Pas på: Mail fra PostNord er fup – pakkebanditter på spil
Venter du på en pakke, skal du være forsigtigt. Svindlere prøver nemlig at fuppe dig med en falsk besked om, at PostNord har forsøgt at levere en pakke, mens du ikke var hjemme.
Senest opdateret: tirsdag 2. juni 2020
Lige nu er denne mail i omløb, hvor svindlerne prøver at lokke dig til at klikke på linket og betale for fragt. Går du i fælden, giver du svindlerne dine kontakt- og bankoplysninger, som de kan misbruge.
Sådan afslører du fup i denne mail
Der var flere tegn på fup i denne mail:
- Mailen var sendt fra en gmail og ikke fra en officiel firmamail fra PostNord.
- Svindlerne brugte godt nok PostNords navn, men uden logo
- PostNord var skrevet med lille n i Nord.
- Der er ingen andre kontaktoplysninger, hvor man kan komme i kontakt med afsenderen.
- Mailen er dårligt formuleret og fuld af grammatiske fejl.
Sådan snyder svindlerne dig
Tænker du ”Jeg venter da ikke en pakke” og klikker på linket i mailen, kommer du til en side, hvor det ser ud som om, at du har vundet en telefon, og du skal skynde dig at reagere.
Den side du kommer til, hvis du klikker på linket, er alene skabt til at snyde dig.
Tegnene på snyd er:
- I højre hjørne tælles ned, så du føler dig presset til at skynde dig at betale.
- Der bliver lagt ekstra pres på dig: Hvis du ikke betaler 9 kroner, skal du hoste op med 1.200 kroner i gebyr.
- Pakker har normalt ikke pakkebeskrivelser.
- Det er lidt for godt til at være sandt, at du har vundet en telefon.
- Der er absolut ingen kontaktoplysninger til PostNord
- Hjemmesiden hedder frontdoordeliverys.com og er ikke en hjemmeside fra PostNord
Først publiceret: onsdag 15. maj 2019
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 2. juni 2020 kl. 11:14