebarn.
Familien fortæller til Ekstra Bladet, at Hans Carl Christensen klarede sig selv og først gik på pension som 84-årig, men da hans samlever gennem en menneskealder gik bort sidste sommer, ændrede Carl sig:
– Han kan ikke længere klare sig selv og føler sig utryg i sin bolig. Han kan ikke rigtig komme nogen steder og har problemer med ikke at få væske og mad nok, fortæller barnebarnet Sonni Henriksen og tilføjer, at Carl også fik problemer med at huske at tage sin medicin og klare de mest basale huslige opgaver og den personlige hygiejne.
Dør efter at have fået tre afslag
Derfor ønskede han at komme på plejehjem. Men Høje-Taastrup Kommune mente, at den 91-årige mand kunne klare sig i en ældrebolig med hjemmehjælp.
To gange falder Carl om på grund af dehydrering – den ene gang konstateres det, at han er underernæret.
17 dage efter kommunens tredje afslag på en plejehjemsplads dør Carl.
– Min morfar har knoklet hele sit liv og glædeligt betalt sin skat, og så kunne han ikke få hjælp, da han som 91-årig bad om den, siger en bitter Sonni Henriksen til Ekstra Bladet.
– I stedet var hans sidste tid præget af frustrationer og utryghed. Og han er med garanti ikke den eneste, der er blevet svigtet på den måde. Det er ikke værdigt i et samfund som vores, siger Sonni Henriksen.
Borgmester: Ingen kommentarer
Høje-Taastrup Kommunes borgmester Michael Ziegler (K) vil ikke kommentere den konkrete sag, men siger blandt andet om tildelingen af plejebolg, at det “ikke afhænger af ens alder, men af om man er i stand til at klare sig i sit eget hjem og hvor meget støtte og pleje man har behov for”.
Ifølge Ekstra Bladet er det byrådet i den enkelte kommune, der fastsætter kriterierne for, hvornår en borger kan få en plejebolig.
Ved vurderingen tager kommunens personale udgangspunkt i ansøgerens fysiske, psykiske og sociale situation.
Er velfærden og omsorgen for de ældre gået af fløjten?
Hvad mener du?
Hvad mener du om den sørgelige sag med nu afdøde 91-årige Hans Carl Christensen? Er den danske velfærd og behandlingen af de ældre OK? Deltag i debatten på Faglige Seniorers Facebook-side – KLIK HER.
Hvornår kan jeg komme på plejehjem?
Kommunen skal tilbyde bolig enten på et plejehjem eller i en ældrebolig med tilknyttede plejefaciliteter til borgere, der ikke kan klare sig i eget hjem
Hvis du har et særligt behov for en plejebolig, er din kommune forpligtet til at tilbyde dig en bolig senest to måneder efter, at dit behov for en plejebolig er blevet konstateret af kommunen.
Det er kommunen, der vurderer om borgeren har behov efter en række kriterier.
Læs mere om plejehjem og ældreboliger i Seniorhåndbogen
Først publiceret: mandag 13. maj 2019
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 2. juni 2020 kl. 11:15