Anders Peter Rasmussen og Elizabeth Hanmann fra Odense Bloddonorkorps er begge glade for, at aldersgrænsen er hævet til 70 år. Her hygger de sig til donorfest i Odense.

67-årige Anders Peter jagter blodig rekord

Mange donorer har været kede af at stoppe, når de blev 67 år, men nu er grænsen hævet til 70 år. Nu jagter Anders Peter Rasmussen blodig rekord.

1. januar 2019 blev det muligt at give blod, indtil du fylder 70 år. Før var det 67 år og tidligere 65 år.

Det er de glade for i Odense Bloddonorkorps:

”Mange er kede af at skulle stoppe med at give blod. Vi har fået breve fra donorer, som skrev, at de gerne ville havde fortsat”, fortæller Elizabeth Hanmann fra Odense Bloddonorkorps.

Stiger i takt med pensionsalderen

”Årsagen til at grænsen er hævet, er levealderen og seniorernes sundhed stiger.”, forklarer Elizabeth Hanmann.

”Vi har længe vidst, at det var på trapperne, og der har vi fortalt donorerne. Derfor har en del sagt: Ring igen, når vi må komme tilbage. Og det har vi gjort”, fortæller en glad Elizabeth Hanmann.

Gør en forskel for andre

En af de donorer, som blev glad, da grænsen blev hævet var Anders Peter Rasmussen, der er 67 år. Han har givet blod ikke mindre end 244 gange. Nu hvor aldersgrænsen er hævet, håber han på at blive den første dansker, som giver blod 250 gange.

Den tidligere værktøjsmager startede i 1972, da han var soldat. Nu er han pensionist og altid klar til at køre de 14 kilometer til Odense for at blive tappet, selvom han har travlt som formand for et stort skyttecenter.

En livsstil

Odense Bloddonorkorps  er glade for seniorerne i donorkorpset. Seniorerne er nemlig gode donorer, fordi de har tid.

”For mange donorer er det en del af deres livsstil at være donor. Når man kommer op i årene, er der også mange donorer, som kender nogen, som har haft behov for blod eller plasma. De har oplevet på nært hold, hvor vigtigt det er,” siger Elizabeth Hanmann.

”Mange siger, at det er en meningsfuld aktivitet og nyder fællesskabet med de andre donorer, når de kommer for at blive tappet.”

Anders Peter Rasmussen fortæller, at han glad for at kunne hjælpe andre, og derfor siger han aldrig nej til at give blod.

”Faktisk har jeg kun sagt nej en gang. Da skulle jeg til begravelse, og jeg skulle være med til at bære kisten. Ellers har jeg kun holdt pause, da jeg fik karantæne, dengang jeg fik ny hofte,” fortæller Anders Peter Rasmussen, som har den sjældne blodtype O negativ,. Det betyder, at han ekstra eftertragtet.

”Jeg ved, at mit blod bliver brugt til kræftpatienter, Det betyder meget for mig, fordi vi har haft kræft i familien.”

Start inden du fylder 60

For at starte som ny donor skal du være mellem 17 og 60 år.

Men hvis det er mindre end 5 år siden, at du gav blod, kan du vende tilbage som donor, selvom du er over 60 år.

”Vi tager imod alle donorer med kyshånd”, siger Elizabeth Hanmann.

Her kan du tilmelde dig som donor

Artiklen er sidst opdateret tirsdag 13. august 2019 kl. 09:53