
Hvor stærk er solen i dag? Tjek det i smart app
Du skal især passe på i solen, når UV-indekset er over 3. Men hvordan ved man det? Det kan du nemt se i en smart app. Få den gratis.
Senest opdateret: tirsdag 7. december 2021
Solen er ikke lige stærk hver dag. Når UV-indekset er højt, skal du passe ekstra på.
Når solen er stærkest, skal du huske skygge, solhat og solcreme.
Du kan godt blive forbrændt, selvom det er overskyet. Det er nemlig ikke temperaturen, som er afgørende for, om solen brænder. Det er UV-strålerne, du skal holde øje med.
Du skal især passe på, når UV-indekset er over 3, men hvordan ved man det? Det kan du nemt se i appen UV-indeks, som kan bruges i både Danmark og udlandet.
Det kan du med appen UV-indeks
- Se UV-indekset der, hvor du opholder dig lige nu. Der er mere end 1 million lokationer i appen.
- Tilføj dine egne favoritsteder.
- Få pop-up advarsler, når UV-indekset er højt, og du skal være ekstra opmærksom.
- Se hvordan du skal beskytte dig mod solen i dag og på din ferie. For eksempel hvilken faktor solcreme, du skal bruge.
- Få generelle solråd
- Bruge hudtypeguiden
Appen er gratis. Det er Kræftens Bekæmpelse, TrygFonden, Sundhedsstyrelsen og Miljøstyrelsen, som har lavet den.
Sådan får du appen
- Hent appen til din telefon
- Vælg dine favoritsteder
- Vælg om du vil have advarsler hver dag – eller kun når indekset er over 3.
Hvad er UV-stråler?
UV-indekset viser intensiteten af solens ultraviolette stråling.
Hvor meget UV-stråling fra solen, der kommer igennem til jorden, afhænger af flere ting:
- Skydækket.
- Ozonlaget.
- Solens stilling på himlen.
- Mængden af partikler i luften.
0 - 3: Lav uv-intensitet
Lille risiko for solskoldning. Solbeskyttelse er ikke nødvendig, med mindre du har meget lys hud.
3 - 6: Moderat intensitet
Moderat risiko for solskoldning. Søg så vidt muligt skygge mellem 12 & 15. Brug tøj, hat og rigeligt med vandfast solcreme, som har faktor 15 samt UVA- og UVB-beskyttelse.
6 - 8: Høj uv-intensitet
Stor risiko for solskoldning. Søg skygge mellem 12 & 15. Brug tøj, hat og rigeligt med vandfast solcreme, som har faktor 15 samt UVA- og UVB-beskyttelse.
8 - 10: Meget høj intensitet
Meget stor risiko for solskoldning. Bliv så vidt muligt inden døre mellem 12 & 15. Hvis du skal være ude midt på dagen, bør du søge skygge og beskytte dig med tøj, hat, solbriller og rigeligt med vandfast solcreme, som har faktor 30 samt UVA- og UVB-beskyttelse.
10+: Ekstrem uv-intensitet
Ekstrem risiko for solskoldning. Bliv så vidt muligt inden døre mellem 12 & 15. Hvis du skal være ude midt på dagen, bør du opholde dig i skyggen. Beskyt dig med tøj, hat, solbriller og rigeligt med vandfast solcreme, som har faktor 30 samt UVA- og UVB-beskyttelse.
Kilde: Kræftens Bekæmpelse
Først publiceret: onsdag 10. juli 2019
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 7. december 2021 kl. 07:54