Matas, Elgiganten, JYSK, Shell og Zalando er nogle af de store butikskæder, som svindlere misbruger i falske mails. Kæderne advarer mod at du åbner mailene og klikker på links.

Det kan koste dig dyrt: Store butikskæder ramt af svindel-mails

Det vælter ind med e-mails med fantastiske juletilbud, konkurrencer og rabatter fra store butikskæder. Men pas på: Mange e-mails er falske, og det kan koste dig dyrt.

Senest opdateret: tirsdag 2. juni 2020

Et års gratis forbrug af brændstof hos Shell.

Gavekort på 10.000 kroner til supermarkedet REMA 1000.

Konkurrence med gavekort på 2.000 kroner til Jysk.

Det er blot tre af de mange mails fra kendte butikskæder, der netop nu rammer danskernes e-mailbokse.

Mailen er fup og er ikke sendt af Elgiganten. Hvis du følger mailens anvisninger, risikerer du, at dine personlige oplysninger bliver opsnappet af svindlere.

Elgiganten

De har alle det til fælles, at det er fantastiske gode tilbud.

Og at det er fup.

Fisker efter personlige oplysninger

”Det er næsten for godt til at være sandt. Og det er det også i langt de fleste tilfælde,” lyder advarslen.

Kriminelle på nettet bruger den søde juletid til at blande sig med de mange firmaer og butikskæder, der med e-mails forsøger at få dig til at købe julegaver, deltage i konkurrencer eller julekalendere.

Forskellen er, at det kan koste dyrt at klikke på en mail, du tror er fra et anerkendt firma. For det kan vise sig at være fupmail fra svindlere, der er ude efter dine personlige oplysninger og kredit- eller bankkontonumre.

Kriminelle kopierer kampagne fra Shell

En af de store kæder, der får misbrugt sit navn, er benzinselskabet Shell.

”Kriminelle svindlere forsøger at kopiere indhold fra vores rigtige kampagne,” lyder det fra Shell, hvor kunder rent faktisk kan vinde et års forbrug af Shell V-Power.

Shell advarer modtager af e-mailen mod at klikke på links og opfordrer til, at man ringer til Shells kundeservice på 70 10 28 00, hvis man har spørgsmål til sagen.

Matas misbruges til betaling på MobilePay

Matas advarer om, at kriminelle misbruger deres navn ved i mails at tilbyde varer eller gavekort fra butikskæden, når forbrugere er lokket ind på for eksempel falske hjemmesider.

”Du skal ikke godkende en anmodning om betaling via MobilePay. Heller ikke selv om der står, at pengene går til en Matas-konto. Det gør de ikke,” advarer Matas.

Butikskæden oplyser at de kriminelle svindler sig til at modtage penge-overførsler i Matas navn for varer, der aldrig bliver sendt.

Fup med gavekort hos REMA 1000

Dagligvarebutikken REMA 1000 oplyser, at mails med konkurrencer om gavekort på 10.000 kroner til butikken er ren fup og fidus.

”E-mailen og konkurrencen har intet med REMA 1000 at gøre. Derfor skal du ikke klikke på nogen links eller give svindlerne nogen information om dig selv,” advarer butikskæden.

Falsk medlemsrabatkort til Elgiganten

Også Elgiganten er ramt af falske mails fra kriminelle. Det drejer sig om en mail, der inviterer modtageren til at få et ”medlemsrabatkort”, der giver 30 procent rabat i butikkerne.

”Mailen er fup og er ikke sendt af Elgiganten. Hvis du følger mailens anvisninger, risikerer du, at dine personlige oplysninger bliver opsnappet af svindlere,” fortæller Elgiganten.

Gavekort til Jysk er svindel

Der florerer også falske mails, hvor JYSKs navn og logo bliver misbrugt.

I mailen står, at man kan vinde 5 gavekort til jysk på 2.000 kroner, da man ”er valgt som en af 25 eksklusive abonnenter af dette nyhedsbrev”.

Herefter står der, at man blot skal svare på nogle korte spørgsmål.

”Alt dette er fup og mailen kommer ikke fra os, og det frarådes på det kraftigste at klikke på noget i mailen,” lyder det fra Jysk.

Zalando advarer: Gavekort er fup

Kriminelle har også kastet sig over den store internetbutik Zalando, der handler med tøj og sko.

I en mail fremgår det, at modtageren af mailien er blandt 55.000 modtagere af nyhedsbrevet. Derfor er der nu er en chance for at vinde et gavekort til Zalando på 5.000 kroner. Konkurrencen udløber 31. december, så det handler om at ”slå til nu”, står der i mailen.

For at deltage, skal man så klikke på et link i mailen.

”Desværre kan du skyde en hvid pil efter de 5.000 kroner, for der er tale om fup og svindel. Konkurrencen og de påståede gavekort har intet med Zalando at gøre,” fortæller netbutikken i en advarsel.

”Svindlere fisker efter dine personlige data, så tryk ikke på nogen link og giv ikke information fra dig,” lyder det fra Zalando.

Sådan spotter du en fup-mail

Hvis du får en mail med et godt tilbud, hvor du skal klikke på et link, så er her fem gode råd:

• Tjek for stavefejl og dårligt sprog. Ser teksten professionel ud?

• Tjek firmanavn og afsenders e-mail. Ser det korrekt ud?

• Er tilbuddet for godt til at være sandt?

• Er der kontaktoplysninger ud over linket?

• Prøv at søge på Google efter informationer om tilbuddet. Kommer der advarsler om fup?

Oplysningerne er hentet fra Forbrugerrådet TÆNKS app “Digitalt selvforsvar”.

Først publiceret: torsdag 12. december 2019
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 2. juni 2020 kl. 15:27

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.